Om Søren Pind


Jeg er født den 20. november 1969 i Herning. Mine to første år tilbragte jeg i Vestjylland (Videbæk) og flyttede dernæst med mine forældre til Schweiz i 1972. 1973 fødte min mor min lillebror Mikkel. I 1977 valgte vi at flytte tilbage til Danmark, da far ønskede at blive selvstændig tandlæge. Efter børnehaveklasse og delvis 1. klasse i Schweiz fandt resten af min skolegang sted i Østermarie folke- og realskole, og i 1985-1988 på Rønne Statsskole (undervejs omdøbt til Bornholms Amtsgymnasium). I 1985 meldte jeg mig ind i Venstres Ungdom og blev snart efter medlem af foreningens Landsstyrelse. Senere hen flerårigt medlem af forretningsudvalget.

I 1988 startede jeg som stud. jur. ved Københavns Universitet, og fik samtidig ansættelse på Christiansborg som medlemssekretær for Venstres Folketingsgruppe. I 1991 blev jeg folketingskandidat for Venstre på Bornholm, en tillidspost jeg nedlagde i 1998, og i 1994 valgtes jeg til Københavns Borgerrepræsentation fra en placering som nr. 2 på Venstres liste. Jeg var dengang VUs kandidat. Fra 1996 til 1998 var jeg projektleder på Waterfront Comunication. I 1997 blev jeg cand. jur., blev valgt som spidskandidat for Venstre i Kbh, og blev ved den efterfølgende konstituering valgt, som landets dengang yngste borgmester, til Københavns Kommunes bygge- og teknikforvaltning. Et embede jeg beklædte frem til 1. januar 2006.

I februar 2005 blev jeg valgt til Folketinget som kandidat i Østre Storkreds' 1. og 10. kreds.

Af andre interesser kan nævnes: Musik, bøger (særligt biografier og historie) god mad og vin. Jeg blev hhv. den 19. august 2003 og 29. december 2006 den stolte far til to drenge, Theodore og Johan-Emil. Siden 1997 jeg været gift med advokat Marie-Louise P.

Gennem årene har jeg udgivet bøgerne "friheden duer til alt godt", "Kære Søren" (sammen med Søren Krarup) og "Lise Nørgaard - et portræt", alle Aschehoug. Endvidere CDen "Fra i Dag" sm. m. Pelle Voigt, der er fordanskninger af Charles Aznavours største hits.