Her kan du finde min blog, se billeder og tilmelde dig mit nyhedsbrev
I dag kom det frem, at Ankenævnet for Forsikring har truffet en klar afgørelse i vores forsikringssag. Med stemmerne 4 - 1, hvor tidl. højesteretspræsident Jaques Hermann stod i spidsen, blev det klart, at Codan skal erstattet skaden for os.
Det er ganske vist vanskeligt at erstatte de enorme besværligheder denne sag har medført. Men nu må vi se.
Foreløbig er jeg blevet gjort til ordfører på et socialdemokratisk forslag om forsikringsselskaber, B 10. Det er et område, jeg nu har et særligt kendskab til. Jeg ved, hvor skoen trykker i forhold til forbrugerne. Det er et område, jeg vil varetage med glæde.
Kommentér på denne post (0)Man kan vist roligt sige, at farcen om registrering af MFere fortsætter. Nu har alle - selv SF - fundet ud af, at man ikke kan smide folk ud af Folketinget, selvom de ikke vil lade sig registrere. Om man skal registrere ministre er en smagssag - det må i virkeligheden være en sag mellem statsministeren og ministrene. Men hvad angår MFere er det simpelthen et spørgsmål om at lade være med at krænke Grundloven.
Det sidste nye, det nu forlyder, er at partiet vil forsøge sig med en folketingsbeslutning. EN sådan er ikke retlig bindende, hverken for almindelige borgere eller folketingsmedlemmer. Her går det godt...
På denne baggrund har jeg sendt følgende indlæg til Politiken i dag:
"Dann haben wir andere Methoden".
Der er nu enighed blandt alle om, at intet medlem af Folketinget kan smides ud af Folketinget, fordi vedkommende nægter at lade sine økonomiske interesser registrere. Også selvom Folketinget måtte vedtage en lov herom. Den vil i al sin enkelthed være grundlovsstridig, jf. Politikens artikel den 14/3.
Baggrunden er den enkle, at Grundlovens § 29 og § 30 udtømmende gør op med, under hvilke omstændigheder, man kan blive valgt og i øvrigt "ekskluderet" af Folketinget. Og disse omstændigheder indtræffer kun, såfremt vedkommende er straffet, og et flertal i Folketinget finder, at denne straf gør vedkommende uværdig til at sidde i Folketinget – jf. f.eks. Mogens Glistrup, der efter at være blevet valgt i 1983 og 1984 blev udelukket.
Det nyeste juridiske kneb, man bringer til snageriets frontlinje, er så i stedet en påstand om, at "man" (hvem det så end er…) kan anvende andre sanktioner, såfremt et medlem nægter. Man hører bøddelens mumlen "dann haben wir andere Methoden…". Professorerne Claus Haagen-Jensen og Jens Peter Christensen mener, at man kan fratage sådanne rebelske folketingsmedlemmer deres sekretariatshjælp. Det næste kunne være deres brug af Folketingets Bibliotek. Den fysiske stol i Folketingssalen. Deres vederlag. Ellers deres adgangskort til Folketinget… Påstanden er kort og godt, at man – uagtet at Grundloven betragter Folketinget som én institution, hvis medlemmer er ukrænkelige, jf. § 34– kan diskriminere medlemmer, alt efter om de underskriver eller ej. En sådan diskrimination kan der ikke findes hjemmel for.
Perspektiverne er legio. Fremover vil man kunne fratage folk muligheden for at virke i Folketinget, fordi de er tidligere kommunister. Fordi de har en plettet straffeattest, der dog ikke gør dem uværdige. Fordi de driver landbrug, der ikke er økologiske. Eller hvad ved jeg. Man vil kort og godt iværksætte en glidebane, der her og nu ser tilforladelig ud, men som i vanskeligere tider end disse kan danne basis for utilsigtede beslutninger. Tænk blot på, hvordan danske kommunister blev interneret under den 2. verdenskrig – også partiets folketingsmedlemmer. Der vil være juridisk præcedens for en stigende grad af indgreb omkring folketingsmedlemmer og deres færden.
Folketingets Forretningsorden giver visse muligheder for sanktionering. Det følger af Grundlovens § 48, at Folketinget kan vedtage en sådan med henblik på "ordens opretholdelse". Men her er der netop tale om ordensforskrifter med henblik på Folketingets forretningsgang. Det vil sige sådan noget som møder i salen og lignende. F.eks. anfører den gamle forfatningsretsprofessor Poul Andersen i sin statsret, at der "er fastsat snævre grænser for de midler, der kan bringes i anvendelse til håndhævelse af forretningsordenen". Men al den stund de anførte regler for registrering af medlemmer ikke tager sigte på ordensforskrifter, men på almen regulering af medlemmers privatsfære, har dette intet med sagen at gøre.
De anførte metoder vil ikke være andet end en omgåelse af Grundlovens klare regler for, i hvilket tilfælde og hvordan man kan sanktionere medlemmer af Folketinget. De må efter min bedste opfattelse være i strid med Grundloven.
Kommentér på denne post (0)Jeg ser nu, at SF vil stille forslag om, at MFere og deres ægtefæller også skal tvinges til at underskrive samme form for erklæring som ministrene. Det er sørgeligt at se, at nogle af mine partifæller bakker op om ideen.
Grundloven gør udtømmende op med, hvem der kan vælges til Folketinget. Der er en række betingelser. Disse fremgår af Grundlovens § 29 og § 30:
§ 29
Stk. 1.
Valgret til folketinget har enhver, som har dansk indfødsret, fast bopæl i riget og nået den i stk. 2. omhandlede valgretsalder, medmindre vedkommende er umyndiggjort. Det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af valgret.
§ 30
Stk. 1.
Valgbar til folketinget er enhver. som har valgret til dette, medmindre vedkommende er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør ham uværdig til at være medlem af folketinget.
Grundloven har altså gjort udtømmende op med reguleringen af, under hvilke omstændigheder man kan vælges til Folketinget. Alle, der opfylder de anførte kriterier, har således krav på valg.
En juraprofessor har gjort sig til talsmand for, at man så kan sanktionere folketingsmedlemmer på anden vis, såfremt de nægter at undertegne en sådan erklæring - f.eks. fratage dem sekretærhjælp, der skal forbeholdes medlemmer, der undertegner erklæringen. Sådanne sanktioner må imidlertid siges at andrage karakter af omgåelse af Grundlovens intentioner. Og det må formodes, at den form for diskrimination af sådanne "rebelske" folketingsmedlemmer vil blive tilsidesat af domstolene.
Jeg vil til hver en tid nægte at stemme for sådan noget. Det er ikke mere end tre uger siden nyvalgte folketingsmedlemmer blev anmodet om at undertegne en ed om "ubrydeligt at ville holde Grundloven". Realiteten er, at formanden for Folketinget bør afvise et sådant forslag som grundlovsstridigt, såfremt det vitterligt stilles til forhandling.
Kommentér på denne post (0)I dag startede dejligt - jeg fik afleveret Theodore i vuggestuen. Det er altid hyggeligt at køre ham derud, og lige få en snak om, hvordan og hvorledes. Han sidder og dirigerer mens vi hører P2 morgenmusik i bilen, og så kigger vi lidt på hinanden i krydsene ved lysene og knuger hænder. Fantastisk...
Fagligt også en rigtig dejlig dag. På besøg hos arkitektgruppen Plot med Bjarke I i spidsen. Sikken noget. De er altså så visionære og spændende, så det halve kunne være nok. De har foreløbig haft stor succes med VM-huset i Ørestad. Jeg studerede et spændende projekt til River-rafting i havnen derude. Har bedt stadsarkitekten om at tage sig kærligt af det. Beså en række utroligt spændende projekter.
Senere så udvalgsmøde. En god dag der også. Fik bl.a. accept fra et enstemmig udvalg om at den store operakoncert, der hidtil har været afholdt i Søndermarken på Frederiksberg, nu flyttes til Fælledparken i København. Det glæder jeg mig til. Der er pressemøde i morgen kl. 12. Derudover faldt sikring af skoleveje på plads, og en lang række andre gode beslutninger.
Tilmed fik jeg i dag lov til at putte T. Og så skal jeg så forberede ordførertale på L27, navneloven, til i morgen.
Her åbner i øvrigt CEPOS - den liberale tænketank, jeg har været med til at stifte. Den var i dag i Berlingske med nogle gode tanker om, hvordan man får tilvejebragt et råderum til skattelettelser. Glimrende forslag i øvrigt. Der er reception på D'Anglettere - fint skal det være.
Kommentér på denne post (0)Som det fremgår af Jyllands-Posten i dag, har vi vundet vores sag mod Codan. Vi kender ikke de nærmere omstændigheder i afgørelsen, og derfor undrer det mig, at Codan vælger at udtale sig. Dem får vi nemlig først, når afgørelsen afsiges inden for de næste 10 dage - samtidig skal den ene dissentierende part også forklare sin dissens i forhold til de 4 øvrige, der støttede os.
Ellers må jeg sige, at jeg er hamrende træt af den diskussion om dommernes bijob. Afskaffes de ved statslig indblanding, er det dels meget tæt på pression mod dommerne, og dermed en krænkelse af grundlovens bestemmelser om domstolenes uafhængighed. Men dertil kommer jo, at de bedste jurister så vil vende sig mod de private advokatfirmaer, og de svageste i dette samfund vil så ikke længere have de skarpeste hjerner siddende i domstolene og forsvare deres interesser. Samtidig vil sagsmængderne for domstolene eksploderer og ventetiden stige voldsomt. Nej. Det har jeg ikke megen sympati for.
Til bestyrelsesmøde i går i Venstre. Der er god stemning, og vi er klar til kamp i november. Det er dejligt at mærke, at folk samles om de væsentlige ting.
Kommentér på denne post (0)I aften til kredsgeneralforsamling i 10. kreds. Det var et godt møde. Gode spørgsmål, og klar fokus mod at vinde valget til november. Enighed om linjen. Kan ikke være bedre.
Ellers frem og tilbage mellem Rådhus og Christiansborg i dag. Et interview med ZDF om grafitti. De er ved at sætte fokus på det i Berlin, hvor der ved Gud er masser af det stads. Og så lidt snak med Lorry om singler og Klaus Bs forslag om at putte dem foran i boligkøen. Det er jeg nu ikke enig med ham i...
Troede jeg skulle til møde i kirkeudvalget i dag, men de holder kun møde 5 gange om året, og datoerne er kun tentative. Det morede Jeppesen fra Ekstra-Bladet sig meget over. Lad os se, hvad han skriver i morgen. Han er faktisk en flink fyr.
Nåede ud til vuggestuens fødselsdag. Theodore er en lille stjerne. De kan vist lide ham derude - de kalder ham "baronen":-) Han var glad for, at vi begge var der.
Og så er i morgen den store dag, hvor jeg skal holde min første ordførertale. Forhåbentlig får jeg en 25-ører. Birthe Rønn har i hvert fald lovet mig en...
Kommentér på denne post (0)I aften fik jeg nok - og kvalme til. Det skete, da jeg så en komplet skinger Kaare R. Schou helt ubehersket skrige Ulla Tørnæs op i hovedet: "Hvorfor har du ikke ansat en dansker?!". Man så for sit indre blik de brune falankser marchere. Det gav mig kvalmen. Hvornår i al verden får TV 2 nok? En ting er, at manden konsekvent tager fejl i snart sagt enhver politisk analyse. Men den opførsel? Den er simpelhen for meget.
Der er intet forgjort i at ansætte udlændinge i danske virksomheder. Ja, naturligvis skal landets love overholdes. Men alt tyder jo på, at det er en formel fejl, der er begået. Den pågældende skal såmænd nok få sin arbejdstilladelse.
Jeg har fået nok af den ulækre proces, der foregår, hvor udviklingsministeren forbløder for hver dag, der går. Det er simpelthen ikke en rimelig behandling, dansk presse giver hende. For første gang i mit liv må jeg nødtvungent medgive, at der er tale om klar mandschauvinisme. Havde det været en mandlig minister, var denne sag aldrig gået på denne måde. For enhver kan da forstå, at lille mor derhjemme har en sort hushjælp. Og nå ja. Etc.
Det her må høre op nu. Der er ingen rimelig grund til at forfølge Ulla Tørnæs yderligere. Hun har lidt rigeligt med den offentlige omtale af noget, som hendes mand bærer ansvaret for. Nu må dansk politik ærlig talt videre.
Kommentér på denne post (0)