Søren Pind

Jeg har længe gået og spekuleret over, om ikke vi skulle have en officiel fattigdomsgrænse i Danmark. Egentlig lidt inspireret af SF, der er kommet med et decideret forslag - og irriteret af Mette Frederiksen, der nærmest lyder som om hun vil ophæve forskellen på at være i arbejde og ikke at være det. Uden dog at ville fortælle offentligheden om det.

Den her mærkelige diskussion om ulighed forekommer helt ulogisk. For alle i Danmark, på nær altså hende og så den yderste venstrefløj, går ind for, at det skal kunne betale sig at arbejde. Det bør man markere. Ved ganske enkelt at fastlåse en fattigdomsgrænse på måske 20 % (måske mindre) mindre end det, man kan få i mindsteløn.

Skal det så være en ret? Nej - naturligvis skal betingelsen være, at man står til rådighed for arbejdsmarkedet. SU skal fortsat være SU. Og reglen skal gælde for borgere i Danmark - d.v.s. ikke udenlandske statsborgere.

Jeg tror, det en gang for alle vil standse Socialdemokraternes hykleri i diskussionen om dette mærkværdige begreb "ulighed". Jeg har mærket mig, at Mette Frederiksen kalder modellen for "primitiv". Jamen så kom ud af busken, søde Mette. Hvor meget skal forskellen være på at være i arbejde og ikke at være det? Eller mener du virkelig, at der slet ingen forskel skal være? Det ville langt om længe officielt få markeret at S er spaltet i to partier - dit og Sass-Larsens...

Stakkels Naser. Nogen skælder denne fuldblods demokrat ud, fordi han ikke vil mødes med de imamer, han og hans forældre flygtede fra som unge.

Det er dog mageløst.

Jeg forstår til fulde hans ulyst. Hvad skal de dog tale med hinanden om? Det viste de efterfølgende kommentarer da også med al ønskelig tydelighed.

Naser selv kan ikke længere bo på Nørrebro. Ligesom Farshad Kolgi. Tegnere tør ikke med navn illustrere Kaare Bluitgens nye bog om Muhamed. Frank Hvam tør ikke være humoristiske i forhold til muslimer. og i går blev mine brandfolk endnu engang overfaldet af ballademagere fra indvandrermilljøet.

Alt imens verdens mest lige land eksploderer i en komplet afsindig diskussion om endnu mere ensartet- og lighed. Mærkværdig prioritering.

Der er mange gode grunde til at lade være med at kommentere meningsmålinger offentligt. Først og fremmest fordi de går op og ned. Senest har nogen hæftet sig ved, at Socialdemokraterne nu angiveligt skulle gå lidt over 3 % frem i forhold til sidste kommunevalg, og nu er "oppe" på 30%.

For Venstre har billedet været klart. Vi har stået svagt, men står nu i stigende grad til at generobre sidste gangs rekordvalg - og formodentligt mere til.

Alligevel er al denne talgymnastik en smule pudsig. Den første reelle meningsmåling, der blev lavet om København, blev lavet af DR2 og Jersild v. Catinet i 2004. Den viste, at Ritt ville få over 38 % af stemmerne, se http://www.integrationsstatus.dk/vis_nyhed.asp?nid=259. Hun er nu nede på 30. Vi holder i hvert fald valgresultatet. Og Radikale går frem. Aldrig har et alternativt flertal til S stået stærkere.

Det er derfor meget muntert, at enkelte medier vælger en anden synsvinkel - f.eks. Ritzau "Ritt stormer frem":-) Sandheden er, at S er bekymret. Det ville jeg sandelig også være.  Men så meget desto større bliver glæden naturligvis på valgdagen, når vi "overraskende og chokerende" har fuldendt den bevægelse, der nu er i gang...

Som det står skrevet: Der er intet nyt under solen... En sober kendsgerning i politik, man gør klogt at holde sig for øje.

Men af alle ovenstående årsager gider jeg simpelthen ikke at kommentere meningsmålinger offentligt. Heller ikke den bedste meningsmåling for et alternativ til Ritt foretaget i over tre år... Heller ikke for den sags skyld, at 25 % ikke ønsker mig som overborgmester. Skulle det nu være en nyhed...:-) Jeg kan da også sagtens nøjes med 75 %.

Der er nu indgået et budgetforlig i København. Uden Venstre. Desværre.

Ikke fordi, vi ikke ville være med. Men fordi vi ikke blev spurgt. Historien er enkel: Socialdemokraterne har en selvstændig interesse i at hævde, at vi ikke vil være med til at præge byens økonomi.

Denne gang har vi - ærligt - lagt os fladt ned og sagt, at vi gerne deltager. Vi havde på forhånd ingen krav til forhandlingerne. Alligevel holdes byens næststørste parti uden for.

Det er ærgerligt, at ansvarligheden ikke sejrede, og at Socialdemokratiet ikke ønsker den stabilitet for byen, vores deltagelse ville kunne bibringe. Men det er naturligvis en kynisk spekulation i at underbygge Ritt Bjerregaards vaklende kandidatur til overborgmesterposten.

Vi tror ikke på, dette valg vil blive afgjort af emner, der har med budgettet at gøre. Vi tror, vægten skal lægges på de tre hovedudfordringer, vi har: Integration, kriminalitet og skole. Nogle af disse forhold kræver ganske vist penge. Men vigtigere er en mentalitetsændring. 

Alligevel er det forunderligt, at det socialdemokrati, som urigtigt anklager mig for udelukkende at ville straffe mig ud af integrationen, ikke har sat en eneste krone af til en forbedret indsats i 2006. Hverken til forebyggelse, tryghed eller evt. politi. Det er det vigtigste spørgsmål i København. Og man dækker sig ind under en forlængst foretaget beslutning om, at Københavns Kommune skaber en integrationsforvaltning. Jo tak - uden nogen mulighed for at yde den ekstra indsats, der pinedød er nødvendig.

Man bør tilstræbe brede løsninger, og så mange som mulige skal være med. På rådhuset til at skabe en bedre by. Og blandt borgerne så alle kan komme med.

Det er budgetforliget ikke udtryk for.

For første gang i mit liv har jeg oplevet en fagforeningsformand være modstander af, at han skal have flere medlemmer. Formanden for politiforeningen gik af mig uransagelige årsager imod mit forslag om 500 flere politibetjente i København. Som Groft Sagt i Berlingske i dag glimrende gør nar ad, er det godt nok et pudsigt standpunkt.

Også politidirektøren klynker over at blive blandet ind i valgkampen. "Vi skal argumentere pænt overfor finansministeren for at få flere folk"...

Nu har vi igennem lang tid hørt på via lokalrådet, hvor kommune og politi mødes, at der mangler politifolk. Borgere konstaterer det konstant når de ringer til politiet, og svaret lakonisk lyder "vi har ikke tid.  Vi må prioritere"... også til ganske alvorlige forbrydelser.Og når så temaet bliver en naturlig del af den politiske prioriteringsdebat til valget, vælger man at gå Ritts og Socialdemokraternes ærinde.

Man mærker hensigten og bliver forstemt.

Sagen er meget enkelt den, at København - sammen med en række andre tiltag - for at sikre tryghed på gaderne, har brug for mere politi. Sagen er den, at bandekriminaliteten griber om sig - og de rene sociale løsninger der foreslås har vi prøvet i årevis. Sagen er den, at jeg har erklæret mig villig til, at kommunen også er medfinansierende på politiforøgelsen.

Vi skal have forøget tryghed - og så er der altså ikke rigtig råd til de fine fornemmelser om valgkamp og hvilke borde man skal sidde ved. Problemerne skal løses. Som sagt.

Nu er "de" i panik - altså Ritt og co. Meningsmålingen i JP i dag var et chok for dem, men ligger ikke langt fra de tal, jeg selv har.

Panikken giver sig blandt andet nu udslag i, at de siger, mine forslag ikke kan gennemføres lokalt. Mærkeligt argument.

Problemer skal løses. Så er jeg sådan set ligeglad med, hvordan. De skal løses, uanset om det er folketing, HUR, HS eller BR, der skal løse dem. Vil man løse integration, skole eller boligudforingen i København, nytter det ikke noget at påstå, at København kan ordne det hele selv. Vi kan gøre noget. Men staten skal også være med. Ellers bliver problemerne ved.

Det er meget enkelt. Derfor har vi da også valgt vores valgslogan: Problemerne SKAL løses. Så enkelt er det.

God dag med frivillige. Ved tingstedet i Valby - og en masse ude af dele vores nye "82 %" pjece ud. Vi fokuserer særligt på Brønshøj, Husum og Vanløse. Store outdoors, og omfattende uddelinger.

Folk var så søde. Nu er det ligefrem blevet sådan, at de ældre damer kommer helt uforfægtet hen og giver mig store knus på gaden! Det har jeg trods alt ikke prøvet før. Dejligt at mærke reaktioner direkte fra folk selv.

En enkelt sur - kaldte mig racist. Sikke noget idioti. Hun er faldet for Ritts retorik om, at alle indvandrere er ens, hvorfor det at tale om kriminelle af slagsen er racisme. Men det må de selv om.

Jeg inviterede de frivillige til middag bagefter på restaurant, og så til fodbold. Som sædvanligt hos Brian på McGintys - byens bedste bar. Fuldt hus, og god stemning. Sikke en kamp.

Vi slukkede af på Hero Bar, og alle var rigtig glade for en god dag.

PS: I dag kan jeg læse i Ekstra-Bladet, at fokus på Palæstinenserloven giver pote. "Ritt lukkede dem ind" - og det er jo så sandt, så sandt...