Søren Pind

Hvor stort er dramaet egentlig mellem V, K og DF? Er det alvorligt? I går oplevede jeg i hvert fald noget specielt:

1. for første gang i VK-regeringens tid fik den et flertal imod sig i Folketingetssalen - VK undlod at stemme. De øvrige partier vedtog et forslag til vedtagelse stillet af DF.

2. To personer morede sig - Svend Auken og Niels Helveg. De følte sig hensat til 80erne, hvor de to sammen bedrev den såkaldte fodnotepolitik, hvor regeringen havde et alternativ flertal imod sig.

En sådan situation er altid alvorlig. Og skal gribes fra sin start. Alternativet vil være en tilbagevenden til den uholdbare politik i 80erne, hvor regeringen konstant blev stemt ned, men ikke gik af.

DF ønsker nu at flytte fødevarekontrollen til et andet ministerium. I henhold til grundloven tilkommer denne kompetence statsministeren. Her kan Anders Fogh ikke bøje sig. Lad os håbe krisen snart driver over. Folketinget kredser om sig selv, så længe det her fortsætter.

Der er i dag fremkommet kritik af samtlige borgmestre fra sidste valgperiode på nær en for forbrug af gaver. Det er desværre en fortrolig revisionsundersøgelse, som jeg derfor ikke kan offentliggøre - men i hvert fald har jeg i dag sendt følgende afsted til revisionsdirektoratet:

Til revisionsdirektoratets direktør
jch@rd.kk.dk

København den 25. april 2006

Ref: Revisionens undersøgelse af de Københavnske Borgmestres gaveforbrug:

Kære Jan Christensen!

Det fremgår klart af den til revisionen fremsendte korrespondance mellem daværende overborgmester Jens Kramer Mikkelsen og mig, at de enkelte borgmestre kan afholde repræsentative udgifter, også ud over deres eget forvaltningsområde, så længe det i bredeste forstand tjener kommunens interesser. Revisionens henvisning til gave 457 - 480 p. 55 må derfor overordnet afvises.

Dertil kommer, at f.eks. Eva Kjær-Hansen som minister bl.a. som ressort har den almennyttige sektor - det samme gjorde sig gældende for min forvaltning. Man kan også vælge at se gaven til integrationsminister Rikke Hvilshøj i dette lys.

Gaven til finansminister Thor Pedersen kan ses i lyset af, at Bygge- og Teknikforvaltningen havde et tæt samarbejde med Københavns Havn, hvortil jeg blandt andet af BR var udpeget til at sidde.

I min egenskab af Bygge- og Teknikborgmester valgte regeringen senere at udnævne mig til næstformand for havnen, et ansvarsområde der i regeringen varetages af både finansministeriet og trafikministeriet.

Hvad angår Peter Gemælke havde kommunen et samarbejde med landbruget om genrejsningen af frihedsstøtten, hvor jeg repræsenterede kommunen som ansvarlig for kommunens monumenter.

Hvad angår kontakten til statsministeriet og bl.a. til departementschefen kan her blandt andet henvises til drøftelser omkring varetagelsen af afspærringer i forbindelse med topmøder, men også spørgsmål om udnyttelse af torve og pladser, hvor min forvaltning af og til havde et samarbejde med regeringen omkring den praktiske afvikling.

Der er ikke belæg for, at Bygge- og Teknikforvaltningen ikke også skulle have relevante drøftelser med sidstnævnte ministerium.
 
Revisionens påstand om, at det skulle tjene et personligt politisk formål (gave 471 og 489) for mig at yde en gave til Helle Thorning-Schmidt og Ole Stavad savner dokumentation. Derimod varetager begge poster, det er i direkte interesse for Københavns Kommune at have kontakt med.
Hvad angår de såkaldt "partipolitiske gaver" skal jeg dels henvise til ovenstående afsnit, og f.s.v. angår Jørgen Kleener henvise til, at jeg af KK var udpeget til som borgmester for BTF at sidde i den dommerkomite, der varetog arkitektkonkurrencen om DRs byggeri.

F.s.v. angår gave nr. 470, 475 og 477 (tiltrædende og afgående VU-formænd) skal jeg dels henvise til korrespondancen med daværende overborgmester Jens Kramer Mikkelsen samt til drøftelse i Økonomiudvalget, hvor daværende økonomidirektør Erik Jacobsen oplyste borgmestre og udvalg om, at der tilkom borgmestrene et selvstændigt, udvidet skøn over, hvad der er i kommunens interesse, og at dette i realiteten ikke kunne efterprøves.

Hans opfattelse af sagen, som øverste rådgiver for borgmestrene og udvalget var, at det eneste kriterium var spørgsmålet, om de enkelte "kunne holde til at komme på forsiden af Ekstrabladet".

F.s.v.a. gave 421 (Jørgen Elikoffer, Dansk Metal) må det bygge på revisionens ukendskab til samarbejdet med dansk metal omkring den københavnske trafikpolitik, der henhører under BTF. Om dette har jeg haft adskillige møder med pågældende, der nyder en særdeles central placering i Dansk Metal som nærmeste rådgiver for formanden.

F.s.v.a. Claus Meyer (gave 423) har jeg som borgmester haft et samarbejde med ham omkring udnyttelse af byens torve og pladser, der blandt andet udmøntede sig i det store folkekøkkenarrangement i Brune Kødby, hvor jeg og kulturborgmesteren fra scenen fik stor tak for vort arbejde i denne forbindelse.

F.s.v.a. Mads O. Krage (gave 429) har jeg haft flere møder omkring NETTOs byggemæssige muligheder i Københavns Kommune med ham som adm. Dir. For pågældende.

F.s.v.a. Christian Nissen (gave 436) kan her under henvises til byggeriet i DR-byen samt ovenstående.

F.s.v.a. Morten Grundwald (gave 441) har jeg som formand for vejnavnenævnet blandt andet navngivet vejen omkring Øster Gasværk, hvor Han var direktør, samt drøftet parkeringsforhold ved teatret.
Og sådan kunne jeg blive ved.

Essensen af disse forhold er, at det grundlæggende er min opfattelse, som jeg også er blevet vejledt af økonomiforvaltningen, at der tilkom mig som borgmester et meget vidt skøn over, hvad jeg anså for at være i kommunens interesse. Det er endvidere fuldt underbygget via korrespondancen med Overborgmesteren, at jeg har været i fuldstændig god tro herom, og at der derfor intet fortsæt har været til at bryde nogle regler herom.

Gennemgangen dokumenterer samtidig, at den pågældende praksis har været almindelig i flere af kommunens forvaltninger.

Afslutningsvis må det give anledning til stærk forundring, at revisionen tidligere har gennemgået alle overborgmesterens gaver, men ikke før nu har fundet anledning til at hævde, at der er pågået ting i strid med lovgivningen. Samtidig kan det undre, med den fokus, området har været omgærdet af, at revisionen ikke tidligere har søgt at vejlede borgmestrene, særlig set i lyset af, at økonomiforvaltningens uenighed med revisionen - det er Økonomiforvaltningen, der har den endelige afgørelse i disse sager - og forvaltningens vejledning af økonomiudvalget.

Jeg kan derfor henholde mig til TMFs generelle kommentarer, og støtte forvaltningens forundring over revisionens adfærd.
Jeg skal samtidig anmode om, at den pågældende tekst om kr. 5000 (p. 54) der anføres som gaver til BR rettes til julegaver, først og fremmest til det daværende BTFs sekretariat.

Jeg har imidlertid intet ønske om at denne diskussion skal finde sted i lyset af et spørgsmål om et økonomisk mellemværende mellem jeg selv og kommunen. Jeg skal derfor tilkendegive, at jeg - uden præjudice og understregende, at jeg mener, alle udgifter er afholdt i god tro, attesteret af Bygge- og Teknikforvaltningen samt afholdt lovligt og i kommunens interesse - er indstillet på at afholde de endelige omkostninger, revisionen måtte fremkomme med, og som Økonomiudvalget måtte vedtage ønskes tilbagebetalt.

Mvh
Søren Pind

 korr. ml. Pind og Kramer vedr. gaver marts 2000.pdf

Af Søren Pind (bragt i information i fredags)

Der er i dag et kæmpe mediepres. Forstået på den måde, at der er mange medier, der principielt konkurrerer om den samme mængde nyheder. Og udviklingen gennem de sidste 15 år med stadig flere elektroniske medier og stadig mere sendetid har medført en enorm efterspørgsel efter nyheder.
Spørgsmålet er, om man efterhånden selv skaber nyhederne frem for at referere og orientere om dem? Om man har overskredet grænsen for den kritiske journalistik, og i virkeligheden selv er blevet selvstændig aktør i nyhedsstrømmen? Om man selv er med til at påvirke nyhederne i bestemt retning? Og om det i det hele taget er 'sandhed man bedriver'?
Denne diskussion er relevant at tage - særlig i lyset af, at flere af de store morgenaviser i højere grad en tidligere er begyndt at bekende sig til et (parti)politisk udgangspunkt. I skyggen af Muhamed-krisen blev det tydeligt, at Politiken atter er blevet en radikal avis. Berlingske en avis for 'de anstændigt borgerlige' og Jyllands-Posten - nå ja, for de 'rigtigt borgerlige'. Men den tæller ikke rigtigt her, al den stund avisen selv var en del af sagen.
Lotte Hansen fra Jersild og Spinn var for nyligt fremme med det synspunkt, at det var blevet for let for politikere at komme i avisen. Grundlæggende mente hun, at skønt de ikke havde nogen sag, kom politikerne i medierne alligevel, fordi man simpelthen slog handler af med journalisterne. Af og til fik de en god historie - en luns - til gengæld må man så også skrive om den enkelte politiker on a rainy day. Henning Olsson, journalisternes formand på Christiansborg, skød skarpt tilbage og afviste fuldstændig påstanden.
Jeg befinder mig nok i midten af denne debat.
Der er ingen tvivl om, at mediepresset - lad os bare kalde det sensationshysteriet - har taget et omfang, der gør, at politikere er nødt til at agere i selvforsvar. De tider er forbi, hvor man blot tog telefonen og erklærede sig villig til at svare på hvilket som helst spørgsmål, der måtte opstå i den anden ende af røret. Sådan kan man ikke arbejde længere i dag - for så bliver man spist.
Hensigten for den enkelte reporter (sic!) er sjældent at reportere, men at få sin nyhed hjem. Og den nyhed kan ofte befordres ved at bruge folketingsmedlemmer og andre som nyttige idioter. I hvert fald ikke for at fremstille vedkommendes synspunkt. Derfor er det da også, vi ofte udsættes for spørgsmål som "vil det sige, at du mener, han er en idiot?", og svarer man bekræftende kan man næste dag i overskriften se sig selv citeret for, at den og den er idiot. Ord, der er blevet lagt en i munden. Dette er blot et af talrige eksempler.
Det er også rigtigt, at der naturligt foregår handler. At man udvælger sig bestemte journalister, som får den gode historie. Af mange årsager. Det kan være, vedkommende netop ikke bruger den form for beskidte tricks jf. ovenstående. Det kan være, man ved, at han vil kæmpe for at historien får en fremtrædende placering. O.s.v.
Ombudsmanden har da også tidligere været inde og se på, om det rimelige i at ministre giver bestemte historier til bestemte journalister frem for andre. Det ville være tosset at benægte, at sådan noget finder sted. Og hvorfor skulle man også det? Christiansborg er en markedsplads, som alt muligt andet.
Til gengæld må jeg sige om Lotte Hansens synspunkt om 'nemme' historier, at jeg utrolig sjældent har oplevet, at gentjenesten i form af en afleveret god historie skulle være, at man senere kunne få en ikke-historie i medierne. Det kan jeg kun komme i tanke om ganske få eksempler på. Jeg husker i sin tid, hvordan Kramers daværende spinddoktor, Carsten Maj Jørgensen, fik placeret det fantastiske faktum, at Kramer besøgte en børnehave i København som en stor artikel i Politiken med billede. Her var så et enkelt eksempel. Men normalt forekommer det ikke.
Den tidligere redaktør på BT og senere chefredaktør på Berlingske Tidende, Karsten Madsen, var et klart eksempel på en journalist, der brugte sin position til også selv at skabe nyheder. Hans analyser, indhentet over kniv og gaffel med politikere, indeholdt en blanding af causeri, information og analyser, der ofte for de deltagende udstillede dem, men samtidig var politikskabende.
I JP's Københavnstillæg har man for nyligt kunnet se, hvordan enkelte journalisters positive holdning overfor graffiti som såkaldt 'kunst' er løbet over i reportageform, hvor objektiviteten forsvinder, og hvor man i stedet gør sig til talsmand for dele af de kriminelle miljøer.
For nylig kunne man se afdækket, at der om de borgerlige partier og politikere blev brugt mellem to og tre gange så mange ekstremist-lignende udtryk, som f.eks. "superliberalist", hvorimod venstreorienterede politikere, der på den yderste dag vel sagtens kunne stå ved lastbilen og tælle sådan nogle som mig op, aldrig blot nærmer sig sådanne betegnelser.
Problemet ved en sådan fremgangsmåde er, at mennesker holder op med at se på hinanden som mennesker. I stedet ser nogle oppe fra og ned, fra en moralsk overhøjhed, og kan derfor tillade sig at dømme andre. Der opstår i det politiske rum over- og undermennesker. Det har vi set før. Det er der ingen grund til at gentage.
I det hele taget kan der være fornuft i at søge at adskille reporterens og politikernes rolle. I en verden, hvor jagten på nyheder bliver stadig mere intens - og hvor politikere stadig mere må beskytte sig mod katastrofen i døgnets rejsestald - er det kostbart for noget så afgørende som sandheden, at vi ikke mister tilliden til hinanden. Det sker, hvis den nuværende udvikling fortsætter.