Søren Pind

Det er fortvivlende, hvad visse medier for nærværende begår. Vi ser karaktermord på karaktermord. Som oftest ender det i ingenting - andet end politikere, der står tilbage med mudder over det hele.

Denne gang blev konsekvensen dog alvorligere for Morten Messerschmit. Han har i realiteten måttet opgive sin politiske karriere - og får ingen chance. Fordi BT - hvis løsagtighed overgår Nyhedsavisens - har bragt en særdeles tvivlsom historie.

Nazisange, siger man han har sunget. En løgn. Han har sunget den tyske nationalsang. Og skønt man altid kan betvivle klogskaben i en sådan handling - ja så har det intet med nazisme at gøre...

Flere vidner benægter han har heilet. Som ellers påstås af BT. Dertil kommer så Pia Kjærsgaard, der hævder, at sådan skal medlemmer af hendes gruppe ikke opføre sig - ikke hvad angår sang og håndbevægelser. Men optræde offentligt beruset! Jeg tror, hun skal kigge efter en ekstra gang... Folketingsmedlemmer er mennesker som alle andre. Og det må jeg sige, at jeg med egne øjne har set adskillige kolleger beruset offentligt. Og ja, såmænd også jeg selv. Men altså ingen nævnt ingen glemt, ud over jeg selv.

Gud fader bevares. Dansk presselovgivning er efterhånden nødt til at blive skærpet. Konsekvenserne er alt for voldsomme for den enkelte i forhold til offentlighedens interesse. Jeg taler på ingen måde om en begrænsning af ytringsfriheden. Men jeg taler om regler a la den britiske presselovgivning, hvor erstatningerne, såfremt man ikke kan føre sandhedsbevis, er substantielle...

PS: Tjek i øvrigt David Garbys interessante beretning fra Toga Vinstue om venstrefløjens adfærd - et billede jeg fuldt kan genkende... http://www.dansk-politik.dk/?p=753

Den gode redaktør Seidenfaden - som jeg i øvrigt holder personligt af, ikke mindst fordi han holder af min og Pelle Voigts plade og var så venlig at anbefale den varmt - har kaldt mig paranoid i en leder i Politiken om NCC-sagen.

Han mener ikke, der er noget at komme efter, for at bruge en kendt politisk frase. Politiken har blot gjort sin demokratiske pligt, mener han. Jeg påstår, avisen har ligget under for Ritts spinn-aparat. Blot fordi Overborgmesteren har fået udarbejdet et injurienotat for kommunens penge om Jesper Schou (efter alt at dømme ulovligt). Har brugt sine kommunale spinn-doktorer på at forfølge Schou med gamle sager (formodentlig ulovligt). Har meldt Schou til politiet uden at høre ham først (formodentlig i strid med god forvaltningsskik). Alt i alt efter min opfattelse udvist chikanøs adfærd overfor et medlem af Borgerrepræsentationen.

Det har jeg ikke lagt skjul på i den uge, der er gået. Thøger mener altså, min holdning er udtryk for paranoia.

Og i går aftes slog den til igen. Efter en uges offentlig understregning af disse synspunkter, en opringning fra en journalist på - ja rigtigt gættet - dagbladet Politiken. Mit fravær... I 2006... Jo, det er skam rigtigt, at jeg 7 gange har haft forfald. Stemningen var ikke lige til det. Jeg havde sagt farvel som partileder og borgmester. Og, nå ja. Det tager tid at sunde sig lidt.

Dagbladet Politiken har flere gange gjort sig bemærket som Ritts mere eller mindre frivillige håndgangne dagblad. I forbindelse med skoleforliget, som blev aftalt mellem alle andre partier end Socialdemokraterne (de kom kun med, fordi SF tilsidst ikke turde andet) præsterede avisen f.eks. at skrive, at hele forliget var Ritts fortjeneste. Noget, der gjorde skoleborgmester Kjeldgård rasende... I sagen om økonomien i skoleforvaltningen præsterede avisen at inddrage den borgerlige opposition i miseren og helt friholde Ritt. Skønt den borgerlige opposition i perioden var holdt uden for enhver relevant budgetbeslutning. Og skønt Ritt under hele valgkampen nægtede at love nogen som helst form for bevilling til skolerne. Og der kunne nævnes flere eksempler på, hvordan Politiken helt og aldeles fodres fra Overborgmesterens meget omfangsrige spinn-kontor.

Nå. Men tilbage til i går. Journalisten havde ydermere tilegnet sig den viden, at jeg - da jeg deltog i Hiv Stikket ud - havde meldt forfald. Mit første i 2007. Og nu var målet fuldt, mente han...

Med al respekt for journaliststanden er det naturligvis ikke en viden, han har tilegnet sig selv. Den er blevet ham bibragt. Og det er sådan, Rådhuset opererer. Tidspunktet er ingenlunde tilfældigt, men sker efter jeg heftigt har kritiseret Ritt. It's payback-time. Paranoia. Ja naturligvis får man det. Men det har som regel en årsag. Heldigvis er jeg komplet ligeglad. Men det støder min retfærdighedssans, at et medie så ukritisk kan gå andres ærinde.