Søren Pind

Sikken giftighed, Naser Khader præsenterede her til aften. En midterregering... At skille Venstre og Konservative. Og prøve at inddrage de konservative i en såkaldt "midterregering" med NA også indeholdende de radikale.

Jeg så pludseligt det ulækre spil for mig, jeg har oplevet på Københavns Rådhus gennem adskillige år. Det medførte, at socialdemokraterne sad kontant og hårdt på magten, fordi alle andre partier rendte splittede rundt og kun kunne få indflydelse af denne vej.

Statsministeren må have set denne fare komme. Flere aviser refererer ham for at tale om onde ånder i dansk politik hvis V & K skilles ad. Jeg kan bekræfte en sådan opfattelse, i hvert fald var det sådan i København.

Det svækkede os hele tiden  i kampen mod overmagten. I dansk politisk historie som sådan er der massevis af eksempler på denne virkelighed. Massevis. På Venstres egen kappe må man bl.a. tage SV-regeringen fra 1978-79.

Skal det til at være en del af hverdagen i dansk politik, vil det have uoverskuelige konsekvenser.

Nej. V & K må nu mere end nogensinde holde sammen. Og er prisen, at man må bøje sig mod hinanden, og her i virkeligheden midten i dansk politik, er der ikke noget at gøre ved det. Det bliver prisen. Alternativet er for dyrt.

Hermed udstyres de konservative med en konstant trumf i forhold til Venstre. Man må håbe den blive brugt med omtanke. I denne forvirrende tid er det let at komme i tvivl, i hvert fald.

Den gode side af det er, at de spæde skatteskridt, der er taget indtil nu, kan intensiveres og ende med en skattereform efter næste valg. Men puha. En giftighed, den ny partileder afleverede. Kanske han sveder. Og kanske han famler. Men strategisk sad betragtningen. Og de konservative må hellere se at få aflivet det spørgsmål. Snarest.

Sikke en nedtur. Klar til valg for ganske få dage siden. Overbevist om, at Venstre og regeringen vil køre smertefrit gennem et valg. Og nu dette. Man føler sig komplet som konen i muddergrøften.

Politik er pudsigt. Jeg kan så tydeligt huske den dag, Nyrup stod nede i folketingssalen, og "følte sig i forrygende form". Han lagde huset ned. Oppositionen var rystet. Man kunne mærke det i hver en krog herinde. Og så... lys hele natten i statsministeriet. Han havde glemt misteltenen. De radikale.

Det er naturligvis en maveplasker. En masse overvejelser skal starte forfra. Stemningen vendes. Efteråret bliver ikke let. Først forhandlinger om kvalitetsreformen - hvor Dansk Folkeparti vel ikke ligefrem er blevet bestyrket i at skulle vise tilbageholdenhed - og siden overenskomsterne... Uak...

Det er som om vi er ved en make or break situation i dansk politik. En situation, hvor det gamle diktum om, at kun nye sejre betyder noget, presser sig på. For de historisk kyndige vil kende VKR-regeringens skæbne fra 1968-71. Ekspansiv finanspolitik, en del moralske liberaliseringer og en pragmatisk tilgang til det borgerlige tankegods - der så overraskende mistede magten ved valget efter. I stedet kom et protestparti frem. Og socialdemokraterne bragte landet gennem et historisk rædselsfuldt årti, mens de borgerlige kivedes.

Det næste valg bliver altafgørende. Der er en ny tone, en ny retning, som stilfærdigt har holdt sit indtog. Man mærker det på de kyndige christiansborg-betragtere, hvis næse vibrerer. Ny Alliance og regeringens blide skattetiltag er tegn herpå.

Ja. Naturligvis ser det lige ud nu, som om VKO falder til ro på skatteområdet. Og det er i denne situation bedst for alle parter. Men det er kun stilhed før storm. Rytmen i politik er som havets bølger. Jo mere man dæmmer op, jo større bliver skvulpene. Alene derfor er det helt utopisk at forestille sig et skatteveto for nogle af parterne frem til 2015. I givet fald vil Ny Alliance vende sig bort fra V & K. Og så er fremtidens regeringsdannelse tabt... Det er nok det eneste punkt, der ikke kan forhandles.

Taber regeringen næste valg er alt forgæves. Så vil Socialdemokraterne på grund af overbuddene i forhold til regeringen, ødsle års opsparet kapital bort og bringe landet tilbage til afgrundens rand.

Vinder regeringen vil den ny vind tage til. Fordi denne nuværende politiske situation, med dans om overbudsguldkalven, og velfærdsbermudatrekanten mellem dansk folkeparti og socialdemokraterne er helt og aldeles kortsigtet. Så vil der blive dømt kulturkamp med fire års tilløb på liberal økonomisk politik.

Skulle man så i stedet for den langsomme skridt for skridt politik have startet hele projektet med skattelettelser og pres allerede i 2001? Hmm. Spørgsmålet er for så vidt utopisk. Men historiens svar vil helt givet afhænge af, om regeringen og vi kommer til at lide VKR-regeringens skæbne. Eller næste valg vindes. Forhåbentlig kommer økonomisk ansvarlighed igen på mode. Og forhåbentlig vil der brede sig en forståelse af, at skat ikke er i modstrid med velfærd. Men at kapitalismen og lav skat frem til 1970erne rent faktisk grundlagde Danmarks velstand.

Som jeg skrev, er det en deprimerende oplevelse af følge skattedebatten. Man fristes til at sige grimmere ting.

Og i dag viser en meningsmåling så, at regeringen taber stemmer. Og Dansk Folkeparti taber stemmer. Mens S og Ny Alliance går frem.

Skal vi gætte på følgende: De, der føler regeringspartierne har svigtet i forhold til velfærd går til S. Og de der føler regeringen og dansk folkeparti har svigtet i forhold til lavere skat går til Ny Alliance. I følge målingen mister regering + folkepartiet 11 mandater og står nu til 83. Ny Alliance får 12.

Som politiker må man rose ethvert skridt i den rigtige retning. En nedsættelse af skatten på arbejdsindkomst er godt. Uanset hvad man måtte mene om alt andet. Jeg synes regeringens forslag er godt. Fordi det nedsætter skatten. Punktum. Alt andet er hår i suppen.

Men det må være svært for befolkningen at forstå vigtigheden af at nedsætte skatten. Hvorfor, må mange med en vis ret spørge sig selv.

Her for ganske nylige meldte Søren Krarup sig i koret af de, der mener, skatten skal ned. Han har ellers tidligere - i vores fælles bog "Kære Søren" - værgret sig ved at røre ved dette spørgsmål.

Lad mig derfor kort igen melde to ting: Skatten skal ned, fordi vi i vores samfund opkræver alt for meget af folks indkomst, gør dem til statens livegne, og i øvrigt stigmatiserer en lang række mennesker, hvis arbejdsevne ikke svarer til det, man kan få ud af det - efter skat. Et højt skattetryk er i virkeligheden asocialt overfor de svageste i dette samfund.

Dernæst er det skadeligt for Danmark på sigt. Vi er på vej ind i en lavkonjunktur. Aktiemarkedet er volatilt. Og boligmarkedet tvivlsomt. Snart vil det vise sig, at behovet for at angribe skatten yderligere vil melde sig. Særligt fordi vi har brug for, folk arbejder mere. Vi bliver færre til at løfte flere opgaver. Skal vi beholde den service vi kender i dag, skal folk simpelthen arbejde mere. At penge ikke spiller en rolle er en latterlig påstand. At påstå, at marginalskatten er ligegyldig, er at stikke hovedet i busken.

Der står den sande kulturkamp. Vi er ikke kommet optimalt fra start. Men der må snart melde sig et marked for en vis økonomisk ansvarlighed. I dette billede hører skatten også med. Så lad socialdemokraterne om demagogien om velfærd frem for skat.

Reaktionerne på skattepakken er lige så nedslående som de var forudsigelige. Desværre...

Forløbet bekræfter statsministerens diktum om, at man skal gøde jorden for ændringer eller for reformer.

Ikke mange har kæmpet skatteagen gennem de sidste år. Og når ikke mange kæmper en sag, forfalder den.

Argumenterne for lavere skat fremføres ikke mange steder i den offentlige debat, og slet ikke af politikere.

Men en ting står klart: Vi mangler ikke kulturkamp om indvandring. Om multikulturalisme. Om snart sagt hvad ved jeg. Men der er et sted, hvor vi savner kulturkamp. Og det er så åbenlyst på skatten. Derfor er debatten nu fuldstændig ude i hampen. Småændringer bliver gjort enorme. Misundelsen stikker sit grimme nærriggullige fjæs frem. Bvadr, som Uffe ville sige.

Her til aften kan Deadline fortælle, at man på Gentofte Hospital må betale overlæger op til 15.000 kr. mere om dagen for at få vagtplanerne til at hænge sammen. Samtidig har alle tv-kanaler og aviser fyldt os med, at penge, forstået som skattelettelser, intet betyder for, om folk arbejder mere.

Det er sagt lige ud åbenlyst idioti. Der er en helt ubegribelig forsimpling i skattedebatten, der simpelthen ikke er til at holde ud.

Ja. Vi vil alle yde vores del for at samfundet hænger sammen. Men naturligvis er det sådan, at jo mere vi belønnes, jo mere yder vi. Det er der da intet nyt i.

En meget sympatisk overlæge trådte frem, og kunne fortælle om sit skift til det private erhvervsliv. Her var arbejdsvilkårene bedre, patienterne gladere og arbejdsgangen langt mere effektiv. Desværre stillede Martin Breum ham ikke det helt afgørende spørgsmål: Hvorfor er det ikke sådan i det offentlige?

Hvorfor er det sådan, at en mig bekendt læge i sin tid kunne gå fra at operere 5 hofter om ugen på Rigshospitalet til at operere 10 hofter om ugen på Hamlet?

Hvorfor er det sådan, at en læge på Hvidovre Hospital, ved at love sine sygeplejersker at de kan gå hjem, når et bestemt antal operationer er nået, når over 1/3 flere operationer end de andre teams? For dernæst at få besked på af ledelsen, at sygeplejerskerne da ikke kan gå hjem, fordi arbejdstiden jo ikke er slut. Hvorved antallet af operationer faldt tilbage til tilstanden før.

Hvorfor er det sådan, at de økonomiske incitamenter, regeringen indførte bl.a. i form af den såkaldte "Løkke-pose" kastede tusinder af ekstra operationer af sig?

Hvorfor er det sådan, at medier og oppositionspartierne i Danmark kan slippe afsted med at påstå, at skat intet betyder? At økonomiske incitamenter intet betyder. Og at den eneste måde at løse alting på er en massivt større offentlig sektor med mere af det samme? Til skade for alle borgere i Danmark. Og til skade for alle former for service. Utroligt. Ja, åbenlyst idiotisk.

Med alle valgrygterne i baghovedet bad jeg i går VU-Københavns bestyrelse om et møde.

Rammerne sku være passende, så vi fik rummet oven på Victor, tre-retters menu og hvad dertil hører. Fantastisk stemning, god mad, godt selskab.

For en kandidat i Venstre - eller for den sags skyld i alle andre partier, tror jeg - er støtten fra partiets ungdomsorganisation af fantastisk betydning. Den betyder mandskab. Mandskab til plakater, uddelinger, aktioner. Den betyder begejstring, ungdom og glæde. Den er i sig selv udtryk for momentum - et afgørende element i enhver kampagne.

Jeg har derfor med glæde og også en vis portion stolthed taget til efterretning, at Venstres Ungdom i København har valgt at bakke mig op ved det kommende folketingsvalg - hvornår det så end måtte komme..:-)

Nu og her stræber vi efter at afholde en form for kick-off engang i næste uge, helst tirsdag. Vil gerne have en af spinn-doktorerne til at komme, men der er lidt kalenderbøvl. Vi ser, hvad der sker.

Og så... Ja, jeg burde måske ikke. Nej. Men alligevel. Læs denne leder i 180 grader. Jeg har moret mig over den tit. Men den virker altså hver gang, den historie: http://www.180grader.dk/leder/Leder_En_passende_kommentar_til_skattedebatten.php

Og endnu en god nyhed her kl. 10.45. Evt. valglokaler er nu på plads, og kan åbnes tirsdag. De ligger i Amaliegade 37, stueetagen, og er på knapt 100 m2. Tingene ruller. Fornøjeligt.

Elvis udgav i 1961 et album med titlen "Something for Everybody". Det var med hele A-kæden fra Nashville, anført af den legendariske pianist Floyd Cramer. Det var den bløde lyd, den rene lyd, familielyden - langt væk fra den rå rock'n roll, Elvis havde leveret før sin soldatertid.

Blandt andet var det store hit "Surrender" på CDen, og var med til at understrege Elvis' umådelige bredde.

Umiddelbart var det den stil og den tone, jeg kom til at tænke på, da jeg her til formiddag blev præsenteret for regeringens samlede velfærds- og skatteudspil. Something for Everybody. Noget til alle.

Bedre miljø. Lavere skatter på arbejdsindkomst. Flere offentlige investeringer.

Flere journalister spurgte mig efterfølgende om det nu var liberalt nok. Enkelte mente, med et smil på læben, at det var ren Låsby-Svendsen og et køre-rundt system, fordi skattelettelserne er finansieret for en stor dels vedkommende gennem omlægninger.

Svaret på det er, at jeg aldrig har brudt mig om gradbøjninger af liberalisme. Enten er man liberal. Eller også er man ikke. Det svarer til en graviditet. Under et er udspillet liberalt. Og jeg synes, der er god grund til glæde.

Nogen vil indvende, de bedre kunne lide den sorthårede vilde rock'n roller med hoftevrid, der fik teenagerne til at skrige. Måske. Hver ting til sin tid. Jeg synes, statsministeren med dette udspil har gjort det, Elvis gjorde i 1961. Placeret sig midt i sin tid. Accepteret den nye virkelighed, der er skabt med Ny Alliance. Og vist mod.

Det er ikke umodigt, som vi også kan se af Dansk Folkepartis reaktion, at spille så højt spil, skønt til pianotoner fra Nashville. De kommende dage vil vise, om vi får reelle forhandlinger. Eller om situationen er fastlåst - og i hvert fald er der lagt op til dramatiske dage i dansk politik.

Svend Auken fik det bedste valg for S i nyere tid, men kort efter væltede han. Her var tale om en valgkamp fyldt med overbud og klassiske socialdemokratiske løfter.

Det lader til, Mette F og kompagni nu vil kopiere modellen.

Der er god grund til at følge strategien med bekymring - men også en vis beroligelse. Sandt at sige har det været et dogme, at man i dansk politik siden midten af 90erne, har skullet finansiere alt krone til krone. Det mærkede Venstre selv i 1998. Og essensen er, at socialdemokraterne intet har meldt ud om omkostningerne. Tværtimod. Man har sagt, at oplægget fra S kan koste mellem 10 og 99 milliarder kroner. Det er da en margin, der vil noget.

Realiteten er, at pressen ikke har gravet i det faktum endnu, og vist danskerne hvad resultatet vil blive af et finanspolitisk amokløb, som det skitserede. Endnu mangler man regeringens modspil for at kunne se en sammenhæng.

Spiller regeringen mere moderat ud - f.eks. ved at betone en anlægsside fremfor en driftsside - vil socialdemokraterne snart lide rentedøden... At lade dansk økonomi bisse og renten eksplodere ved alt for mange husejere af smertelig erfaring godt, hvad betyder.

Som tidligere sagt: Hr. og Fru Danmark, pas på tegnebogen. Og i sidste ende huset...

I særligt de sydlige store fodboldklubber, mødes nye spillere med en forventning og en fanatisme, der måske er en anelse svær at sætte sig ind i disse her lidt mere besindige skandinaviske egne. Når krisen kradser i Real Madrid, Barca, Juve eller noget i den stil, skal der nyt til - man taler om "frelseren".

Når jeg i denne tid åbner min avis, tænker jeg, om det er klimaforandringen, der har ramt dele af det danske aviskorps. Jeg tænker på mysteriet om Jelved. Der sladres og hviskes - men først og fremmest vrøvles der en del. Om Jelveds indtræden på Rådhuset.

I går kunne JP fortælle, at Jelved var på vej.  IKKE som spidskandidat, men som gruppeformand for de radikale på Rådhuset. Hun skulle ind og stive de radikale af. Ærlig talt, enhver med et minimum af analytisk evne kan sige sig selv, hvor megen vrøvl påstanden er udtryk for. Hvorfor i al verden skulle Jelved, der har været fuldtidspolitiker i mange, mange år på topniveau, melde sig til en halvtidstjans i den københavnske ormegård, samtidig med hun skulle lyde Bondams mindste bud? Det er vrøvl.

Kommer Jelved, kommer hun naturligvis for at være spidskandidat. Så langt nåede så også Berlingske her til morgen. Avisen mener ikke, Bondams administration har været flatterende - som Ritts - og mener altså, at Jelved er på vej til at blive spidskandidat. Skønt Jelved nu selv har afvist det med ordene om, at hun ingen planer har om at stille op.

Berlingske når så frem til, at Jelved bl.a. skulle kunne stjæle stemmer fra... Ja, hold nu fast: Venstre...Herre Jemini: De Radikale fik sidst et valg over niveau. Venstre holdt fast i 8 mandater. Og er der et parti, vore vælgere ikke går over og stemmer på - og da slet ikke med Jelved i spidsen - er det de radikale.

Det er altså i stigende grad mærkværdigt, at læse journalistiske analyser, krydrer med politiske "eksperter", som taler sammen i et lukket rum, og komplet lader den sunde fornuft bliver i luftslusen ind. En opstilling fra Jelved ville aldrig blive en trussel mod Venstre. Men måske mod Ritt. Jeg tvivler dog. Jeg tror, Jelveds popularitet er falmet som efterårsløv.

Og for nu at blive i fodboldterminologien: For ægte fans er det altid en stor diskussion, om man skal være en såkaldt "købeklub", eller man kan optræne talenter fra klubbens egne rækker. De bedste er som regel en kombination. Men at se hæderkronede partier som Socialdemokraterne og De radikale opgive enhver drøm om, at lade lokale talenter folde sig ud, nager et eller andet sted. Det fører intet godt med sig. Se blot Ritt...

Så kom socialdemokraternes guld-katalog. Det ene velfærdsløft efter det andet. Højere service snart sagt over alt, og ingen skattelettelser. Man tænker sit. Indenrigsministeren har fundet en række af forslagene sympatiske, men metoderne dårlige. Mig giver det anledning til følgende overvejelser:

Først og fremmest ku jeg godt tænke mig at vide, om Helle Thorning vil udstikke en garanti for alle de her ting... Jeg skal i Deadline i aften, og diskutere det, og får heldigvis lejlighed til at stille socialdemokraterne spørgsmålet her. Sådan noget har vi hørt før... Og rækken af løftebrud er jo legendarisk: Ritt og boligerne. Nyrup og efterlønnen. O.s.v. o.s.v.

Dernæst undrer en ting mig: Mange af de her forslag har jeg faktisk selv været med til at stille. I den socialdemokratiske kronjuvel, Københavns Kommune. F.eks. forslaget om bad en gang om dagen for ældre. Og mærkeligt nok stemte socialdemokraterne imod. Det undrer mig såre, at der, hvor det virkelige velfærdsslag står, i kommunerne, støtter man ikke de anførte velfærdsforbedringer. Og særligt det sted i landet, hvor det skulle være nemmest for socialdemokraterne at gå foran.

For det er tredje er der jo mange udmærkede aspekter ved at opstille minimumsrettigheder og lignende. Det sætter systemet under pres, og virker på mange måder hen i retning af private virksomheder. Men hvorfor i al verden afskaffer man så folks frie valg i denne sammenhæng? Hvorfor må folk ikke vælge løsninger, der er tilpasset dem? Hvorfor skal alle presses ned i den samme ramme?

Afslutningsvis; hvor skal hænderne til alt dette her komme fra? S vil ikke bruge skattelettelser til at øge folks incitamenter til at gå på arbejde. Man vil ikke det ene og ikke det andet? Hvor skal hænderne komme fra?

Derfor ser jeg frem til regeringens bud i næste uge. Jeg tror, man her vil se et langt mere progressivt bud på, hvordan den offentlige sektor skal udvikle sig i fremtiden. Tryghed hånd i hånd med frihed...

Den socialdemokratiske udenrigsordfører Mogens Lykketoft anklager i et forstemmende indlæg statsministeren for at være en farlig mand. En farlig mand fordi, påstår Lykketoft, "han er villig til at påtage sig snart sagt enhver forklædning for at bevare magten".

Jeg ved snart ikke, om man skal le eller græde. Lykketoft, der lod sit herostratisk berømte gedebukkeskæg aflive i ren vælgerlefleri, og for at gribe magten, påstår statsministeren forklæder sig for at beholde magten. Det er, for at blive i jargonen, ren hat og briller...

I amerikansk politik opererer man med begrebet stalking horse. (http://en.wikipedia.org/wiki/Stalking_horse). Det handler i alt sin enkelthed om, at sværte eller ramme en modstander, i virkeligheden med en hemmelig tredjemand som afsender. I dansk marinehistorie kommer vi Lykketoft lidt nærmere ved udtrykket "brander" - et udslidt fartøj der lastet med brand- og eksplosionsslette ting blev antændt og sendt ned mod fjendens skibe i håb om at brænderen skulle sætte fjendens styrker i brand (ttp://www.jmarcussen.dk/maritim/lex/b07ord.html)

Målet er et forsøg på karaktermord på statsministeren fra en person, Socialdemokraterne har råd til at undvære. Vi andre så sandelig også. Den kynisme der her kommer til udtryk i fremgansmåden taler for sig selv.

Tja... Hvad skal man egentlig sige... 97 institutioner under sparekniven og skoleområdet skal spare knapt 400 millioner kroner, samtidig med der nu skabes mastodont-skoler i København.

Lad mig sige det lige ud: Mine børn kommer til at gå i privatskole. De skal simpelthen ikke udsættes for så forringede forhold, set i lyset af, at det der er brug for er reelle forbedringer og enheder af en størrelse, der ikke drukner børnene.

Hvem kan man bebrejde? Ritt? Hmm. Egentlig ikke. Hatten af, et eller andet sted - hun gør bare, hvad hun sagde under valgkampen. Nemlig skærer på skolerne. Hun ville ikke bevilge en eneste krone, mens vi i Venstre var villige til milliardinvesteringer. SFs skoleborgmester? Ja, han bærer en væsentlig del af ansvaret. Han sagde ikke ligefrem i valgkampen, han ville spare. Påstanden om, at hans kollega fra Enhedslisten bærer skylden pga. rodet i forvaltningen holder jo ikke vand. Det skyldes kun de 15 mio kroner. Et stykke op til 400...

Næh, summa summarum er, at det her kan københavnerne takke sig selv for. For det blev sagt under valget, klart og tydeligt. Og selv Københavns Lærerforening bakkede op om Ritt Bjerregaard. Så det må jo være den politik, man ønsker for byen.

Mig er det ubegribeligt. Gud ske tak og lov for det frie skolelvalg, og at jeg har økonomisk mulighed for at slippe for at lade mine børn kaste ind i det sociale eksperiment, den københavnske folkeskole tvinges til at være.

Så blev Pia Allerslev i aften valgt som Venstres kommende kulturborgmester. 1. januar tiltræder hun - noget uventet. Men jeg er helt sikker på, hun kommer til at klare det super godt.

I morgen skriver JP, at der er noget Ida Nørgaard (fra Krønikken) over hende. Så sandt. Frisk, slagfærdig og stædig. Mor Danmark, plejer jeg lidt drillende at kalde hende, når hun har været på tv, og lyser af ærlig og oprigtig indignation, der fylder hele skærmen.

Jeg har i aften sendt en lille bøn op til Vor Herre. Han skal ikke hele tiden forstyres, men den her var så vigtig (ud over det daglige fader vor, naturligvis:-) at jeg måtte sende en tanke. Om han ikke nok ville sørge for, at folk - selv journalister - forstod, at det ikke længere er et spørgsmål om at opstille en, der sådan uden videre kan slå Ritt Bjerregaard.

I dag ser det, for folk der kigger tilbage, måske let ud. Men jeg måtte bruge 10 år, heraf 7 som borgmester (hvorefter han tarveligt nok gik af...:-) - over to valgperioder - på at slide Kramer op. Og hele tiden fik jeg at vide det var umuligt.

Særligt husker jeg furoren i 2001, da jeg klart erklærede, at vi ikke nåede målet i denne omgang. Hele pressen var enige om, at sådan kunne man ikke sige. Men det var en ærlig udmelding. Og vi fik det bedste resultat, vi nogensinde har fået. 11 mandater. Vi var rent faktisk blot tre mandater fra et systemskifte i København. Siden splittedes de borgerlige i atomer, Kramer gik og Ritt kom (jeg kan ikke lade være: Veni, Vidi, Vici)...

Men essensen er, at ting tager tid. Ingen - på nær måske statsministeren - kan vælte Ritt Bjerregaard ved næste valg. Det kan kun Ritt selv (og det er såmænd ikke, fordi hun ikke gør et ganske hæderligt forsøg...). Det tager tid at opbygge et alternativ. Det tager tid at gnave af Ritts sejr. Og det kan ikke gøres over en valgperiode, når den har den størrelse, den rent faktisk har.

Ud af Borgerrepræsentationens 55 mandater fik de borgerlige 14... De borgerlige skal fordoble mandattallet, for at fjerne Ritt Bjerregaard. Det kan ingen dansk borgerlig politiker levere. Og derfor skal næste valg bruges til at bringe mere favorable odss. Det hjælper Ritt godt med til. Og Venstre har i dag taget et godt første skridt ved at vælge Pia som borgmester i København.

Respekt... Simpelthen respekt. Efter statsministerens klare løfte om skattelettelser, er oppositionen sat komplet til vægs. Momentum er med regeringen. Thornings bedste svar er, at det - i en tid, hvor statskassen bugner - bygger på luftkasteller! Helt ærligt... Og Pia Kjærsgaard, der med næb og klør har bekæmpet skattelettelser, kan højst svinge sig op til at spørge, hvor pengene kommer fra.

Det der foregår i disse dage og timer i dansk politik er historieskrivning. Det er politisk snilde af J.C. Christenske dimensioner. Det er en flodbølge, der ruller hen over oppositionen, og personligt er jeg ikke i tvivl. Kommer valget nu, vil regeringen knuse oppositionen. Tilmed kan min spådom om Ny Alliancen måske blive gjort til skamme, og VKO-flertallet atter sikres. Men lad os se.

Jeg vidste ikke det kom. Antydningerne havde været der på sommergruppemødet, men for effektens skyld kunne statsministeren i sagens natur ikke lægge det egentligt frem.

For at blive i de latinske bon mots: Jacta est Alea

Min gode ven og kollega igennem mange år, Martin Geertsen, meddelte mig i går at bægeret var fuldt. Han ønskede ikke at være Venstres førstemand og - først og fremmest - borgmester i København længere. Han stopper til nytår, så der i ro og mag kan ske overvejelser om, hvad der nu skal ske.

Hvorfor og hvordan er Martins sag. Men jeg blev ked af det, da han var så venlig at orientere mig om sin beslutning i god tid før den blev offentliggjort. Uffe Ellemann sagde for nyligt i et interview, at toppolitik - og det er det nu engang at være borgmester i hovedstaden - er som epo. Det har han ret i. Så meget desto stærkere er Geertsens beslutning. Og alligevel blev jeg ked af det. Og ærgerlig.

Sandt at sige kom jeg til at tænke på Nixons (første) afgang, hvor han hvæsede ud til journalisterne: "Nu har I ikke Nixon at sparke rundt længere". Konstant og hele tiden er han i pressen og hos analytikere blevet målt på kampen mod Ritt og overborgmesterembeddet. Skønt det var min - i virkeligheden så det ud til - forhistoriske kamp. Og skønt det blev gjort klart, at Venstre i København naturligvis måtte starte helt forfra; vel at mærke efter Socialdemokraterne selv måtte tilsidesætte deres lokale organisation og finde en kandidat udefra der magtede det, de ikke selv ville have kunnet - nemlig fastholde overborgmesterembedet.

Sagen er jo den enkle, at byen er sat i stå. Der er ingen som helst konkrete resultater kommet ud af den største politiske valgsejr i Københavns historie. Medarbejderne flygter og hader klimaet. Investorerne flygter og hader klimaet. Og ja... Selv oppositionen... Jeg synes, medierne har svigtet deres ansvar. Først med Berlingske Tidendes fokus på det brudte løfte om billige boliger, skete der noget. Men evindeligt var omkvædet om, at oppositionen ikke var stærk nok. Sikke noget sludder. Geertsen formåede, hvad ingen før ham rigtig kunne, at samle den borgerlige opposition. Og projektet var ved at tage form. En kombination af et historisk enestående råddent klima på Københavns Rådhus, der får en mødding fyldt med giftslanger til at virke attråværdig, og en ensidig og sandhedsligegyldig presse, gjorde vel resten. Men han må tale for sig selv. Herfra skal blot lyde et fuldtonet tak for en stor indsats for Venstre.

Berlingske skriver i dag, at der er borgerlig krise. Jo vel. Når store ege fældes, er kun stubbene tilbage. Nu må Venstre overveje situationen nøje. Der er mange spørgsmål, der svæver i vinden, om, hvad der skal ske. I dag til sommergruppemøde i Sønderjylland med folketingsgruppen, og budgetseminar med BR-gruppen på mandag. O tempora O mores...

Midt i Brian Mikkelsens valgrummel har jeg fået en super nyhed. Jeg skal atter besøge det store land over på den anden side; er blevet German Marshall Fellow og skal afsted i oktober-november. Godt en måneds tid. Min hustru har været så tolerant, skønt hun i samme periode atter skal starte på job, at lade mig tage afsted. Det fortjener en taknemlig tanke...

I virkeligheden skulle jeg først være rejst næste år, men jeg spurgte mindeligt om ikke det kunne fremskyndes, af hensyn til mit arbejde med Reagan-biografien for Høst og Søn. Her vil jeg nemlig kunne få hjælp af German Marshall foundation i Washington til at træffe medlemmer af Reagans gamle kabinet. Storslået!

GMF er en fond, der sender unge europæiske ledere (det begynder lige så stille at være rart, her som 37-årig, fortsat at blive kaldt ung:-) afsted for at opnå større indblik i det amerikanske samfund, og er oprindeligt skabt af Tyskland i taknemlig erindring for befrielsen fra nazistyret. For mig et dejligt tiltrængt åndepust, hvor jeg kan koncentrere mig om lidt andet end den daglige trummerum... Og endelig få lagt grundlaget for biografien.

Forhåbentlig får jeg denne gang truffet Peggy Noonan, der så skammeligt brændte mig af i fjor, da jeg var til FNs generalforsamling. Peggy Noonan, spørger du? Reagans svar på Foghs Michael Kristiansen og Christoffer Arzrouni (taleskriver i det hvide hus dengang i den gode tid...).

Der sker ting og sager i medieverden. Først og fremmest på den gamle frihedskæmperavis, Information, der en årrække måtte lide den tort at være underlagt sekterisk venstredrejet styring.

Meget er forandret. Og avisen er nu - efter de langhårede artikler er skåret ned og den redaktionelle kvalitet tilsvarende skåret op - by far det bedste bud på en nyskabende og velskrevet nr. 2 avis - mindst... Det er mig en daglige fornøjelse at læse avisen, og der er altid mindst en eller to artikler, jeg læser og som fanger mig. Det kan jeg ikke sige om nogen anden dansk avis...

Og nu har Information så taget et nyt og drastisk skridt. Avisen vil nu udstille mediemøllen. En norsk forsker har i følge avisen undersøgt, hvad det gør ved folk, at de - uretmæssigt - knaldes på forsiden. Som det skete for Morten Messerschmidt. Forskerens resultater er skræmmende.

I fredags indledte avisen en ny serie, hvor man illustrerer dette. Den vil fortsætte, og avisen agter at gå bag nogle af de mest beskæmmende danske mediehistorier fra de sidste år. Over to hel-sider fortalte så denne gang om dagplejemoderen fra Mors, der i sin tid blev hængt ud i Danmarks Radio for at være elendig til at passe børn. Historien er fabelagtig berørende, og er et skolestykke i, hvorfor vi i stigende grad bør se med mistillid på fuldstændig tøjleløse medier for hvem, sandheden er blevet inderlig ligegyldig.

Jeg kipper med flaget fordi Information selv tager fat. Og selv vedstår sig den katastrofale dækning af den fuldstændigt uskyldige Henrik Gade-Jensen, som avisen fik stemplet som nazist, og som måtte gå fra sit spinn-doktorjob hos Tove Fergo. Der er brug for de skæbne-fortællinger. Og jeg tror, enden på historien bliver, at der er brug for en revision af medieansvarsloven.

Den ny medievirkelighed, hvor typer som Arne Ullum har enorm magt, fordrer, at nogen balancerer magten. Informations serie kan være starten.