Søren Pind

Så kører debatten igen. Om Sundhedsforsikringer. Op mod 800.000 er nu via deres arbejde eller lignende tilknyttet en privat sygeforsikring. Og tallet vil stige og stige.

Da jeg forleden var med Det Udenrigspolitiske Nævn i Balkan mødte vi også en dansk ekspat, hvis store frygt, nu snart han skulle hjem med sin familie, var det danske sundhedssystem. Han boede i Belgien, hvor hospitalssystemet fungerede fremragende og alle var dækkede via forsikring. Jeg husker meget tydeligt Lise Nørgaards beretninger til mig, da jeg skrev biografi om, hvordan store dele af hendes famillie var blevet mishandlet i det offentlige sundhedssystem - og hun håbede, hvis hun nogensinde skulle komme i den situation, at hun havde kræfter nok til at sige til ambulanceføreren: "Hamlet! Kør mig til Hamlet!..." Og sådan kender vi alle eksempler. Her senest den ulykkelige sag fra Næstved.

Tidligere har jeg selv fortalt, bl.a. i en kronik i Jyllands-Posten, om det fremragende Schweiziske system, hvor alle over en vis indkomstgrænse via lov er forpligtede til at tegne en sygeforsikring, men har frit valg af sygekasser, hvilket medfører fri konkurrence - noget helt fraværende i den danske sundhedssektor. For de, der ikke tjener nok, betaler fællesskabet forsikringen.

Dette medfører et system, hvor enhver selv kan bestemme, hvornår vedkommende vil behandles - ventelister er et ukendt begreb. Det er på ensengs stuer. Det er med valgfri menukort. Og man bestemmer også selv hvornår man vil udskrives. Behandlingen er med den samme læge. Etc. Alt det, man ville forvente, hvis det var sådan, at man selv direkte skulle betale.

Så længe socialismen og planøkonomien bestemmer over sundhedsvæsnet i Danmark, så længe vil problemerne hærge. Alle synes, der er for få ressourcer, for få medarbejdere, for lidt tid - og ingen kan overskue hvordan det kan blive anderledes. Her hersker ingen magisk hånd der "af sig selv" løser problemerne via folks frie valg og markedet. Næh. Her hersker en kaotisk blanding af politikere, læger og faggrænser. Sovset ind i statslige og kommunale tilskud.

Med kommunalreformen fik vi indført en anelse markedskræfter, der kastede en lang række ekstra operationer af sig. Men helt godt kan det ikke blive. Ikke før, vi får en fri konkurrence mellem hospitaler og personale om at tiltrække patienter i stedet for at de som i dag er en byrde på de respektive hospitaler. I Schweiz er ordningen såkaldt socialt afbalanceret. Fordi sundhedsforsikringer er lovpålagt. Og fordi man afholder omkostningen for de, der ikke kan.

I Danmark lader markedet i stedet til at klare problemet. For de der kan. De arbejdsføre og de velhavende. Mens de svageste lades i stikken Tja. Sådan virker den slags når strukturelle socialdemokratiske løsninger hærger fremfor liberale.

På Bornholm, hvor en stor del af min barndom blev tilbragt, er der en særlig kultur. En særlig mentalitet. Herunder kunne vi ikke lade være med at smile lidt af en beskrivelse, hvor vi som udgangspunkt altid mente, at noget ikke ville gå. Efter en tid, hvor noget alligevel gik, sagde vi alle "nå, måske det alligevel går". Og når det så uværgeligt endte galt, kunne vi med smålig fryd konstatere: "Hvad sagde jeg..".

Med det in mente har jeg antruffet vrede forældre og pædagoger de senere dage, hvor særlig Ritt Bjerregaard har skabt vrede. De har lidt svært ved at se mig i øjnene. For jeg siger frejdigt, at jeg advarede dem og de jo har stemt på Ritt. Hvad de færreste benægter...:-)

Sandheden er, at vi i et borgerligt styre aldrig ville kunne have gennemført så voldsomme besparelser som dem, der er stillet i udsigt. Der havde været et helt andet behov for samarbejde. Men nimporte.

Man kan sige, hvad man vil. Men det stod klart, i modsætning til boligløftet, at Ritt ikke opfatter hele børneområdet som særlig vigtigt. Skoler skulle i sin tid ikke have tilført flere penge. Det sagde hun direkte. Nu skal der så ske direkte besparelser. Og det samme med børneinstitutioner. Det er ikke rigtig noget, der batter for overborgmesteren.

Så. Ja. Hvad sagde jeg...

Jaså ja... Nu skal vi altså til at betale førtidspension til folk, der ikke kan arbejde, samtidig med de arbejder alligevel og tjener penge. Jamen i den nye velfærdsstatslige virkelighed lyder det da som intet mindre end en FREMRAGENDE ide....

Af og til tager man sig til hovedet. Hvad i al verden er meningen. Sidste gang vi talte førtidspensionister, var der forskel på den form for satser de var på. De, der havde ønsket at lade sig genvisitere, kunne komme på høj sats, hvis de fortsat ikke var arbejdsduelige. De, på lavere sats, kunne blive hvor de var - såfremt de ikke ønskede at lade sig visitere.

Og hvad var dansk folkepartis krav til dette glimrende instrument, der sikrede, at de der havde hjælp behov fik det, mens de der snød ikke blev belønnet? Såmænd at alle skulle OP på den samme sats - ja rigtigt gætte, uden visitation...

Og nu skal vi altså oven i købet tåle, at folk, der modtager penge fra det offentlige for ikke at kunne arbejde, skal kunne tjene en masse penge uden problemer. Helt ærligt... Der er ingen Ayn Rand-bog, der overgår beskrivelsen af Velfærds Danmark. Sandt at sige overgår velfærdsstaten i Danmarks helligko-status de franske bønder og deres subsidier i Frankrig. Det synes jeg lige, nogen sku tænke lidt over.... Ja. jeg synes:-)

Så kom den. Ikke valget (skønt født i jylland, kender jeg forskel på den og det). Men regeringsrokaden.

Noget måtte der til. Og det blev så det. Blødningerne efter toget kørte af sporet skulle stoppes. De blødninger vi har set til andre partier, hvor Venstre har været målt helt ned til 21 %, men nok snarere 24-25 % - altså ca. 5 % point under valgresultatet.

Til at stoppe blødningen og genfinde styrken på de 30 og opefter % er først og fremmest (øjensynligt skriver jeg sent her til aften - det er trods alt ikke noget folketingsgruppen orienteres om) valgt Karen Jespersen. Det er et tungt ansvar at placere på hendes skuldre.

Men herfra skal lyde et held og lykke med opgaven. Det bliver spændende at følge og forhåbebtlig lykkes det. Ikke mindst i København mærker vi presset fra Ny Alliance, og står til at miste et eller to af vore fire mandater. Det er det, regeringsrokadens succes skal måles på. At Venstre genvinder denne styrke.

Jeg tror, de fleste var forbløffede over pludseligt at høre Thorning Schmidt som et rent Lasse Budz-ekko argumentere for ringere jagerfly til det danske forsvar.

Ren populisme, tænkte jeg, da jeg hørte om alle de rare penge man kunne spare ved at fravælge amerikanske jagerfly til fordel for "nogle andre billigere flytyper". Og i stedet, forstod vi alle, skulle vi i stedet bruge endnu flere penge på de svage, de gamle og børnene. Mindst...

Jeg studsede over det. Det var et forunderligt omslag i Socialdemokraternes holdning. Partiet har hele vejen i gennem støttet undersøgelsen af JSF-projektet, her sidst ved at være med til at bruge 2 mia. kr. på det. Og det virker som en mærkværdig meget konkret sag at rejse her, kort tid før en undersøgelsesrapport af, hvilke fly, der tjener Danmark bedst, snart er færdig...  Men mere tænkte jeg så ikke. Indtil i dag, hvor jeg læste Jarls Blog, http://jarlcordua.dk/2007/09/11/effektiv-lobbyisme/

Ræsonnementet forekommer indlysende, så indlysende som nu den slags kan virke: Den nu tidligere socialdemokratiske partisekretær Jens Christiansen arbejder i følge Ekstra-Bladet i august nu for Saab. Saab producerer jagerflyet Grippen. Pludseligt skifter Socialdemokraterne kurs. Og det til fordel for nogle "meget billigere fly". Grippen er et billigere fly, formodentlig det billigste af dem, der er i spil.

Thorning har et moralsk problem. Hun må på banen og klart afvise alle disse lidt for tydelige sammenhænge. Nemmest ville det jo være, om hun pure afviste, at "Grippen" er i spil for socialdemokraterne. Men mon dog hun gør det...

Vel har venstrefløjen Asmaa Abdol-Hamid, men at sygen også skulle ramme S, troede jeg trods alt ikke.

Update: Jens Christiansen tilkendegiver her til eftermiddag, at han ikke har arbejdet for SAAB. Det må man så tro. Man må undre sig over, hvor Ekstra Bladet har sin information fra. Man må undre sig over, at der ikke er gjort mere for at dræbe historien, da Ekstra Bladet skrev den. Og man må håbe, Jens Christiansens specifikke afvisning af at arbejde for SAAB ikke dækker over noget andet. Under alle omstændigheder virker sagen mærkværdig. Men hvad. Det gjorde NCC-sagen jo også. Og som bekendt er alting rent for den rene...

Update II: Har her til aften talt med Ekstra Bladets H.C. Blem, der fastholder, at JC har arbejdet for Gripen-projektet i en eller anden form for underleverandørvirksomhed til SAAB.