Søren Pind

Igen i dag en historie om, at politiet ikke rykker ud til hvad som helst. Her til aften var historien om en brandstiftelse. Det bemærkelsesværdige er, at brandstiftelse er en af straffelovens alvorligste foreteelser - den giver ubetinget fængsel uanset hvad, såfremt man kendes skyldig.

Mit indtryk at politiets arbejde har altid været godt og seriøst. Men... Ja. Hvordan skal man nu få det sagt som venstremand, der jo naturgivent har et godt forhold til ordensmagten: Der er nogle ting, der igennem tiden har undret mig.

Der er i realiteten meget lidt kontrol med, hvad politiet bruger sine offentlige kroner til. Hele den der diskussion om kontrolmageri og minuttyranni har man ikke hørt om i politiet. Samtidig har man til gengæld hørt en masse om at politiet ikke har tid til at rykke ud til dette og hint. Mange mange borgere har igennem tiden fået svaret, at nu må de forstå, at politiet virkelig ikke har tid til at rykke ud til den slags, for der skal jo findes mordere med videre. Og pligtskyldig pakker borgeren sammen og lader sin sag ligge.

I mellemtiden hærger tyvebander og røvere.  Rent faktisk er Danmark i følge nogle statistikker et af de lande i Europa, hvor der er flest tyverier. Ingen gør rigtigt noget - før en urmager i afmagt skyder mod røvere, efter SYV gange at være blevet antastet uden at samfundet har ønsket at gøre noget for ham.  Hvad gør man så? Putter ham i fængsel. På Nørrebro ser man fri leg for unge autonome, og politiets seneste svar har været at bede overborgmesteren finde de unge et hus, så man kan slippe for alt det bøvl. Borgeren der har fået ødelagt sin forretning, sine ruder, sit hjem må bare se passivt til. I forbindelse med valgkampen blev de borgerliges plakater hæmningsløst hærget - politiet har heller ikke tid til at tage sig af den slags småtterier. Helt ærligt... Er det så mærkeligt at særligt yngre mennesker begynder at tænke i selvtægt?

Jeg ville egentlig ikke have skrevet disse ting, hvis ikke det var for følgende oplevelse. Jeg har et par gange haft indbrud, hvor jeg ringede politiet op og fik den samme sang om, at de ikke havde tid til at komme ud - indtil de fik mit cpr-nummer. Der gik som oftest et kvarter, så stod der et par opdagere. Det er selvfølgeligt godt for mig. Men det virker ikke overbevisende eller betryggende i forhold til spørgsmålet om politiet har ledigt mandskab. Eller i forhold til den almindelige borgerbetjening.

Måske tiden er kommet til en demokratisering af politiet? Såvel som vi har folkevalgte borgmestre, der varetager borgernes interesser, kunne det måske være en tanke at demokratisere politimesterembederne. Måske det kunne sætte borgernes interesser lidt på dagsordenen rundt omkring...

Venstres gruppe har i dag udpeget mig til fremover at varetage posten som udenrigsordfører. Det er med stor glæde og taknemlighed, jeg har modtaget denne udpegning.

Udenrigspolitikken er de seneste 20 år flyttet helt op i toppen af den danske politiske bevidsthed. De afgørende skillelinjer mellem opposition og regering tegnes ofte her. Som oftest fordi Socialdemokrater i opposition altid fører populistisk og isolationistisk udenrigspolitik. Jeg glæder mig til at diskutere retningen for Danmarks placering i verden på Venstres vegne.

Set i bakspejlet var denne valgkamp på mange måder interessant. F.eks. det blotte faktum, at der blev diskuteret rigtig politik var fantastisk. Jeg skal mange år tilbage for at finde tilsvarende.

Til gengæld har jeg også fået kvalme. Over den hetz, der i helt vild grad blev rettet mod Dansk Folkeparti. Her overgik denne valgkamp selv 2001.

Frejdigt sad Enhedslistens Asmaister og råbte, skreg og skabte sig over "regeringens parlamentariske grundlag". Der var ikke de tillægsord, der ikke blev taget i anvendelse i denne forbindelse. Og det var sandelig ikke kun Ø, der gav her. Også de radikale, og socialdemokrater rundt omkring gav den gas.

Jeg har ikke et værdifællesskab med Dansk Folkeparti i den forstand. Partiet er national-konservativt. Jeg er liberal. Det er to væsensforskellige ting. Men det er et legitimt parti, der bevæger sig langt mere inden for kridtstregen end Enhedslisten - autonome typer, Asmaa og alt... Jeg vil endda afvise relativeringen og anføre, at DF grundlæggende er et demokratisk parti, og der er ingen ret til at gøre dem "mindre værd" end alle de øvrige af slagsen.

Nu vil DF så også ind og lege alternative flertal med oppositionen. De selvsamme partier, der råbte og skreg om, at det var usmageligt at anvende DFs stemmer, har taget imod med kyshånd... Man mærker kvalmen.

Hvad regeringen vil gøre i denne sammenhæng er naturligvis ikke op til mig. Men at affinde sig med en genskabelse af 80ernes såkaldte fodnotepolitik er utåleligt - hvad statsministeren også flere gange har gjort klart. Grundloven levner heldigvis også regeringen magtmidler i denne sammenhæng. Magtmidler, 80er-regeringerne ikke turde anvende. F.eks. en generel veto-ret mod al lovgivning, regeringen ikke er enig i. Forfatningsretligt er det enkelt: Både regering og folketing er en del af den lovgivende magt. Lovforslag kan kun blive til ved enighed de to parter imellem. Underskriver en minister ikke lovforslag, bliver de ikke til lov.

Og dette er blot en blandt flere mulige forsvarsmekanismer. Lad os ikke håbe det kommer så vidt. Mens vi væmmes over den dunst, der omgærder oppositionens kvalmefremkaldende hykleri...

 UPDATE mandag 10:36: Det er dog utroligt. Politiken har fået denne blog til, at jeg kalder DF for hyklere! Gud fader bevares... Det er ikke let at være på et kulturradikalt dagblad. Man ser jo nærmest partipressen geninført... se dette http://politiken.dk/indland/article438540.ece Helt ærligt må det også være svært at se "de rigtige" partier opføre sig så kvalmende som de gør. Så må man jo omskrive virkeligheden.

Update 10:48: så blev det rettet. Tilmed med en undskyldning. FInt nok, no prob.

Så er det overstået! 3 ugers intensiv kampagne anført af mine kampagnefolk og VU i København. Til dem en varm varm tak. Det er svært at forklare, hvad der sker i kampagner. Men man bindes sammen i et fællesskab, der varer og holder,

Til vælgerne, der har valgt at stemme på Venstre og på mig personligt, også en tak. Resultatet foreligger nu: 7802 personlige stemmer - særdels tilfredsstillende. Valgt som Venstres første mandat i hovedstaden. Det er en dejlig påskønnelse for det arbejde, man har ydet. Og tak er og bliver kun et fattigt ord.

Nu venter nye udfordringer. Jeg vil gøre mit bedste for at leve op til tilliden.

Jeg fik i dag et spørgsmål fra en vælger: Hvorfor skriver du ikke mere om politik på din blog? Har egentlig fået spørgsmålet før, og synes da også, jeg gør. Men altså. Vedkommende anførte, at jeg ofte havde lidt skæve synsvinkler, og derfor hørte hun gerne mere om det.

Lad mig derfor kort skitsere, hvorfor jeg beder om din stemme ved dette valg:

Den offentlige sektor står overfor en enorm udfordring de næste 10 år. 200.000 ansatte går på pension. Statsministeren udskrev rent faktisk valget pga Socialdemokraternes manglende vilje til at gøre noget ved denne situation.

Jeg har oplevet en stor frustration hos mange vælgere over den offentlige sektor. Hos mange af de ansatte og hos mange borgere. Hvorfor megen kontrol, spørger de første? Hvorfor virker det ikke, spørger de andre?

Essensen er, at vi er gået igennem en udvikling. En socialdemokratisk periode, hvor man krævede en masse penge ind i skat, gav dem ud på den offentlige sektor og så hvad der skete. Efter en tid viste det sig. Børnene lærte ikke at læse og skrive i skolen. Ældre, f.eks. i København, fik dårlige forhold på plejehjemmene. Hospitalerne eksploderede med ventelister.

Det medførte en naturlig - konservativ - reaktion, hvor man (faktisk allerede under Nyrup) begyndte at måle, veje og tjekke. Kontrollere. En naturlig udvikling. Men også en udvikling, der sår mistillid.

Derfor har Venstre igennem nogen tid arbejdet med såkaldte fritvalgsmodeller. Frie valg, borgeren kan få lov at træffe i den offentlige sektor, hvorved borgeren bliver kontrollant. Så behøver vi ikke længere en dyne af bureaukrati.

F.eks. er garantien på, at man inden for en måned, såfremt man ikke er behandlet på et offentligt hospital, kan få en behandling for offentlige penge på et privat hospital udtryk for det. I virkeligheden behøver det offentlige så ikke længere veje og kontrollere de offentlige hospitaler. Medarbejderne må selv sikre at de kan nå det. Sker det ikke, forsvinder pengene over til det private. Frihed under ansvar.

Det samme med hjemmehjælp. Tag Frederiksberg. Er borgeren utilfreds med den kommunale hjemmehjælp, kan borgeren vælge en privat tilbud til - for offentlige penge. Og så fremdeles...

Socialdemokraterne vil afskaffe dette frie valg. Derom står slaget i dette valg. Som sædvanlig nævnes skattestop og integration. Men det egentlig slag står om: Skal vi have den gammeldags offentlige monopolsektor tilbage igen - eller skal vi sørge for en reel og ordentlig konkurrence, hvor borgeren har alternative muligheder til det faste system. Og hvor medarbejderne selv i langt højere grad kan tilrettelægge og ledere kan træffe beslutninger.

Det er faktisk et af de vigtigste spørgsmål for de næste 10 år. Jeg håber på din stemme til at påvirke dette spørgsmål.

Skattelettelser? Jo. Naturligvis. Det vil jeg slås indædt for...

Godt valg.

I dag i Politiken kan man læse, at S efter flere års arbejde har opgivet - eller rettere udsat til efter valget - at definere en fattigdomsgrænse.

Mange må undre sig - det må da ellers være let for et parti, der definerer sig selv som demokratisk og socialistisk at definere hvornår man er fattig? Men svaret er da også enkelt; der er formodentlig tale om dyb uenighed i S, og ikke mindst om valgopportunisme.

I Ugebrevet A4 på mandag vil man kunne læse et interview med mig og Mette Frederiksen om selvsamme spørsmål. Her vil jeg gøre det ganske klart, at jeg ønsker en fattigdomsgrænse. En fattigdomsgrænse, der tager udgangspunkt i arbejdets værdi. Det vil sige, at den politiske diskussion om definitionen af fattigdom skal tage udgangspunkt IKKE i en eller anden løsagtig relativ sammenhæng, men med baggrund i hvad arbejdsmarkedets parter har kunnet blive enige om er mindstelønnen. Hvad skal den offentlige udbetaling så minimum være? Jo tættere den kommer mindstelønnen, jo mindre kan det betale sig at arbejde... Så skal det være 10, 20, 30 eller måske 40% forskel?

Det er denne diskussion S vil undgå. For de er dybt splittede på spørgsmålet. På den ene side Mette Frederiksen, der egentlig ikke mener, der skal være forskel. På den anden side Henrik Sass, der ikke kan se, at en bistandsklient i Køge bliver fattigere fordi hans hus stiger i værdi...

S vil vøre alt hvad de kan for at se ud som om de mener, det skal kunne betale sig at arbejde. Men vent bare til efter valget. Så ser vi igen, hvordan helt almindelige mennesker vil blive gjort til grin hvis de hver morgen tager det sure slid - hvis S sku komme til magten...

PS: Denne fattigdomsgrænse kan kun bruges i forhold til arbejdsføre. Blot for en god ordens skyld... Handicappede etc skal naturligvis ikke måles efter dette forhold. De ska have de bedste muligheder samfundet kan tilbyde.

Igennem mange år var den socialdemokratiske måde at betragte verden på den eneste saliggørende. Man så det i forhold til den offentlige sektor. Bedst sammenfattet i det faktum, at man indkrævede en masse penge i skat, hvorefter man kritikløst brugte penge på den offentlige sektor.

Det medførte en udvikling, hvor man blot som et eksempel kunne konstatere, at børn forlod folkeskolen selv uden de mest basale skolekundskaber. En række skandaler brød også ud - jeg husker f.eks. tydeligt den københavnske plejesektor, og de forhold, den bød.

Som reaktion kom en konservativ bølge, anført af regeringen. En naturlig reaktion. En reaktion der medførte mere kontrol, mere styring, mere planlægning.

Mange har travlt med at klandre denne udvikling, men glemmer, hvad alternativet var. Det er en helt naturlig reaktion.

Men desværre har det også medført bueraukrati, mistillid og indskrænkninger.

Og derfor er der nu en reaktion på vej herimod. SF, Ny Alliance og mange liberale er en del af denne bevægelse. Men problemet er for SFs vedkommende, at dette parti jo ønsker sig tilbage. Tilbage til frihed uden ansvar i den offentlige sektor. "De gode gamle dage"...

Det er ikke svaret på udfordringerne. For vi har jo prøvet det. Og vi har jo set hvad det medfører: Ressourcespild, sløseri og dårlige forhold for brugerne.

Den liberale bølge indeholder også en ting, som SF udstråler, men ikke repræsenterer: Mangfoldighed. frihed til at vælge! For at slippe for kontrollen må vi istedet netop intensivere borgernes frie valg af offentlige ydelser, intensivere deres mulighed for for offentlige midler at tilvælge et privat alternativ, udlicitere og udbyde for at sikre kvalitet og pris - alle disse ting, som netop SF og S i årevis har været fuldstændige modstandere af.

Vi skal sikre den enkelte borger retten til den bedst mulige service i den offentlige sektor. Det kommer kun, hvis den liberale bølge, der i øjeblikket strømmer igennem samfundet, også bliver kanaliseret det liberale sted hen. Må jeg foreslå Venstre...

Valgkampe er altid hektiske. Men i modsætning til de fleste, tror jeg, ånder jeg lidt lettet op denne gang. Sidst var ikke så morsomt, temmelig voldsomt, og omgærdet af en så voldsom interesse og pres, at det blev for meget.

Denne gang kører vi en synlig, rund og rar kampagne - og skønt pressens interesse ikke når samme højder, er det ikke noget jeg savner. Folk på gaden er rare, vi får den medieeksponering vi skal have, og samtidig fugnrerer de frivillige helt fantastisk. Tænk... Vi har langt over 100 tilmeldte på vores frivillige net! Så tak til jer!

Til gengæld har jeg brugt nettet en del mere i denne valgkamp. Og fået stor fornøjelse af at lære facebook at kende. Der er stadig mange krinkelkroge - jeg forsøger mig lidt frem. Sender invitationer ud til støtte for sager, jeg tilslutter mig, er mit sidste forsøg.

Det er ganske sjovt. At se folks profiler. Interesser. En helt egen verden, hvor der gælder andre regler. Man skal trods alt passe på man ikke bliver for opslugt!

Men rigtigt brugt er det et fantastisk instrument. Tænk at man har så mange venner:-)

Valgkampen? Tjo... jeg synes, det er temmelig forvirrende. Godt man selv er kandidat, så man ikke behøver at spekulere over, hvem man nu skal stemme på!

Der er kampe, man må undre sig over, Socialdemokraterne tager.

Tag nu Bjarne Laustsen, MF (S), der mener statsministeren løj i går i TV-debatten fordi Fogh sagde, at der var bygget 10.000 almene boliger om året.

Det viser sig, at der er givet statslige tilsagn om 10.000 boliger og at der rent faktisk er bygget - endda i følge Laustsen selv - ca. 8000 boliger.

Her mangler simpelthen proportioner. For hvad var baggrunden? Baggrunden var, at Helle Thorning havde påstået, at der var 0 - siger og skriver NUL - boliger om året.

Det er ufatteligt, at Laustsen kan få sig selv til at påstå, at det er statsministeren der lyver. Løgnen er jo evident på Socialdemokraternes side. Der er ikke bygget 0. Men i hvert fald 8.000.

Man kunne sige, at statsministerens troværdighed ligger mellem 80 og 100% - mens Helle Thornings ligger på 0 %. At Laustsen på den måde bringer sin egen formand i fedtefadet må vist skyldes, at han i sin tid var på Frank Jensens hold. Den åbenlyse tåbelige kamp, han vælger, må skyldes at han ønsker at skade Thorning Schmidt.

Aftenens debat var en klar sejr til statsministeren. Man fornemmede tidligt en lidt skinger usikkerhed hos Thorning Schmidt, der gav anledning til man sad og spekulerede over, om hun overhovedet vidste hvad hun talte om.

Allerede under sygehusene forekom hun løs i kanten.. Hun havde hørt. Og hun havde fået at vide.. Og BANG - så kulminerede det med en helt vanvittig påstand om, at der slet ikke var bygget almene boliger under regeringen. Alle tvivl blev bekræftet. Her var en person, der optrådte skingert og løsagtigt. Statsministeren kunne oplyse, at der var bygget 10.000 boliger OM ÅRET siden regeringen trådte til...

Blæse være med boligerne. Blæse være med antallet. I spinnkonkurrencen er det ikke interessant. Det interessante er, at eksemplet illustrerer en skinger og usaglig kritik af regeringen, der massivt illustrerer at Helle i sin iver for at vinde ikke evner at styre sig. At hun bevæger sig ind på områder fuldstændig uden at interesserer sig for fakta.

Her led Socialdemokraterne et grundstød. SF vil gå endnu mere frem. Og tager jeg ikke fejl, er Venstre tilbage i valgkampen.

Var det i Amerika, ville spørgsmålet nu lyde: Tør man virkelig betro hende atomknappen. Og svaret ville lyde: Nej...

update mandag kl. 9.10: Så kører spinnkrigen. Statsministeren skulle have sagt "givet tilsagn" om 10.000 boliger. Der er bygget mellem 7 og 10.000 om året "kun". Det får Bjarne Laustsen (S) til at gå ud og sige, at statsministeren har løjet. Helt ærligt... Helle T sagde, der var opført 0 boliger. Hvis man måler det i procent giver det Anders mellem 70 og 100 % troværdighed, og Helle 0 %. Så come on...

UUUAAAHHHH ... sikken fest. Sikken fest. Alle var der. Alle havde det sjovt. Og idag - i dag er mange af de frivillige, der kørte igennem , ude og hænge 2000 plakater mere op. Stakkels stakkels dem:-) Bare de nu ikke falder ned af masterne!

Vi havde altså fest i valglokalerne. Statsministeren kom. Der var kamp og gejst. Vi nærmer os midten af valgkampen, og det er nu, det begynder at snerpe til. Retorikken bliver lidt skarpere. Tonelejet lidt hårdere. Festerne lidt vildere. Sådan er det bare. Det er enertien i en valgkamp.

Men ærlig talt blev jeg overvældet. Folk strømmede til  - bedste bud er mellem 4 og 500 mennesker over aftenen. Det har vi aldrig før gjort i København. Fra alle hjørner. Organisationen, kendisser, journalister - you name it. Måske det var corny at synge Cant help falling in love for statsministerfruen. Men jeg synes nu, det var passende:-)

Journalisten fra TV2 news spurgte mig undervejes live, om der var megen politik i sådan en fest. Måske ikke. Men det giver gejst. Det giver sammenhold. Det åbner nye venskaber. Det sikrer, at folk føler de er med i noget, der også er større end dem selv, og ikke bare det sure slid og knokleri, der også er en uomtvistelig del af moderne valgkamp.

Men jeg tror, vi har ramt en nerve. Folk hos os føler de er på en mission. Jeg får mails og telefonopringninger fra folk over hele byen, der - på grund af den nye kredsopdeling - er meget bekymrede for om de nu ikke længere kan stemme på mig! Vel - det kan de heldigvis! Bare rolig.

Endnu et signal om, at vi er på vej frem. Så jo - fester tjener til noget. De markerer et overskud. De markerer, at man også skal have det sjovt undervejs. Kort og godt: Fester betyder noget.

Opdateret søndag aften:

Bemærk dette feed fra 180 grader http://www.180grader.dk/nyheder/Fogh_tager_Pind_til_n_de.php