Søren Pind

Den nyeste udvikling i København gør, at det er nødvendigt at tage en diskussion om den kommunale struktur. Enhver, der har set forbrydelsen, må vist også medgive - for fremstillingen her er nærmest for blid i forhold til Rådhus-virkeligheden - at den nuværende struktur er uholdbar.

Det er blevet et selvstændigt formål for kommunen at være på kant med og slås med regeringen. Hele tiden. Indholdet er fuldstændigt ligegyldigt. Selv afgivne løfter løber man fra.

Samtidig ser vi skandale på skandale udfolde sig. Senest i institutionen to-kanten. Men perlerækken er lang. I ældreplejen. Balladen og omstruktureringen i børnepasningen. Forsømmelsen på skoleområdet.  Løftebruddene på boligområdet. Jo, der er rigeligt at tage fat på.

Bystyret fjerner sig mere og mere fra borgerne. Og det, der i sin tid kunne være argumentet mod en fission af Københavns Kommune, nemlig dynamikken, har nu vist sig ikke at holde. Alt er sat i stå i kommunen. Tilliden fra investorer er borte. Skal man vælge mellem at investere og bygge i kommunen eller andre steder sker det oftere og oftere, at det bliver andre steder.

I stedet bør man skabe et decideret hovedstadsministerium - eller et storbyministerium - der kan sikre netop dette det eneste argument for den nuværende struktur. Virkeligheden har overhalet argumentet, og i denne nye virkelighed er hovedstad og land så sammensmeltet, at det i virkeligheden vil være bedre at  have en talsmand i hjertet af regeringen - frem for en konflikt mellem regering og hovedstad, der intet godt fører med sig.

Dernæst skal man skabe kommuner som Frederiksbergs i København. Det vil blive ca. 7 kommuner i København. Fordelen er klare: Skolerne, plejehjemmene, børneinstitutionerne kommer tættere på borgerne. Politikerne bliver nemmere at stille til ansvar. Prøv, hvis der er skepsis, at spørge en Frederiksberg-borger om vedkommendes tilfredshed med sin kommune. Og foretag så det samme eksperiment med 7 københavnere (det er nemlig forholdene). Du vil få et chokerende resultat. Er jeg overbevist om.

København vil altid være København, er det gået op for mig. Uanset struktur. Kan man på den ene side sikre dynamikken ved at komme i hjertet af regeringen med hovedstadens interesser, og samtidig komme tættere på borgerne med det, der umiddelbart interesserer dem, er det svært at se argumenterne imod.

Men lad mig høre dem. Giv endelig bidrag her på bloggen.

UPDATE: Københavns Radio har kunnet fortælle, at Venstres Kommunalordfører er imod denne ide. Jeg har netop talt med ham. Han var blevet forelagt vores tanke sådan, at vi ønskede at genåbne kommunalreformen, hvor hele pointen jo netop i stedet er at lade kommunalreformen komme til København. Så vi, Erling Bonnesen og jeg, blev hurtigt enige om, at der ingen uenighed er her... Som man kan se i berlingske støtter Venstres finansordfører ideen. Og en egentlig strukturændring skal vel igennem finansministeriet, og ikke velfærdsministeriet (det gl. indenrigsministerium, og dermed kommunalordførerens ressort). Det er imidlertid lidt uklart efter den nye regerings udnævnelse.

Når Socialdemokraterne er i opposition skal man følge hvert et ord om udenrigspolitik nøje. Også selv om det kommer fra folk, der ikke lige er i magtens centrum.

Her gælder det den nordjyske stemmemagnet, tidl. regionsborgmester Orla Hav, der denne gang søger at samle Skipper Clements trofaste bondehær om at bekæmpe indsatsen i Afghanistan. Han synes ikke det duer. Og melder sig som modstander, se http://www.fyens.dk/article/912410:Indland-Fyn--Ny-uro-om-Afghanistan-mandat 

Den socialdemokratiske gruppeformand Carsten Hansen sætter Hav på plads. Men det virker ingenlunde overbevisende.

Siden socialdemokraterne mistede monopolet på magten har partiet været utilregneligt, og misbrugt udenrigspolitikken i hver eneste oppositionsperiode. Presset i Irak-sagen kom først og fremmest fra Socialdemokraterne, og hver gang det var folkeligt opportunt.

Den hjemlige opinion er for nærværende skeptisk. Og nu søger man så at bruge det ondsindede mord på Benazir Bhutto til at så tvivl om indsatsen i Afghanistan.

Afghanistan er en FN-godkendt krigsindsats. Den er svaret på angrebet 11 september og har til hensigt at udrydde muligheden for terroristreder, der kan iværksætte lignende angreb mod den vestlige verden. Den har udfriet Afghanistans kvinder fra en tilstand af slaveri, så nu op mod f.eks. 2 mio. piger nu går i skole mod 0 - skriver nul - under Taleban. Opbakningen fra lokalbefolkningen er massiv.

Og måske skræmmende mest af alt: Svigter vi der, får islamister magten i hele området, også i Pakistan, og står pludseligt med atomvåben.

Sagen er den, at der mere end nogensinde er brug for den danske indsats. Militært i Afghanistan. Civilt i hele området, ikke mindst med støtte til demokratisk sindede i Pakistan. Der er ikke noget alternativ til sejr. Kun farlige og gale mennesker udstyrede med atomvåben. Det kan vi ikke gøre mod vore børn.

Når jeg hører socialdemokrater så tvivl om den danske indsats bliver jeg altid bekymret. Partiets formand, Helle Thorning, har sagt, at vi mindst kommer til at blive dernede i 10 år. Forhåbentlig gør hverken Hav, Lykketoft eller Hansen hendes ord til skamme. Dertil står for meget på spil.

Så blev hun dræbt. Af en selvmordsmorder. Benazir Bhutto.

Enhver tanke om at Sharif eller Musharaf står bag må forekomme tvivlsom. Ingen af disses tilhængere forekommer at være så vanvittige, at selvmordsbomber indgår i arsenalet.

Tværtom er det igen den vanvittige stenalder islamisme, der stikker sit forløjede og kvalmende hoved frem. Hun var kvinde. Hun stillede op i et - vaklende - demokrati. Hun legitimerede valg. Ergo: Hun må bort.

Og borte tog hende.

Skridtet før kaos i Paktistan. To skridt før vanvittige islamister besidder atomvåben.

Vi befinder os i en særdeles kritisk fase af kampen mellem civlisationen og barbariet. Med Churchill ord er dette ikke afslutningen, endsige begyndelsen til afslutningen. Men måske det er afslutningen på begyndelsen. Måske dette åbner alle i den vestlige verdens øjne for det kaos, det anarki, den terror som disse formummede fejge kræfter efterstræber.

I dag Pakistan. I morgen Europa. Og dagen efter Danmark. Med mindre vi gør noget. Med mindre vi støtter de kræfter, der bekæmper islamismen. Med mindre vi står fast.

Min udmærkede kollega Lykketoft har antydet, at parlamentsvalget i Pakistan af forståelige årsager - bl.a. hensynet til Bhuttos parti - måske kan udskydes. Jeg tror, vi i stedet alle bør håbe på at parlamentsvalget kan gennemføres som planlagt. I respekt blandt andet for hende. Så også vi kan se, med egne øjne, at de fanatiske kræfter i Pakistan er i en klar minoritet. Kun der og kun sådan kan vi i sidste ende vinde kampen om hjerterne og sjælene.

Så møder vi dem igen - velfærdsstatens ofre. Havde der været tale om grise, var landmanden allerede meldt til politiet og under afhøring. Havde der været tale om en almindelig folkeskole, var skoleinspektøren fyret for år tilbage. Men nu... Nu er det mentalt handicappede, der igennem seks år har lidt under brutal behandling. Voksne mennesker med en mental forstand som bittesmå børn. Hevet i, slået, låst ude og inde, ydmyget. Så derfor er der blot en suspension og lidt ballade. Jeg tænker naturligvis på endnu en afsløring af vanrøgt i en offentlig institution (og endnu en københavnsk af slagsen...), Tokanten.

Mette Frederiksen vil have kommunale ombudsmænd. Det er som om hun ikke aner, at kommunale sager allerede nu kan indbringes for ombudsmanden.

Mest interessant var denne lille tekst, jeg faldt over ved en googling: 

Udviklingshæmmede glemt af politikerne
Reportage fra bosted for udviklingshæmmede, Tokanten i København, hvor de dårlige fysiske rammer beskrives. Socialpædagogerne på stedet er vrede over, at udviklingshæmmede ikke er nævnt i regeringens kvalitetsreform, der ellers skulle forbedre velfærden.
Kirsten Nissen, formand for Socialpædagogernes Landsforbund:
- Man nævner udelukkende skoler, hospitaler og ældreboliger. Det er mageløst, når man tænker på hvilke boliger vi har på handicapområdet."
Nyhedsavisen, fredag den 24. august 2007 .

Tjek selv teksten på

http://www.sl.dk/Aktuelt/Socialp%C3%A6dagogerne%20i%20medierne.aspx Den er svær at æde, den. At det særlig skulle have været rammerne der burde have interesseret dengang i august i år. Måske Socialpædagogisk Landsforbund skulle have kigget lidt nærmere på hvad folk egentlig gik og foretog sig i stedet for hele tiden at skælde regeringen ud. På Strandvænget i Nyborg var der rigeligt personale og højtuddannet tilmed. Mon ikke det samme vil vise sig her.

På en aften, hvor den berørende "The Shawshank redemption" rullede over skærmen, gør det ekstra ondt. Det skildres så fint i filmen, hvad ubegrænset - offentlig - magt over andre gør ved mennesker, når omgivelserne er ligeglade. Her var det en fængselsinspektør, hvor det omkringliggende samfunds ligegyldighed skabte rammerne om rædslerne. Vi må forstå, at magt korrumperer. Og absolut magt korrumperer absolut. Man starter med at skære lidt kanter. Så bliver det værre og værre, indtil de mennesker man har med at gøre ikke længere er mennesker, men objekter eller i værste fald umenneskeliggjort og dyr. Man så det i KZ-lejrene. Og man ser det her, overfor de svageste dette såkaldte velfærdssamfund påstår at tage sig af.

Den sidste valgkamps forsimplede retorik om velfærd fremfor skattelettelser var udtryk for en total ligegyldighed overfor disse problemstillinger. Den fastholder os i en blind påstand - gentaget og gentaget - om at verdens største offentlige sektor blot skal have flere penge, så løser alt sig. Nej. Det er forkert - ja løgn. De problemer vi i dag har i den offentlige sektor, særligt i omsorgsdelen, handler først og sidst om moral. Og om aldrig, aldrig, aldrig at betro andre mennesker suveræn magt over nogen som helst. Så længe tanken om velfærdsstaten som vores alle sammens guldkalv bliver ved med at være det bærende princip i dansk demokrati vil disse forhold blive flere og intensiveres. Så meget desto vigtigere bliver kvalitetsreformen. Men de seneste dages politiske debat har nu ikke givet særligt lyse forhåbninger her.

Det her ender givet igen i ingenting. Krav om flere penge. Krav om strammere kontrol. På det bål udbrænder anstændigheden.

Ja. Naturligvis er der ting i min kommunalvalgkamp jeg fortryder. Men de er først og fremmest af kommunikationsmæssig art. Og jeg er ked af, at nogle indvandrere følte sig uberettiget ramt. Men... Jeg er ked af at kunne sige det, men told you so, som de siger i england...

De skydderier der nu finder sted, de buslinjer der skal omlægges på grund af overfald, de politikere der bliver antastet, det at bydele i København kan kastes ud i borgerkrigslignende tilstande, alt sammen er det udtryk for en bestemt generel tendens i vores samfund. Det er kombinationen af en slap integrationspolitik og en generel prægning skabt af 68-generationen om, at konsekvens skal være en by i Rusland.

Overfaldet på statsministeren betegnede en milepæl. Og der skete intet rigtigt alvorligt ved, at landets statsminister blev overhældt med maling. Vel var det ikke et mordforsøg. Men det var en grænseoverskridende handling, der sendte et signal til alle: gør lige hvad der passer dig. Samfundet griber ikke ind.

Der er kun et svar på denne udvikling. Det er en konsekvent og klar indførelse af nul-tolerance politikken. En filosofi der udspringer af en sociologisk teori om det ituslåede vindue. En teori, der hævder, at lader man stå til i det små, medfører det store problemer. Hvis man i et boligkvarter intet gør ved et ituslået vindue, breder skraldet sig, siden graffitien, siden kriminaliteten etc. Efter vinduet, syndfloden...

Der har været alt for megen snak de seneste år. Ikke mindst fra offentlige myndigheder. I dag får lærere bank af forældre. Politikere bliver overfaldet eller beskudt. Politifolk offentligt ydmyget. Kriminelle render rundt med skydevåben, mens politiet meddeler almindelige borgere, at de bliver puttet i fængsel hvis de i selvforsvar har våben samtidig med at de ikke har tid til at komme ud til anmelderne...

Der er virkelig brug for at vi i retspolitikken tager skeen i den anden hånd. Ellers bliver de skyderier vi ser for tiden det rene vand. Det ville da være skæbnens ironi, hvis folk i fremtiden skal søge til Gaza for at føle sig sikre...

Jeg har gjort en dyd ud af ikke at udtale mig om mit tidligere område i Bygge og Teknikforvaltningen - og helst kun nødtørftigt om Ritt Bjerregaard. Men det, der foregår nu omkring Teaterhuset, er simpelthen et stykke for stift. Og det skader byen inderligt og ondsindet.

I sin tid var aftalen om hele sagen ganske klar: Socialdemokraterne, De radikale, Venstre og endnu flere partier aftalte og garanterede staten, at man ville sikre et parkeringshus til husene. Det er utvetydigt. Flere nuværende medlemmer af den socialdemokratiske borgerrepræsentationsgruppe har selv underskrevet dokumenterne.

Nu tilsidesætter de radikale i skikkelse af Bondam og Socialdemokraterne i skikkelse af Ritt en klar og utvetydig aftale og bruger en mærkværdig politisk argumentation om færre biler i byen. En aftale, staten blandt andet har baseret aktstykker i finansudvalget og bygget et teaterhus på.

Staten har på baggrund af aftalen investeret op mod en milliard kroner, Hr. Møller har investeret op mod 3 milliarder kroner og må nu tilmed bevilget en bro. Mens kommunen bare render og render.

Det er skamfuldt. Og det er ødelæggende. Ødelæggende for tilliden til bystyret i København. Ødelæggende for det, Kramer skabte - nemlig en tillid mellem investorer og bystyre. Den tillid er væk. Dette er endnu en pind til denne ligkiste - og derfor sker der intet nybyggeri og ingen nyinvesteringer  i København af nævneværdig karakter. På grund af en decideret skabt politisk mistillid, elendig ledelse og manglende respekt for at stat og investorer sætter penge og omdømme  på spil ved at investere i byen.

Staten som bygherre har fået et bindende forhåndstilsagn fra byen. Det ved jeg - for det var Kramer og jeg bl.a., der gav det. Professor Hagen-Jensen kan råbe og skrige hvad han vil - der er en klar bindende aftale og klart tilsagn fra kommunen. Staten må have et kæmpe erstatningskrav. Og vil jeg vidne til fordel for det, om adspurgt? Ja. Naturligvis.

"Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind,

did hvofra den kommer nu morgenens vind,

ret som om det ånded af lyset ud -

o du milde fader min skaber, Gud. "

Sådan skriver Jakob Knudsen i den ene af de to salmer han har i den danske salmebog. Den mest kendte af dem er det, den fantastiske Se nu stiger Solen. I salmen beskrives, synes jeg meget nært, sammenhængen mellem lyset og kristendommen. Vi finder det også i historien om den senere Paulus, der blindes af Herrens lys. Eller hos Ingemann, den inderligste og smukkeste danske salmedigter; Lysets Engel går med glans - "For Guds Engels strålekrans flygter alle nattens skygger sorte".

For år tilbage var jeg til et såkaldt "intim-møde" i London med andre europæiske storbyborgmestre. Vi var vel en 15 stykker, og skulle udveksle erfaringer om, hvordan vi skabte rare byer at være i. Pludseligt tog Barcelonas borgmester et nattebillede frem af Europa taget fra rummet. Man kunne tydelig se de store nordeuropæiske byer - København strålede som en juvel ved kanten af Øresund. Og så kom hans bemærkning jeg aldrig vil glemme, da han pegede på en helt mørkt Barcelona og dernæst på Købehavn mens han sagde: Vi vil være ligesom jer. For lys er godt. Lys er det, der skaber gode byer.

For nylig viste en undersøgelse, at lys skaber sunde mennesker. Og bryder vinterdepressionernes helvede. Lys er, som han sagde, godt. og skaber gode byer. Og lykkelige mennesker.

Igennem hele den vestlige og kristne verdens historie har lyset været forbundet med det gode. Mens mørket er det onde. Der i mørket, helvede, hvor der er gråd og tænders gnissel.

I forbindelse med den såkaldte klimadiskussion har SFeren Ida Auken så endelig set mørket. Hun vil have vi skal slukke lyset i nationens parlament. Slottet Christiansborg skal henligge i mørke, og kunne hun skulle i virkeligheden hele byens lys slukkes. Jeg husker tydeligt da selvsamme parti på Rådhuset foreslog at alle værtshuse i København skulle lukke klokken 12. Ja hvorfor ikke. Hvis man alligevel vil trække stikket ud, kan det være det samme.

Det er en sørgelig historie. For sandt at sige aner Auken ikke, hvorfra Christiansborg Slots strøm kommer . Er det ren svensk atomkraft? Er det vindmøllerne i Øresund? Ligemeget. Det skal slukkes. Socialisterne har endelig fundet krogen, hvorpå mørket og dødens skygger kan kravle frem overalt hvor vi kigger hen. Miljøet bliver misbrugt i en hetz mod alt hvad der er godt og rart i vores samfund, så vi til sidst ender i hvad der vist bedst er at ligne med helvedes forgård. Et sted uden lys, uden glæde og uden varme.

Næh. Jeg siger med Ingemann:

Englen spreder over jord

glansen fra Guds himmel

i sin kåbes stråleflor

favner han alverdens glade vrimmel...