Søren Pind

Det er vigtigt, at vi i den offentlige oppinion og debat nu vurderer om Kina lever op til de afgivne løfter i forbindelse med OL. Da landet blev tildelt arrangementet, lovede styret i Peking at man ville forbedre menneskerettighederne. Tja. At man nu er sunket så dybt, at man har fængslet et blot to måneder gammelt barn, er for mig ikke blot et eklatant brud på basale menneskerettigheder - det er også et eklatant løftebrud i relation til tilsagn i forbindelse med OL. Så må enhver jo være salig i sin tro om det nu lever op til opfattelsen af, hvordan et land skal gebærde sig eller ej: Læs i hvert fald denne artikel fra International Herald Tribune http://www.iht.com/articles/2008/01/29/asia/29dissident.php

Update: Har lige modtaget en mail med henvisning til følgende hjemmeside http://www.thecolororange.net  Tjek den ud!

Update II: Se denne artikel fra N.Y.T. om den store kinesiske firewall: http://www.nytimes.com/2008/02/04/world/asia/04china.html?hp

Jeg tilhører den ganske lille del af danske jurister, der rent faktisk tager grundloven alvorligt, og mener, at det der står sådan set også er gældende lov.

Hvorfor nu denne mærkelige indledning? Fordi, meget enkelt, dette blogindlæg handler om det danske kongehus - og så er sagen straks noget andet... Ingen såkaldt "rigtige" politikere eller først og fremmest "rigtige" eksperter tager for eksempel ordlyden i grl. § 12 "Kongen har ...  den højeste myndighed over alle rigets anliggender..." rigtig alvorligt. I de senere mange år har man identificeret begrebet "Kongen" i grundloven med regeringen - og det kan der da også være mange gode grunde til. Niels Helveg og Svend Auken har også haft travlt med at tale kongehusets rolle ned. Men det slår ikke altid til.

F.eks. i 1993, hvor Kongehuset greb aktivt ind i regeringsomdannelsen og forhindrede Uffe Ellemann i at blive statsminister. Sandheden er, at - selvfølgeligt - spiller kongehuset en rolle. Og jo ærligere vi er omkring det, jo bedre. Efter min opfattelse.

Der er i disse år en bølge af accept af, at der også kan være noget i den nedarvede magi, der kan bære et land videre. Dronningen tog og ramte os på kornet, da hun året før 11. september ønskede os "Gud i vold" - som om hun vidste, hvad der skulle ske. Kong Juan Carlos gjorde lykke på verdensscenen, da han for ikke længe siden bad Venezuelas tvivlsomme præsident, Hugo Chavez, "holde kæft"...

Og nu er der så diskussion om kronprinsen kan drage til det kommunistiske Kina og deltage i en begivenhed, der i hvert fald i mit hoved mest af alt minder om OL i Berlin i 1936.

Det må kronprinsen - den kommende konge - selv om. Men i konsekvens af mit synspunkt om, dels at han selv må afgøre det, dels at diskussionen skal tages up-front: Jeg kan ikke frigøre mig for, om det nu er klogt? Er det klogt på denne måde passivt at understøtte et af verdens grusomste diktaturer? Hmm. Jeg hælder til Juan Carlos, og holder min kæft.

Helt ærligt - nu er der også surhed over, at F 16-jægere fulgte europamestrene hjem. Angiveligt fordi de ikke har gjort det tilsvarende for håndboldpigerne... Jeg må ikke bande her, men helt ærligt - er der da ikke grænser for småligheden.

Vi lever i en tid hvor samvær og proces vinder mere og mere over rationalitet og resultat. Kvindagtighed over mandighed. Det kan være udmærket på nogen områder - men helt ærligt. Hvor småt kan det være. Det er efterhånden kvalmende.

Man kan egentlig kun ønske Ritt tillykke. Alle "de kloge" ser endnu engang hendes taktik som genial - hun sætter jo fingeren på det ømme punkt, siges det. Hvor var det rigtigt at sige, at S har et problem.

Ja. Man skulle sandelig være en spidsfindig politisk analytiker for at se, at S havde problemer. Hvor er det rart, at Ritt har trukket bindet fra vore alle sammens øjne. For det var da ikke til at få øje på før.

Hun er belønnet. Al snak om plejeproblemer, knivstikkerier, økonomiske underskud - ja alt er borte. Skønt problemerne selvfølgeligt stadig er der. Summa summarum er fokus borte, og hun er igen i salveten. Grundliggende flot spin, skønt usympatisk - hvad der er udueligt er den fornægtede virkelighed hos alle hånde analytikere om, at det - hold nu fast - skulle skyldes en særlig ømhed for Socialdemokraterne. Man får f.eks. nærmest kvalme, når man ser Jersild og spinn i sidste uge, der simpelthen har mistet ethvert touch i forhold til den politiske virkelighed - på nær Krause...

Ømhed, spørger De, kære læser? Ja, ømhed. Det er jo det, vi skal læse spalte op og spalte ned om er grunden til Ritt har gjort hvad hun har gjort. Ømhed overfor partiet, og nu kunne hun ikke længere... Vi taler altså om Ritt, der nogen tid nu har været ude af landspolitik, ikke har en chance for at blive formand for S eller noget der minder om det (Mon det i øvrigt er gået op for hende)... Ømhed. Gud fader bevares hvor lyder det dog dumt.

Kontraangrebet er sat ind fra Thorning. Og igen må jeg undre mig over udlægningen af teksten. F.eks. i går på P 1, hvor man påstod Thorning var defensiv. Sikke noget sludder. I ganske få sætninger i går fik hun i de to store morgenaviser stemplet Ritt som fortiden, som rød og som ødelæggende for partiets fremtid. Hun identificerede hende med det gamle socialdemokrati med højere boligskat og en ukontrolleret udlændingepolitik. Og svor, at det aldrig ville ske med hende ved roret - "Vi skal ikke tilbage - vi skal frem", som hun sagde.

Det følger nøjagtigt strategien i New labour og Blair, som hun er inspireret af - læs blot Phil Goulds "the unfinished revolution". Som jeg gættede i sidste uge i min kommentar på Peter Mogensens blog (http://mogensen.weblog.dk/2008/01/20/thorning-for-svag-til-internt-opgoer/) ville hun netop gå direkte til angreb på denne facon. Det der, det ender på kongressen, det bliver spektakulært, og Thorning vinder tilsidst. Det bliver som dengang Blair nakkede (beklager udtrykket, men i mangel af bedre) the loony left og clause 4 - minder sådan set udmærket om den røde skole.

Det bliver så Ritt selv, der kommer til at personificere dette nederlag - for "de røde" vil tabe. Det forandrer ikke realiteten: Hun er stjerneligeglad, det er ikke hendes slagmark, og i København vil det ikke skade hende at fremstå som venstreorienteret, tværtimod. Hun bruger for nærværende over 300 socialdemokrater i sit spil for at få opmærksomheden væk fra byens dominering i medierne - de vil til gengæld blive dybt ulykkelige. Men det er selvforskyldt - ærlig talt har de selv bedt om det. Vi andre må som sagt bestille popcorn og cola og nyde forestillingen i mellemtiden - hvor må det dog være fristende for statsministeren i alt det kaos at få udskrevet nyvalg, så luften kan blive renset. Den er allerede alt for tung... 

Nu hvor ferien til Thailand er røget, fordi Johan-Emil, min yngste, har fået en virus eller lungebetændelse og er indlagt, min kone er med på Hospitalet og min ældste lagt i seng, lidt tid til eftertanke fra en rædselsfuld uge. Det her var da så lige rosinen i pølseenden...

Først og fremmest: Blandt alt det andet, går min tanke til Rikke Hvilshøj, som har varetaget integrationsområdet i årevis, har været udsat for et brandattentat med sin familie, er blevet hængt ud. Jeg har på vikarbasis blot løftet integrationsordførerposten i Venstre i en uge (Karen Ellemann er ude at rejse), og må sige: Det var dog det mest rædselsfulde område i hele verden.

Se blot nogle af de bemærkninger, der er faldet på den foregående blog. Det er som om al rationalitet og fornuft forsvinder, når man beskæftiger sig med dette område. Også for den sags skyld almindelig pli. Jeg har fået mange mange mails - halvdelen positive, men en del også med et indhold, skønt positive overfor min person, som jeg finder betænkeligt. Og så halvdelen negative, rasende, uden argumentation. Hadsk nærmest.

En ting, der har undret mig, har været, at jeg i ugens løb har måttet argumentere for noget så banalt som at Danmark tilhører danskerne - for mig det samme som danske statsborgere. Jeg mener - hvem skulle Danmark ellers tilhøre? Øvrige, der opholder sig i dette land, er gæster, indtil de måtte blive statsborgere. Så enkel er min verden. Og derudfra har jeg opbygget hele min tilgang til dette område. Det er kort og godt ikke en menneskeret for andre end danske statsborgere at opholde sig i Danmark. Men sikken ballade.

Så til det elementære spørgsmål om Folketinget kan tvinge regeringen til at gøre noget den ikke vil. Statsrettens og grundlovens svar er helt entydigt: Nej, selvfølgeligt kan Folketinget ikke det. Regeringen - den udøvende magt (og forøvrigt halvdelen af den lovgivende magt) - er ikke et ekspeditionskontor. Alligevel, da jeg fremlagde denne banale kendsgerning: Stor opstandelse. En "ekspert" fra Århus blev citeret for, at det ikke var politisk muligt. Andre mente, det var en krænkelse af - af alle ting - demokratiet, som om demokrati blot er et spørgsmål om den folkevalgte forsamlings omnipotens. Det pureste vrøvl.

Det samme med synet på de afviste asylansøgere, hvis adfærd Berlingske  i går kunne beskrive var langt mere ansvarlige for børnenes sygdomme end det faktum, at de sad i centeret eller for den sags skyld var uden for. Det er usikkerheden, utrygheden og situationen og forældrenes reaktion, børnene blev mentalt angste ved. Og jeg forstår det så godt. For realiteten i følge den beskrevne svenske rapport er, at hele det psykiske pres, der ligger i at søge det umulige, få nej, ikke være berettiget til det og de frustrationer der følger med naturligvis rammer børnene. Alligevel blev mange rasende, da jeg påpegede, at det i sidste ende når alt kommer til alt selvfølgeligt er forældrenes ansvar. Ikke statens. At børnene har det skidt. Fordi forældrene har valgt Danmark til - på den præmis at de opholder sig her ulovligt - fremfor at rejse hjem. Hvad faktisk er muligt for hver og en af dem. Alternativet er, at vi atter har åbne grænser og at alle og enhver kan tage sig selv til rette i Danmark. Det går ikke. Dels ud fra det simple grundsyn, at Danmark er danskernes land. Dels fordi asyl- og socialsystemet slet ikke kan holde til det.

Og så var der Grønland. Jeg medgiver, at min bemærkning om at de to grønlandske parlamentarikere var "fløjet ind fra indlandsisen" var ufølsom, og unødvendig polemisk. For det har jeg sagt undskyld. Jeg forløb mig i en temmelig hidsig diskussion med Margrethe Vestager i DR2s Deadline. Ingen i studiet bemærkede i øvrigt noget. Men sikken et raseri blandt mange særlig i Grønland. Jeg er faktisk ked af min bemærkning. Men jeg må fastholde, at jeg finder det på grænsen til, for ikke at sige hyklerisk, at man på den ene side har forfærdende forhold for mange børn i Grønland, samtidig med at de to folkevalgte medlemmer af Folketinget moraliserer over børns vilkår i danske asylcentre. Det har intet med deres ret som ligeværdige medlemmer af Folketinget at gøre - eller om de har ret til at stemme som de vil. Selvfølgeligt har de det. Men det er et spørgsmål af moralsk karakter.

Så summa summarum... Det der, det skal jeg ikke røre ved med en ildtang igen. Jeg har simpelthen for kontante og afklarede holdning til de spørgsmål, hvor folk - i hvert fald voldsomme og irrationelle folk - åbenbart ønsker mere tåge. Men for mig er sagen som sagt enkel. Landet Danmark er det danske folks og den enkelte danskers. Ud fra det må vi navigere. Vi skal være åbne. Men ikke naive. Vi skal styrke og tiltrække folk der kan bidrage. Vi skal hjælpe forfulgte og være dem en sikker havn. Men vi kan ikke være det land i verden, der har åbne døre på grund af fattigdom med den ene hånd og åbne offentlige kasser med den anden. Vi har samtidig en ret til at værne og udvikle den kultur, der nu engang er vores. Og det vil jeg gøre med stolthed. Men integrationsområdet? Nope. Ikke igen.

Jeg kan så i den forbindelse se, at aviserne nu skriver, at Pia Christmas har fundet det for godt at fremsætte et beslutningsforslag eller et forslag til vedtagelse der har til hensigt at ændre på den aftale regeringen har indgået med dansk folkeparti. Det har fået oppositionen til at fatte håb om at bringe regeringen i mindretal og derved ændre lovgivningen. Sidste nye er angiveligt, at et sådant flertal mod regeringen nu skulle være etableret.

Jeg synes i den forbindelse det kan være formålstjenligt at afklare, at skønt regeringen måtte blive bragt i mindretal, behøver det ikke at have den fjerneste betydning. Regeringen kan sagtens stå fast på sin aftale med dansk folkeparti. Og oppositionen har intet krav på at ændringsforslaget bliver gennemført.

Det skyldes meget enkelt, at de gennemførte ændringer er af administrativ karakter. Der skal ikke lovgivning til. Derimod søger oppositionen via en folketingsbeslutning eller en vedtagelse at få regeringen til at ændre kurs.

I følge grundloven er regeringen imidlertid ikke forpligtet til at følge en sådan vedtagelse. Den står fuldstændig frit i denne sammenhæng. Min anbefaling vil her være klar: Jeg mener, regeringen skal stå fast på sin aftale med dansk folkeparti.

Alternativet hertil er, at vi er tilbage i 80ernes fodnotepolitik. Det ville være ubærligt.

UPDATE: Jeg ved ikke rigtigt, hvad det er Ritzau har gang i. Nu har de sendt et telegram ud med overskriften Ekspert: Regering må følge et flertal. Det er Jørgen Albæk-Jensen fra Århus, der udtaler sig i strid med hvad professor Grønnegaard-Kristens sagde tidligere på dagen til støtte for mine synspunkter. Albæk siger, at den "politiske realitet" gør at regeringen skal følge flertallet - men medgiver at sådan er juraen ikke. Ellers er der tale om et mærkeligt flertal i Folketinget.

Tja. Til det er at sige, at den politiske realitet i den lovgivende magt bestemmes af Folketinget og regeringen i forening (§3). Der er ingen overhøjhed til Folketinget, såmænd. Til gengæld har han ret i en ting: Det er et mærkeligt flertal, der er imod regeringen... Realiteten er, at Albæk politiserer, Det burde han ovelade til politikerne.

Nyhedsavisen har lavet endnu en kioskbasker. Anført af journalisten Knud Brix og med en major i spidsen slår avisen fast, at tre af de tolke, der arbejdede sammen med de danske styrker i Iraq, skulle have været spioner, og at en undersøgelse af tolkene blev standset.

Mit kendskab til den pågældende journalist byder mig at udvise en temmelig stor skepsis overfor historien. Han er ikke ligefrem kendt for sit ønske om at bidrage til sandheden - snarere blot til sin egen placering i offentligheden. Så lad os nu se.

Dernæst så forekommer historien noget mærkværdig. Der er øjensynligt både forkerte datoer og mærkværdigheder i den beskrevne arbejdsgang, der afviger fra normalen.

Det ændrer ikke på følgende - og lad mig side det helt utvetydigt og klart: Er der nogen blandt de tidligere tolke, der opholder sig i Danmark, der beviseligt har spioneret mod danske styrker, skal de udvises. Ufortøvet og øjeblikkeligt. Det må stå ganske klart.

En overborgmesters personlige forfængelighed og behov for at få fokus bort fra Københavns enorme selvskabte problemer kræver nu sin pris i Socialdemokratiet: Partiet dykker i meningsmålingerne.

Realiteten er, at denne fuldstændige ligegyldighed overfor hendes parti, og en total optagethed af egen trivsel, nu vil skabe borgerkrig i Socialdemokratiet. Vi andre kan smilende læne os tilbage og bestille popcorn og cola. Det bliver - som borgerkrige altid er - blodigt, højlydt og for de involverede ganske og aldeles rædselsfuldt. Tro mig - jeg kender til det...!

Naturligvis siger Rød Skole, at de ikke vil vælte formanden. Naturligvis opfatter formanden og størstedelen af folketingsgruppen, at man netop ønsker at vælte formanden. Det er nemlig vanskeligt at forstå signalerne anderledes, end at "Rød Skole" ønsker en langt mere venstreorienteret kurs. Ikke at man har kunne forstå det ud af de tågelignende meldinger fra denne studiekredsskabelsesberetning. Men ud fra navnet må vi dog have lov at gætte.

Det sætter hele Helle Thornings, Poul Nyrups, Dansk Metals you name it projekt på spil. Hele opgøret med Auken fløjen og det, man i storbritannien kalder the loony left, er nu til diskussion - igen... Tryk avler modtryk. Sådan har det været siden tidernes morgen. Mange af disse mennesker vil hellere se blod end vige. Det føjer yderligere et interessant aspekt til sagen, at Carsten Hansen - i daglig tale "rustbankeren" - har meldt sig så klart under fanerne hos Helle Thorning.

For regeringens skyld kan jeg kun håbe, venstrefløjen vinder sin kamp. Men mine penge sætter jeg dog på Thorning. Hun kender sit parti. Og hun kender de internationale pendenter til, hvad der skal til i sådanne situationer. Hun, med sin tilknytning tli New Labour og UK-politik, kender alt til strategien bag Tony Blairs opgør med sin gale venstrefløj. I den strategisk altafgørende bog "The unfinished revolution", hvor Blairs strategi er nøje beskrevet, følger også rådet om, hvordan man gør op med den slags. Man siger fint - diskuter bare. Men jeg er uenig. Og vi trækker en streg i sandet på kongressen. Sådan bliver det også her. Vinder venstrefløjen sidder regeringen nemlig komplet trygt i sadlen. Så vil integrationspolitikken, boligpolitikken og skattepolitikken nemlig igen gå helt grassat. Det tror jeg ikke på Helle Thorning vil lade ske.

Det er alligevel meget, at Ritt Bjerregaard vil gå til sådanne længder blot for at hytte sit eget skind .

Dagens udgave af Information kan berette, at 6 ud af 9 ansatte i overborgmesterens sekretariat er (aktive) medlemmer af socialdemokraterne. Det er en forbløffende information.

Særlig når det kombineres med det faktum, at der er tale om et stort antal nyansættelser, og at mange er skiftet ud fra den tidligere overborgmesters tid.

Der er bemærkelsesværdigt få i Danmark, der er medlemmer af de politiske partier. Gennemgår man snart sagt enhver minister i Danmarks forkontor, eller øvrige borgmestres, tror jeg man ville finde en  medlemsskare af de politiske partier nogenlunde på niveau med landsgennemsnittet. Måske lidt over. Formodentlig blandet med alle slags partier, i givet fald.

Nu skal man vare sig for at bruge statistik. Men alligevel... Kan det være tilfældigt, at 6 ud af 9 er medlemmer af socialdemokraterne? Man kan tage en række faktorer op her: Er det tilfældigt, når vi betænker Ritt Bjerregaards almindelige arbejdsfacon? Er det tilfældigt, når der har været massive udskiftninger på det pågældende sekretariat? Er det tilfældigt, når man betænker, hvor få der i Danmark er medlemmer af Socialdemokraterne, stillet op overfor hvor mange der ville søge et sådant job i overborgmesterens sekretariat? Er det tilfældigt, når man betænker hvilken arbejdsiver mange af disse ligger for dagen i relation til lidt mere alternative arbejdsopgaver - to medarbejdere deltager i og lægger navn til "Den røde skole", en tredje lå og søgte i forbindelse med NCC sagen at svine Jesper Schou Hansen til overfor pressen? Er alle disse faktorer lagt sammen tilfældigheder?

Aldrig. Aldrig. Aldrig. Den form for tilfældigheder findes ikke i politik.

Det er skammeligt. Skammeligt for byen. Det er pamperiet, der er tilbage for fuld styrke. I værste form. Super-pamperi. Der bringer minder om dengang tidligere overborgmester HP Sørensen klagende hylede; Hvorfor er det altid sådan, at når der er et lokum der brænder i København, er det altid en socialdemokrat der sidder på det... Måske fordi man for at blive alt fra pedel og kedelpasser til direktør i kommunens tjeneste skulle være socialdemokrat. Det er så det, vi kan se frem til de kommende år

Hvad gør man egentlig, når historier om København først og fremmest handler om den dybt alvorlige mangel på ordentlig integration, knivdrab og skuddramaer rundt omkring i byen?

Når de handler om, der mangler penge til de udsatte børn, at handicappede bliver mishandlet på de københavnske institutioner, og at venstrefløjsaktivister drager hærgende gennem Nørrebro og sætter dagsordenen med nyt ungdomshus?

Man angriber. Man angriber sin partiledelse. Man angriber Helle Thorning Schmidt.

Jeg skal være den sidste til at forsvare socialdemokraternes formand. Jeg skal såmænd også være den sidste til at beklage, at man søger at skabe politisk debat. Jeg vil dog sige, at når jeg selv har gjort det - f.eks. med de 10 teser - har det altid været når partiet - Venstre - har været oven på, og efter min opfattelse havde råd.

Sådan er det næppe for socialdemokraterne lige nu... For at sige det mildt.

Så meget desto vanskeligere er det at tro på Bjerregaards påstand om, at det her handler om en egentlig politisk debat. Nej. Essensen er en anden - den er, at få fokus væk fra de evidente problemer ved en københavnsk politik uden mål eller med, uden retning og med masser af slinger i valsen.

Tag set-uppet: Det er to af de dygtigste medieguns i dansk politik uden for Christiansborg, der er med. Louise Høst og Kasper Fogh Hansen (bl.a. manden bag Ritts NCC-strategi rettet mod Venstre og Jesper Schou Hansen). Peter Ålbæk er kun med til pynt.

Bemærk, at Ritzau kan sende en citathistorie fra TV 2 ud kl. 21.02 - ingen andre kan nå at få det ordentligt med. Der er for professionelle ingen tvivl om, at den historie er solgt ind til tv 2 med eneret.  Og lad os samtidig tage et væddemål: I morgen vil først og fremmest Politiken (men evt. andre) naturligvis have historien på en prominent plads. Ritts yndlingssted at placere historier. Evident tegn på, at der er gjort et salgsarbejde først. For det kan jo ikke nås ellers...

Man kan i øvrigt tilføje, at den TV 2 journalist, der har lavet historien, er Lasse Sjørslev, som tidligere var særdeles vidende om, hvad der foregik på huset som en del af TV 2 Lorrys redaktion, ikke mindst under kommunalvalget.

Det er samtidig sigende, at tidspunktet passer ind. Den politiske scene i København er ved at koge over. De manglende resultater er ved at være åbenlyse for enhver. Så fokus måtte og skulle væk. Det gør man netop på denne måde.

Og hvem bliver igen taberne? Svaret er enkelt: Den københavnske befolkning. Fordi medierne vil interessere sig langt mere for det socialdemokratiske splid og spektakel frem for om byens styre løser de evidente problemer, byen står overfor. Sådan kan kun en agere, der er fuldstændig ligeglad med udviklingen, byen og dens borgere. Det gør f..... ondt at se. Ja det gør.

De næste dage vil der også være knivoverfald. Der vil igen foregå elendig behandling af handicappede. Og autonome og indvandrerbander vil såmænd også sætte en dagsorden. Men Ritt har fået respit. Medierne vil igen kalde det dygtig mediehåndtering og svælge i det - mens sagerne vil blive pakket ned, og handling atter vil være en by i Rusland. Det vil igen blive snak, snak, snak. Jeg har mistet respekten for det.

jeg sidder og bliver mere og mere irriteret over de politiske svar på værst knivdrabbene, men i virkeligheden den enorme erodering af respekt for mennesker og ejendom vi har set over de sidste år.

Det er så løsagtigt. Så grebet ud af sammenhæng. Der er ingen samlet filosofisk tilgang til problemet, der kræver langt mere end blot forbud forbud og højere højere straffe. Denne ulækre konkurrence om, hvem der kan komme først. Ikke med en løsning der virker, men den løsning, der kan trække den største overskrift.

Jeg så denne udvikling komme. Jeg tillader mig at sige det helt og aldeles ubeskedent, fordi jeg fik så utrolig mange tærsk for at sige det. Det skete under kommunalvalget, hvor jeg identificerede, hvad der efter min opfattelse var Københavns største problem: Forråelsen og den manglende integration. Og alt hvad det nu engang afledte. Dengang blev jeg forhånet, kaldt de værste skældsord, og tabte, som man kun kan tabe, når man får virkelig mange bank.

Den konsekvent manglende og usammenhængende indsats på dette område har medført, at der nu hersker en grov og rå tone på gaden. Som Rasted, af alle, den flinke mand, sagde det forleden i "Mads og Monopolet", så er det "Survival of the fittest".

For at dette uvæsen skal kommes til livs, er man nødt til at gribe spørgsmålet filosofisk an. Der skal være en bestemt tilgang til tingene - ideologisk om man vil. Det er i hjernen, kampen skal vindes. Så følger resten med. Den nuværende indsats er efter min opfattelse komplet hjernefrastødende - for ikke at sige hjernedød.

Der er snakket meget om forebyggelse. Men sandheden er, at Københavns Kommune (her er hovedproblemet, jeg kan ikke udtale mig om de andre storbyer) snakker og snakker, men intet gør. Der er ingen tegn i sol og måne på, at f.eks. disciplinærproblemerne på de enkelte skoler eller indlæringsproblemerne løser sig. Tværtimod. Det er stadig sådan, at 2/3 af de unge indvandrere, der forlader en københavnsk folkeskole, ikke kan læse, skrive eller regne. De sociale myndigheder meddeler nu, at der ikke er flere penge til at tage sig af børn, der burde fjernes fra hjemmet. Etc. Der er kort og godt et enormt rod, og ingen konsekvens indsats på dette område. Omsorgssvigt, der får tilstandene på kommunens institutioner til at ligne paradis(!).

Så er der volden og kriminaliteten. Lad os blot starte i det små. Hvilket signal tror man egentlig man sender fra offentlige myndigheders side, når man lader autonome hærge gaderne på Nørrebro som de lyster? Eller lader graffiti eksplodere med klare associale tilkendegivelser overfor det omkringliggende samfund? Eller når man intet gør for den 1/3 af de københavnske børn, der bliver overfaldet eller lignende på vej til og fra skole hvert år? Eller den syvdobling der er sket i antallet af krænkelser af personer i offentlig tjeneste over en ganske kort periode? Når samfundet lader stå til, bliver presset blot endnu større. Det er den filosofiske erkendelse, der ganske enkelt mangler hos et flertal af de kommunale politikere i København. Og forbrydelserne bliver konstant grovere.

På landsplan er der desværre meget der tyder på, at man i stedet for et helhedssyn på disse ting, blot kan fokusere på marginale ændringer af straffeloven, mens politiets udsagn om, at "man ikke har tid", får lov at passere. Alt mens 60 % af politifolkene hælder til at søge nyt job.

Vi er ganske enkelt nødt til at tage skeen i den anden hånd. Den filosofiske tilgang overfor kriminaliteten må være nul-tolerance. Ganske enkelt. Jeg foretrækker egentlig ordet respekt. Overfor offentlige personer og overfor offentlige områder. Der skal ganske enkelt ryddes op, fra bunden og opefter. Three strikes and your'e out spørger du? Hmm. Jeg kan egentlig ikke se, hvorfor udenlandske statsborgere overhovedet skal have lov til at opholde sig i Danmark, hvis de bærer våben (one strike...). Så enkelt er det. Det er ingen menneskeret at opholde sig her. Og bærer man våben, kan man passende gøre det andensteds. Men lad os som sagt starte nedefra. Der skal ryddes op på gaderne. Graffitien skal fjernes. Betleri skal standes. Antastelser af offentlige personer i funktion sanktioneres, skønt det kan forekomme plat. Våben i de store byer forbydes, besiddelser straffes hårdt og udlændinge udvises, såfremt de tages med våben. Og så fremdeles.

Og det der med politiet, der ikke har tid... Hmm. Jeg gider egentlig ikke høre på det mere. Hvis det nu var sådan, at man tog sig af selv små forbrydelser, vidner udenlandske erfaringer fra NY bl.a. om at sagernes antal simpelthen falder efterfølgende. Kriminaliteten vil falde voldsomt. Og man kunne jo så godt forestille sig , at folks respekt for offentlige rum og autoriteter modsat steg... Ikke sandt?

Det var en sten, der faldt fra mit hjerte. Her til formiddag - lige efter kirketid - en samtale med statsministeriet. Uafklarede aspekter af Blekingegadesagen bliver afklaret. Dejligt.

Af praktiske årsager afventer regeringen dog PET-kommissionens beretning. Men som formanden for kommissionen, Landsdommer Aamannd, allerede erkender i dag i Politiken (se http://politiken.dk/indland/article454166.ece) er der en række afgørende forhold, der ikke bliver afklaret og ikke kan afklares i dette arbejde.

Linjen er den, at når PET-kommissionens arbejde er færdiggjort samler man op, hvad der mangler, og iværksætter så en afklaring af disse forhold.

Det må jeg sige, jeg er tilfreds med. Godt at enhver tvivl i denne betændte sag ryddes af vejen.

Det giver mig anledning til stærk forundring, for ikke at sige stærk forbløffelse, at PET-kommissionen allerede skulle være i færd med at undersøge de af Peter Øvig Knudsen fremsatte anklager rettet mod (det daværende) justitsministerium.

Baggrunden for min forundring kan f.eks. findes her, hvor kommisoriet for PET-kommissionens arbejde beskrives: http://www.folketinget.dk/Samling/19981/udvbilag/REU/Almdel_bilag1025.htm 

Her står, kan enhver forvisse sig om, intet om, at kommissionen kan (eller må...!) gå ind i de altafgørende udsagn i Øvigs sidste bog. Disse er efter min opfattelse følgende to udsagn:

1) At det var JUSTITSMINISTERIET - og altså ikke PET - der forhindrede en udlevering fra Frankrig af to palæstinensiske terrorister der angiveligt medbragte knapt 6 mio. kr. fra et bankrøveri foretaget af Blekingegadebanden.

2) At det var justitsministeriet, og ikke PET, der angiveligt fik den daværende anklager i sagen om Blekingegadebanden, Hans Abildtrup, til at frafalde anklagen om terrorisme, og dermed ekstra straf i relation til terrorparagraffen i straffeloven. Angiveligt, fordi man ikke ønskede en rettsag mod terrorister ført på dansk jord.

Det kan man se i bog nr. 2 henholdsvis s. 232 og s. 502.

Hvordan det kan lade sig gøre, at PET-kommissionen beskæftiger sig med noget, den ikke har hjemmel til, er ganske ganske mærkværdigt efter min opfattelse. For ikke at sige utroligt.

Men man må jo tro, at embedsmændene har forsikret ministeren om, at netop disse to forhold om justitsministeriets egen rolle er med. Hvordan det så end lovligt kan lade sig gøre... Men nu har vi ministerens ord for at disse forhold bliver undersøgt til bunds. Må man tro.

Her til aften er det kommet frem, at Uffe Ellemann nu ønsker hele opklaringsforløbet omkring Blekingegadesagen klarlagt i en undersøgelse.

Lad mig mod sædvane starte med min konklusion: Jeg er fuldstændig enig. Peter Øvigs nye bog om Blekingegadebandesagen (nr. 2) rejser foruroligende og bekymrende spørgsmål om den måde, vort statsstyre fungerer på. Og indirekte rejser den grundige kortlægning af bandens - og efterretningstjenestens - adfærd den forfærdende påstand, at drabet på den unge politimand på visse måder kan tilskrives kræfter i centraladministrationen der alt, alt for længe ikke ønskede at handle i forhold til banden. I stedet for at standse den venstreorienterede terrocelles hærgen, lod man den fortsætte, skønt man havde rigeligt til at standse dem på. Hvorved banden også fik mulighed for at foretage Købmagergade-røveriet - og myrdede den 22-årige Jesper Egtved Hansen.

For den, der har læst bogen, er det rystende læsning. Den ene gang efter den anden blev politiet forhindret i at komme videre med efterforskningen i forbindelse med en længere række bankrøverier. Bogen lader hænge, om beslutningen er truffet af justitsministeren eller i justitsministeriet (den/det daværende). Selv kan den daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen ikke erindre sig, at han skulle være forelagt noget. Og Uffe Ellemann afklarer ganske klart, at regeringen intet har været forelagt.

I disse tider, hvor kontrol og regulering, ikke mindst i forhold til terror, styrker den daglige overvågning af borgeren og tillader, hvad vi vel egentlig ikke havde troet før, er det umådelig vigtigt, at sådanne ting undersøges. Og undersøges til bunds.

Vi kan som retsstat ikke være tjent med det modsatte. Ikke mindst set i lyset af, at hele denne sag endte med at koste en ung politimand sit liv.

UPDATE: Ritzau har fået det ud af det, at jeg angiveligt skulle mene, det var justitsministeriets skyld, at Egtved Hansen blev dræbt. Som jeg skrev her på bloggen er det ikke noget jeg mener. Jeg har taget til efterretning, at Peter Øvig beskriver et forløb, hvor der på højt niveau i ministeriet angiveligt gang på gang blev truffet beslutning om ikke at skride ind overfor banden. Og at denne ulyksagelige beslutning resulterede i, at banden myrdede Jesper Egtved hansen. Så meget desto vigtigere er det at få undersøgt om Øvig Knudsens beskrivelse er sand. Det må efter min opfattelse aldrig relativeres, at det var, er og bliver den pågældende bande, der med koldt blod slog Egtved Hansen ihjel.