Søren Pind

Jeg var lidt for flot i går. Jeg kan se, jeg simpelthen er nødt til at give mit besyv med på (nogle af) de socialdemokratiske teser:

1. Det enkelte menneskes frihed står over alt andet:

Jaså; ophører skattevæsnets bortfjernelse af min ejendom? Kan jeg køre så stærkt jeg vil på vejen? Er Folketinget fjernet som en del af den lovgivende magt? Nope, jeg tror det ikke. Der er ikke ret meget godt i den sætning. Den er for det første ikke sand. For det andet går det enkeltes menneskes frihed i et ordentligt samfund ikke længere end dertil, hvor den næstes ret til samme frihed begynder. For det tredje kan man rolig nære en temmelig stor skepsis overfor ordet "frihed", når det kommer fra en socialdemokrat. Og ganske rigtig... Thi

2. Pligter er vigtigere end rettigheder

Javel, så. Vi er lige gået fra, at min frihed er vigtigere end alt andet, til at den rent faktisk er underlagt pligter... Det undrer mig stærkt, at ingen endnu har spurgt ind til dette åbenlyse paradoks. Frihed - det plejer man at definere som fravær af tvang. Her kommer tvangen så væltende ind over min dørtærskel. Synspunktet markerer et afbræk med den hidtidige parole fra fagbevægelsen "gør din pligt og kræv din ret". I den anden tese er det aldrig nok - vi skylder staten alt. Og en øvre grænse defineres ikke - vi ved blot, at vores pligt altid vil være vigtigere end vores ret. Sådan taler en ægte rød socialist på vej mod den kommunistiske utopi. Men en socialdemokrat?

Tag vores grundlov - i den er en lang række rettigheder listet op: ejendomsret, ytringsfrihed, boligens ukrænkelighed, undervisningsfrihed, stemmeret - her er kun ganske få pligter til gengæld - f.eks. værnepligt. Skal vi nu forstå det sådan, at Socialdemokraterne vil ændre disse forhold? Realiteten er, at synspunktet er en komplet revolution af vores måde at betragte samfundet på. Intet mindre. Grundliggende har vi haft den holdning, at opførte man sig ordentligt, svarede sin skat og sørgede man for sig og sine var man en god samfundsborger. Ikke længere, forstår man. Nu skal det hele gives.

Det er mig en total gåde, at ingen - ingen - har set de bagvedliggende ideologiske grundsynspunkter i disse tilkendegivelser. Ærlig talt. For det er jo det det er - ikke bare et eller andet dagligdags udspil. Men et oplæg, der siges at skulle nyorientere socialdemokraterne. Ja, det skal jeg da lige love for.

Farvel skattestop. Farvel pensionssikkerhed. Farvel dette, at man rent faktisk kan yde nok og få lov til at være med sig selv og sine i fred. Nej i stedet, alt til samfundet - intet til dig. Hmm... Det findes ikke noget steds i den vestlige verden. Og det er ikke så mærkeligt, for det har intet med det borgerlige demokrati at gøre.

Jeg tror ærlig talt, jeg vil stoppe her. For jeg synes, de to ovennævnte udsagn er udtryk for en politik, hvis lige vi ikke har set i Danmark i mange, mange år. Den får Pio til at virke højreorienteret.

Teser er blevet moderne. I dag præsenterer Mette Frederiksen sine, se f.eks. http://politiken.dk/politik/article488728.ece I Berlingske omtaler Anders Samuelsen, at det er vejen Ny Alliance vil gå, se http://www.berlingske.dk/article/20080329/politik/703290034/ og Christine Antorini angiver som en af grundene til at skrive sin nye bog, at hun og jeg i sin tid første en samtale om partiers måde at reagere på på baggrund af teserne, se http://www.ugebreveta4.dk/2008/200811/Baggrundoganalyse/RoedeSkolerBedreEndIndebraendteKaffeklubber.aspx

Tja - sådan er der så meget. Jeg sidder allerede og spekulerer over, hvordan en dag rigtigt at beskrive historien bag teserne. Den er ikke kedelig, sku jeg hilse og sige...

Men det egentlig interessante her er, at uanset, kan ideer - når først de er fremsat - aldrig dræbes. De vil altid være der, og de vil altid kunne findes frem. Om mine kollegers anstrengelser har jeg ikke så meget at sige - og dog; skal i news og dr senere på dagen. Så noget er der jo nok:-)

Men Morten Albæch sku dog lige have en kommentar med på vejen. Han kommenterer også på teserne i sin nye bog, og siger, jeg skulle være trådt tilbage fra dem. Det giver mig en vis anledning til forundring, for det har jeg aldrig nogensinde udtrykt, ment eller haft til hensigt. Det giver mig så samtidig en mulighed for at benytte lejligheden til at slå fast, at jeg intet har fortrudt. Jeg mener den dag i dag hvert et ord, der står i teserne, og mener de også de næste 10 til 15 år vil være med til at præge dansk politik. Regeringen har allerede taget nogle af skridtene. Vi ser nu oppositionen gøre det samme. Det kan man vel egentlig godt tillade sig at være lidt stolt af, og jeg sender en stille tanke i dag til de, der holdt fast. Ikke mindst Leif, der måtte gå så meget grueligt igennem. Peter Christensen, som stod fast. Edith Thingstrup, som VILLE slås:-) Og en række andre - ingen yderligere nævnt ingen glemt.

For dem, der trænger til en opfrisker, tjek teserne ud her: http://da.wikisource.org/wiki/S%C3%B8ren_Pinds_10_liberale_teser

Den 15. november 2005 om aftenen tog jeg afsked som borgmester i København, og sagde bl.a. ”Vi har ført en kampagne med fokus på Københavns største udfordring – integrationen. Og jeg fortryder ikke, at vi bragte det centrale forhold op. Gør vi det ikke, havde ingen andre gjort det. Og det er afgørende for Københavns fremtid.” Ordene faldt på baggrund af min stærkt kritiserede valgkampagne, der først og fremmest fokuserede på integration og kriminalitet.

Her blot to et halvt år senere er tilstanden kun blevet værre.

Der sidder et bystyre, hvis flertal allerede dengang gjorde klart, at det var komplet ligeglad med de nævnte problemer[1]. Det må man sige, Overborgmesteren siden helt har levet op til. Dér er ingen slinger i valsen:

Når brand- og redningsfolk skal rykke ud i København, sker det i dag jævnt hen under politieskorte[2].

Der er områder af byen, hvor politiet – skønt ledelsen fornægter det – ikke kommer uden at være rigtig, rigtig mange. Borgere har telefonisk fået besked på, at bestemte steder kan man ikke rykke ud til, fordi man ikke er nok[3].  

De autonome er ved hjælp af gadens parlament, rå vold og trusler meget tæt på at få deres krav opfyldt.

Indvandrerbander følger efter og har medvirket til, at København – særlig Nørrebro – stod i flammer og skabte en landsdækkende kæde af uroligheder, hvis lige – 800 brande - vi ikke har set siden besættelsen. De styrer narkohandel[4], voldelige opgør, afgør om der skal være uroligheder eller ej[5] og er af rigspolitichefen udnævnt til den største trussel mod vores sikkerhed[6].

På gaden flyder det med skydevåben og knive. Alene i de fire visitationszoner, politiet nu har indskrænket sig til at håndhæve, er der i løbet af blot tre måneder fundet 38 skydevåben, 268 stikvåben, 64 slagvåben og 33 andre våben[7].  Og disse tal er jo alene udtryk for, hvad politiet rent faktisk finder. Guderne må vide, hvor mange våben, der, i realiteten, er i omløb.

Flere spektakulære og grusomme mord har fundet sted. Her sidst Dennis, før ham Anton og før ham igen andre tragiske, tragiske skæbner, hvis efterladte stadig sidder med dybe sår, men hvis navne vi – trods alle de våde øjne og gensidige løfter om det modsatte, trods fakkeltogene og massebegravelserne – allerede har glemt.

Fordi forråelsen har nået os. Og fordi det i stigende grad bliver dagligdag.

Københavns politiske flertal har svigtet. På det groveste. Og hver gang er det den samme sang: Politiet siger, de ved, hvem der skaber problemerne. I Borgerrepræsentationen må borgmesteren bekræfte, at de selv samme mennesker har været i berøring med de sociale myndigheder[8]. Og alligevel sker der intet. Og alligevel lyder det stændigt kværnende omkvæd flere penge, flere pædagoger, mere af det samme. Vi andre må nøjes med at gå med fakler, samles til alsang og græde, når vi ser de gamle plakater af politibetjenten, der følger ænderne over gaden i Kongens København.

Første gang det egentlig gik op for mig, at virkeligheden var et decideret politisk tabu var, da vi i Venstre måtte kæmpe hårdt for at få gennemført en undersøgelse af den skjulte kriminalitet blandt børn i København. Socialdemokraterne kæmpede imod med næb og klør. Da resultatet forelå, forstod man kun alt for godt, hvorfor partiet havde bekæmpet den: Realiteten overgik de værste forestillinger. 16 % af børnene i de københavnske skoler havde i løbet af et år været udsat for vold, 26 % for trusler om vold, 8 % for røveri (ifølge straffeloven en kombination af vold, trusler om vold og tyveri) og 31 % for tyveri[9]. Det var i 2005. Jeg tør ikke tænke på, hvordan tallene ser ud i dag. Der er i København ca. 45.0000 børn i den relevante aldersklasse[10]. Alene vold (vold + røveri i ca. tal) er alt andet lige øjensynligt en realitet for flere end 9000 børn årligt i København...

Derfor spørger man sig selv, hvordan mon dog dette samfund, og denne by, der helt åbenlyst og skamløst har fravalgt at forsvare sine lovlydige børn, kan tro, at der ikke blandt disse vil udvikle sig en enorm vrede, et enormt had, en enorm aggression? Hvad tror man egentlig et overfald, et røveri eller konstante trusler gør ved børns sind? En situation, de voksne har sat børnene i, og som børnene selv ikke har nogen magt eller indflydelser over. Hvad i al verden tror man de kommende år vil byde på, hvis ikke disse forhold bliver standset – og standset nu? Og hvad bilder selv samme samfund sig egentlig ind, når det forlanger, at det er sådanne tilstande jeg i fremtiden skal sende mine to små børn ud i? Samfundets skyld? HELL YEAH!

Det tragiske ved det er, at den københavnske syge smitter. Det der starter og er smart i København breder sig naturligvis til resten af landet. Nogle gange hurtigere end andre. Men med brandene så vi det jo – det startede i København, og spredte sig så ud over resten af landet.

Det er fortvivlende, for det er ikke cirklens kvadratur, der kræves for at løse det. Løsningen på sådanne problemer er velkendt, er prøvet flere steder og virker. Men politisk nægter man at gøre noget. Hvorfor er mig en stadig større gåde.  

Lad os starte med et jordnært, konkret eksempel på det jeg sigter til. Et eksempel fra København, hvor løsningen har været afprøvet og virker, nemlig Klostervængets skole. Her startede for nogle år siden en ny skoleleder, der med egne ord måtte sande, at hun kom til et sted, hvor ”der var en rådden kultur på skolen, som jeg ganske enkelt måtte gøre op med”. Hun indførte nultolerance-politik. Det skete på baggrund af et overfald på en lærer. Alle fik en seddel med hjem herefter, hvor budskabet lød: ”Er der tale om vold, trusler eller grænseoverskridende sprog, betyder det hjemsendelse, efterfulgt af en alvorlig samtale med forældrene. Uden undtagelse”. Første år sendte skolen 30 hjem. De efterfølgende år faldt tallet – og i dag sendes næsten ingen hjem. Som skoleinspektøren kunne konstatere ”i det seneste år har jeg kun været nødt til at sende en elev hjem”[11].

Samme steds beretter inspektøren om, hvordan der er indført klostertjeneste – hvad der betegnes som en modereret form for samfundstjeneste. Ideen skyldes problemer med hærværk, og de, der begår hærværket, bliver sat til at genetablere det ødelagte, skal medvirke til lektiehjælp for yngre elever, bruge deres fritid på skoleaktiviteter. Og nu sidst har inspektøren så også indført hue-forbud.

Hendes skole er nu en skole uden vold og trusler i dagligdagen. Det er, hvad der får mig til at sige, det ikke er svært. Det er ikke engang dyrt.

I en af verdens største byer, New York, på den stik modsatte ende af skalaen, har metoden også stået sin prøve. I 1999 mødtes jeg selv med den daværende borgmester Rudy Giuliani og diskuterede den. Han fortalte begejstret om dette nultolerance program, der medførte, at selv mennesker, der havde svært ved at finde ud af at opføre sig ordentligt, ved hjælp af en klar og entydig tilkendegivelse og tilgang fra myndighedernes side enten måtte rette ind, hvad mange, mange, langt de fleste gjorde, eller måtte føle den drakoniske konsekvens[12]. Politiet og de offentlige myndigheder blev pålagt at gribe ind overfor enhver asocial og kriminel adfærd - begrebet ”småkriminalitet” blev afskaffet[13]. Fødekæden dræbt. NY er siden blevet Amerikas sikreste storby[14], fra metoden blev implementeret er byens kriminalitet faldet med forbløffende (eller er det?) 75%[15]!

Tænk, hvis alle skoler i København, der har oplevet vold mod lærere, vold mellem elever, forråelse og grovhed – og det er mange, skulle jeg hilse og sige – havde den samme tilgang?

Tænk hvis alle biblioteker straks skred ind overfor de mennesker, der forstyrrer ordenen og ødelægger bøgerne?

Tænk hvis offentlige grundejere forfulgte alle sager rettet mod deres bygninger, f.eks. graffiti, og rent faktisk fik f.eks. indkrævet de erstatninger, der skal til fra de skyldige?

Tænk, hvis politiet tog selv de mindste overtrædelser af straffeloven alvorligt, og tog børn og unge med på stationen, stillede dem til ansvar, talte med forældrene?

Tænk hvis enhver offentlig myndighed, forvaltning og institution gjorde op med, greb ind overfor og afviste enhver form for asocial og kriminel adfærd?

Hvilken by ville København være?

Jo, det ville vise sig, nøjagtig som på Klostervængets Skole, at det her i længden ikke ville koste penge, ikke ville kræve flere pædagoger, mere sagsbehandling og større systemer – men tværtom atter vil skabe ordnede tilstande. Ordentlig adfærd. Trygge rammer. Mindre sygefravær. Færre overfald. Mindre hærværk. Og at problemet meget, meget hurtigt ville blive lille – tør man tilføje et lille reaktionært ”igen” fra de af os, der kan huske dengang det var banaliteter som betalingsbalancen og udlandsgælden, der optog os... Fordi forbryderfødekæden ville blive brudt. Små bøllespirer vil ikke længere få lov at vokse til store hærdede forbrydere – men ville blive standset med konsekvens, første gang. Den første gang, der er så vigtig, ja altafgørende, for at komme uvæsnet til livs. Det uvæsen, hvor et barn udvikler sig til voldsforbryder, morder og hvad der ellers er, fordi ingen gjorde sig den ulejlighed at standse denne udvikling.

Men det kræver sammenhold. Og det kræver at selv det svageste led i kæden er med. Der er ingen smutveje. Det er ikke nok at bruge ordet ”nultolerance” og så intet gøre. Det skal være en realitet – ikke en flom af ord.

Alt det har Københavns Kommune fravalgt at gøre. Og har derfor svigtet sine borgere, sine ansatte og den by, det politiske flertal bestående af S, SF og R er betroet at forvalte.

Er de enkelte forældre ansvarsfri? Nej. Ansvaret for forældrene vil altid være der. Men svagheden har været en del af verden, siden slangen lokkede Eva til at spise af æblet. Mennesket er ikke et perfekt væsen. Og var det ikke ideen med verdens højeste skat og alt det der, at fællesskabet greb ind, når forældre giver op overfor egne børns hærgen? Om ikke andet så for de øvrige borgeres skyld, men ja, også for det enkelt barns skyld? Ja, jeg spørger sådan set bare?

Er regeringen ansvarsfri? Regeringen og justitsministeren må sande, at lov og orden nu engang er statsmagtens ansvar. Og skal nultolerance-politikken have virkning, skal der være konsekvens, hvis de forhærdede fortsætter deres asociale og kriminelle adfærd. Som Cæsar sagde det: Skån de besejrede men nedslå de trodsige. Kumulerede forbrydelser bør spille en rolle. For udenlandske statsborgere bør det ikke være muligt, efter højst tre straffedomme, at opholde sig i Danmark. For danske statsborgere bør det være sådan, at den tredje dom udløser, at man fjernes fra gaden, udstår sin straf, og dernæst ikke slippes ud, før samfundet har vished for, det ikke atter er en farlig kriminel man lukker ud. En sådan lignende lovgivning, rettet mod farlige kriminelle, søger præsident Sarkozy i øjeblikket, under stort rabalder, at gennemføre i Frankrig[16]. Alt det sagde jeg også i 2005, det har jeg ikke ændret holdning til. Det er ikke nok at bruge ordet nultolerance – det skal også implementeres i politiets og statens faktiske arbejde (sic!)…

Regeringen kunne samtidig med fordel gennemføre en landsdækkende undersøgelse, på linje med den undersøgelse af den skjulte børnekriminalitet vi gennemførte i København, for at få et overblik over de kriminelle realiteter. De afspejler sig nemlig ikke i de offentlige statistikker. Vold, trusler og lignende anmeldes i højere og højere grad ikke – (ja, jeg er bekendt med, politiet modtager flere anmeldelser – men dette er en relativ betragtning) – fordi politiet enten lader vide, at man ikke har tid eller fordi folk ikke orker det. For det hele nytter jo ikke noget. Tag børneundersøgelsen som illustration. Kun en meget lille procentdel af de beskrevne – alvorlige – forhold anmeldes. Volden, f.eks. – over 80 % af disse forhold blev ikke anmeldt[17]!

Det er det farligste, et samfund kan udsætte sig selv for. Troen på, at det nytter noget, er den fornemste ting, politikerne kan give den enkelte borger. Det modsatte er undergravende for fællesskabet, eller det så højt besungne ord, sammenhængskraften.

Så lad os få den undersøgelse. Lad os få det ægte overblik. Resultatet vil blive chokerende, og jeg er temmelig sikker på, at ikke mange justitsministerielt ansatte vil glæde sig til en sådan (de ansvarlige for børn havde samme oplevelse i København), men den er nødvendig. Som den årtusinder gamle kinesiske strateg Sun Tzu allerede sagde det: ”kend din fjende og kend dig selv, så vinder du hundrede slag eller flere”. Det nytter ikke noget, at de faktiske forhold tabuiseres, her senest justitsministeren, der vil ”beskytte os” mod viden om, hvor mange medlemmer der er af kriminelle bander[18]… Og lad os så tage fat, ikke mindst der hvor vi kan se problemerne er koncentrerede. Ikke mindst overfor de kommuner, der gentagende gange har vægret sig ved at gøre noget ved det kriminalpræventive arbejde. For nylig blev det afsløret, at kun 8 – otte – kommuner i Danmark har sat sig konkrete mål for bekæmpelsen af ungdomskriminaliteten[19]. For hvorfor sætte konkrete mål, når de nu engang vil afsløre, at indsatsen ikke virker, synes rationalet at være…

Den nuværende udvikling er komplet uholdbar. Der har været masser af snak. Begrebet nultolerance er blevet anvendt gang på gang uden den rent faktisk er indført. Strafferammer er blevet revideret. Mantraet har lydt: Højere straf, højere straf, højere straf – og det kan da også være godt nok. Men det er først og fremmest kommunernes forebyggelsesstrategi, den er gal med. Og, jeg er ked af at sige det, politiledelsens tilgang til såkaldt ”små-kriminalitet” – hertil duer kun Thatchers svar: Crime is crime is crime[20]. Dér skal regeringen være med til at presse på for at få det forandret. Og være med til at afklare. Nå ja: Og så er der de berømte/berygtede tre forbrydelser, og du sidder inde eller/og ryger ud af landet. Det må til. Simpelthen. ”Skån de besejrede, men nedslå de trodsige”…

Min appel som valgt medlem af Folketinget fra København lyder derfor til de ansvarlige myndigheder, til Overborgmesteren, hendes politiske flertal, regeringen: Byen og dens befolkning har nu været udsat for flere rovmord. Vore brand- og redningsfolk skal eskorteres. Vore børn bliver myrdet, overfaldet og bestjålet. Den såkaldte integration ligner mere og mere en uoverstigelig kløft, en afgrund, hvor indvandrerbanderne har magten på vore gader[21].

Der kan gøres noget. Det kræver ikke, at den dybe tallerken genopfindes. Men det kræver mod, handlekraft og tro på, at det samfund vi kender, er værd at beskytte og forsvare, om nødvendigt med magt. Alternativet er, at magtesløsheden tager over. Efter den selvtægten. Og efter den syndfloden. For så er civilisationen borte, og anarkiet indtruffet.

Er disse forhold udtryk for velfærdsstatens ypperste, så giv mig til enhver tid natvægterstaten – der hersker i det mindste lov og orden.

Så skal vi til det igen. Pressen vil flyde over med kommentarer om det meningsløse i, at en kun 16 årig dreng måtte lade livet for forråede og utilpassede unges vold. Der vil blive underskriftsindsamlinger mod vold. Formodentlig vil der blive en kæmpe begravelse med al-sang. Og alle vil vride hænder - psykologer, politikere og politifolk. Og igen vil der ske... ingenting.

Det er besynderligt - og lad mig nu belært af erfaringen foregribe: Dette er ikke en kritik af den enkelte politimand. Pointen er:

Atter ser vi, at de unge, der begår sådanne handlinger, tidligere har været i forbindelse med politiet. For blot fem - FEM - dage siden blev den ene antruffet med en skarpladt pistol og en økse... Politiet, viser det sig, havde kontaktet de sociale myndigheder, men intet nåede at ske... Javel ja... Jamen endnu engang et godt stykke arbejde i vores forebyggende arbejde. Tillykke med det... Se http://www.180grader.dk/nyheder/Muligvis_racisme_m_ske_bag_k_llemord.php

Sidst brugte jeg udtrykket hyæner. Jeg vil bruge det igen. Vi har hyæner gående frit rundt i vores samfund - og vi uskyldige og vore børn ofres. Fordi vi ikke vil indføre den nul-tolerance, vi ellers kan se give resultater alle andre steder.

Det er enkelt: tre straffelovsovertrædelser, og farvel og tak. Første gang siger det av. Anden gang siger det av av. Og tredje gang gider vi ikke høre efter mere - særlig hvis det drejer sig om voldsforbrydelser. Så kan man overveje den franske model med permanent opbevaring, så længe man er farlig for sine omgivelser, efter endt strafafsoning. For udenlandske statsborgere er kun at sige, at de intet har at gøre her i landet, hvis de begår kriminalitet.

Det er altså vigtigt, at fælden klappe første gang, folk begår disse ting. At lære børn og unge, at de bestemmer på gaden, ikke samfundet, er det samme som at skabe tikkende bomber, som kun venter på at eksplodere.

I går eksploderede endnu en - tre, for at være præcis. Man spørger sig selv, hvor mange flere, der skal dø meningsløst, før systemet forstår, at vel er man fin, hvis man er på morderjagt. Men tænk hvis det blev fint at få folk på ret hold, og standset tingene i opløbet. Før unge udviklede sig til hårdkogte volds- og berigelsesforbrydere. Og lærer at de bestemmer på gaden  - indtil samfundet til sidst kommer i alt sin vælde og bryder illusionen. Men for sent - for i kølvandet på disse forråede individer ligger ofrene tilbage.

Lad os sige tingene som de er: Der er ingen undskyldning for at begå forbrydelser i det danske samfund. Vores socialsystem er det mest gavmilde i verden. Vores undervisningssystem er gratis. Vores arbejdsmarked skriger efter arbejdskraft. Men til gengæld er vores tilgang til disse mennesker alt alt for imødekommende og forstående. Det er en mentalitets- og kulturændring, der skal til.

Mine tanker går til de efterladte. Endnu engang ofre for meningsløsheden og volden i København. Så ondt. Jeg får kvalme ved tanken om alt det, vi skal høre på de næste dage. For forældrene og familien må det være så tomme ord som nogen.

Hvor mange flere skal dø før den mentalitetsændring kommer - det er spørgsmålet.

Legenden vil, at en mand stod og talte meget hidsigt om en bestemt ting til en konservativ partifkonference på "Rolighed" - det ku have været Uffe Thorndahl. Øjensynligt bemærkede Ninn-Hansen til sin sidemand: "Her er en mand med en sag". Og begge forstod, at det var bedst at holde sig HELT borte fra vedkommende.

Begrebet "en mand med en sag" er siden blevet et udtryk, der fører til vidende smil, når politikere ser på hinanden. Det er tosserne - dem, hvorom en tidligere ansat i justitsministeriet engang har fortalt mig, at han lod telefonrøret glide hen langs radiatoren, mens han højlydt udbryd "Hallo? Hallo? Forbindelsen er sørme dårlig...", hvorefter han klappede på...

Det er svært at se Uffe Thorndahls ageren som andet, end at han er blevet en mand med en sag.

Det sørgmodige i denne sag er, at det sådan set ikke rammer ham. Han går af næsten gang, og har tydeligvis valgt at satse alt på at tilsmudse Lars Løkke - han er en mand med en sag. Men det koster ham ikke rigtigt noget, andet end anseelse - noget han øjensynligt er komplet ligeglad med.

Derimod rammer sagen selvfølgeligt Løkke - på et urimeligt grundlag. For han har ret. Tiden var en anden. I hvert fald der hvor jeg var.

Selv husker jeg ganske tydeligt en aften, Venstres Folketingsgruppe var inviteret på besøg på Rådhuset, og overborgmesteren og jeg modtog dem. Da jeg var lidt i tvivl om, hvordan og hvorledes, efter den fine middag, gav Overborgmesteren mig besked på at følge vore gæster ud i byen - og her blev der da, også på byens regning, røget cigarer og indtaget nogle øl. Det var tilmed nogle glimrende cigarer - så vidt jeg husker på Galathea-kroen.

Det hørte med til at være ordentlige værter. Det syntes jeg - og synes jeg - ikke, der er noget galt i.

Offentlig repræsentation er en svær sag. Vi havde masser af ballade om det. Men i virkelighedens verden bruges det overalt. I Købehavn har Overborgmesteren rent faktisk flere millioner at gøre godt med - det skyldes nu også, at det formelt set er hende, der modtager udenlandske gæster. Men også hver borgmester har naturligvis et større beløb til det udefinerbare, der, som det hedder, skal tjene et kommunalt formål.

Hvad der tjener et kommunalt formål skifter naturligvis med årene. Men hvad angår røg og den slags, ja så har der til så godt som alle de kommunale større festlige arrangementer jeg kan erindre været båret cigaretter og cigarer rundt - også i nyere tid. Nu tror jeg dog, det er slut. Det hører en svunden - anden - tid til...

Som de fleste ved, satte statsministeren mig på plads i spørgsmålet om kronprinsens deltagelse i de olympiske lege. Egentlig var det også min opfattelse, at det måtte han (kronprinsen) selv om (se mit gamle blogindlæg herom), men n'importe, som franskmændene siger; Venstres holdning er klar - sport og politik skal ikke blandes sammen.

Ingen har til gengæld hørt mig ymte noget om, at sportsfolkene skal blive hjemme. Og det kommer de heller ikke til. Som jeg sagde på TV 2 news forleden, og igen i dag i Jyllands-Posten, så må det være et spørgsmål om den enkelte idrætsudøvers samvittighed. Det har i sig selv udløst nogle reaktioner. Jeg har blandt andet fået en mail fra en SF'er der var meget vred på mig, og i dagens udgave af Jyllands-Posten udtaler Rikke Rønholt, der er medlem af aktivkomiteen, at

»Hvis der er en situation i Kina, så det kommer på tale at boykotte landet, så er det mine folkevalgtes ansvar. De plejer at have en holdning til alt. Selv hvor mange medaljer vi skal vinde. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at de som repræsentanter for et demokratisk land, der støtter den universelle menneskerettighedserklæring, ikke har en holdning til, hvad der sker i Kina. Det må de have. Andet kan ikke være rigtigt,« siger Rikke Rønholt, der er medlem af aktivkomitéen.

Hun vil blot dyrke sin idræt og til OL uden at tage stilling til så alvorlige politiske spørgsmål. Enten må Folketinget træffe en beslutning om en boykot eller støtte den danske OL-delegation. Uanset hvad skal beslutningen træffes på Christiansborg og ikke sendes videre til atleterne, mener hun.

»Det er et urimeligt pres at lægge på en atlet, som har trænet hele sit liv for at komme til OL og kæmpet for at klare OL-kravene,« siger hun

For det første: Jeg har en klar holdning til, hvad der sker i Tibet og Kina. Det er uacceptabelt. Det er en krænkelse af de mest basale menneskerettigheder. Og det er forfærdeligt. EU har taget afstand fra det. Danmark og regeringen har taget afstand fra det. Og jeg har som udenrigsordfører for Venstre fordømt det. Så udsagnet "jeg kan ikke forstå... (at de)... ikke har en holdning til, hvad der sker i Kina" er jo helt enkelt ikke rigtigt.

Dernæst mht. synspunktet om, at det er et "urimeligt pres at lægge på en atlet som har trænet hele sit liv for at komme til OL" og derfor skal beslutningen om en evt. boykot træffes af politikerne:

Til det er at sige, at sådan er den moderne verden ikke. Vi står i dag i et hav af valg. Den moderne verden har åbnet markeder, grænser - forskellen mellem godt og ondt, mellem at gøre og ikke at gøre er ikke længere et politisk valg som det var engang. Meget mere er blevet et samvittighedsspørgsmål.

I virkeligheden er det - for mig - meget tæt på det oprindelige kristendomsideal - ansvaret er personligt. Vi kan, som enkeltpersoner, ikke længere skyde ansvaret fra os. Næstekærligheden fordrer af os, at vi træffer konkrete valg overfor den konkrete næste - ham eller hende vi møder. Ikke en eller anden fjern abstraktion. Vil vi leve med, som enkeltpersoner, at vi køber varer fra et diktaturland - f.eks. Kina - som vi ved er produceret i sweatshops eller ved hjælp af slaver (!), så er der intet regeringen kan gøre ved det. Det er op til os selv. Vil vi, som enkeltpersoner, købe sex hos prostituerede, der er sexslaver, så er det op til os - ikke til regeringen. Vil vi, som enkeltpersoner, rejse til steder, hvor den lokale befolkning holdes i et jernhårdt greb og undertrykkes, men hvor vores stærke valuta gør os til konger, så er det op til os. Og ja - vil jeg deltage i et OL, der afholdes i et land, der behandler Tibet og Tibetanerne som kun et ægte kommunistisk diktatur kan gøre det, så er det et personligt valg. Politikerne kan hverken give syndsforladelser som den gamle katolske kirke gjorde det herhjemme i form af afladsbreve i middelalderen. Eller diktere, hvad det rigtige svar er.

Det sammenstød af etik har vi set en del af i sportens og kulturens verden. Jørgen Leths stormombruste erindringer er et langt opgør med den politisk styrede etik. Bjarne Riis' "tilståelse", hvor han svarede for sig selv, og nægtede at stikke andre, var det samme - til manges vrede. Mens jeg blev berørt. Jeg synes, det var den stærkeste personlige etiske ansvarspåtagelse, jeg har set i nyere tid.

Det er så meget lettere med den kollektive etik. Sandheden er, at en sådan findes ikke. Den er en løgn. Kollektiv etik fører til ingen etik. Til ansvarsfraskrivelse. Og er så fjernt fra kristendommen som noget. Nej: Ansvaret er personligt. Vi er de valg, vi træffer. End of story. Alt det andet - det er udenomssnak og overspring af laveste gærder. Og til dem, der frygter eller fornægter denne udvikling er der kun at sige at det vil blive meget værre - eller bedre om man vil. Vi vil som enkelt individer i denne individualiserede verden blive stillet mere og mere til ansvar for vore personlige valg. Jeg synes i grunden, der er grund til at glæde sig over netop det. For det betyder også, at vi har langt flere frie valg end nogensinde før i verdenshistorien. Det er to sider af samme sag. Jo mere kollektiv "etik" jo færre personlige valg. Been there, done that - never again.

UPDATE: Tja... her lidt ekstra til overvejelserne http://www.berlingske.dk/article/20080318/verden/80318109/

Så er den socialdemokratiske retsordfører, Karen Hækkerup, ude med riven - temmelig overraskende må man sige. Det sker på baggrund af en ny meningsmåling, der viser, at et klart flertal vil have udvist kriminelle udenlandske statsborgere, http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2008/03/17/041253.htm 

Hendes bemærkning er, at såfremt man er udenlandsk statsborger skal man "tage hjem, hvor man kommer fra, hvis man har fået en dom", jf. radioavisen her mandag morgen kl. 07.00 på P1

Aha... Det må jeg sige: One strike, and you are out...

Det er godt nok nye toner fra det parti, og en af de politikere, der hånede mig, dengang jeg selv fremlagde et løsningsforslag, på de problemer, vi har set eksplodere igennem årene, kulminerende med de 800 brande landet over... Se blot her http://politiken.dk/indland/article121730.ece

Karen Hækkerup har ofte nok hånligt omtalt min integrationspolitik som intet andet end three strikes and you are out. Det er for det første forkert - læs netop ovenanførte artikel. Men så at høre, at det pludseligt skal ske efter blot EEN dom - det er sandelig da noget af et spring. Jeg skulle hele tiden forholde mig til spørgsmålet om tre cykeltyverier - det bliver spændende at høre, om Hækkerup mener, der vitterlig skal ske udvisninger for et cykeltyveri? Ja - min holdning er sådan set klar. A crime is a crime is a crime. Men mener Hækkerup virkelig det?

Essensen er, at Socialdemokraterne bærer et enormt ansvar for, at disse ting aldrig er blevet taget alvorligt. Og nu ser vi resultaterne. Det er rystende. Men Karen Hækkerup og andre skal ikke rende fra ansvaret. De bekæmpede med næb og klør en løsning, da der var tid til at overkomme de værste forhindringer. Nu bliver den kommende kulturkamp meget mere besværlig og meget hårdere.

Men lad os se - lad os se, om S vitterlig kommer med forslaget nede i salen. Lad os se, om raconteuren Villy Søvndahl ( http://www.180grader.dk/nyheder/S_vndal_fanget_i_ny_usandhed.php ) stemmer for. Lad os se, hvad de radikale siger. Mit bedste bud? Der sker intet...

 Men altså: Der er større glæde i himlen etc... Alligevel kan jeg ikke lade være med at føle en vis irritation. Hvis vi havde gjort noget dengang, havde vi sluppet for meget af det her. Nu kommer vi i stedet til at gribe endnu hårdere ind. Hrmpf...

På en dag, hvor rigspolitichefen officielt erklærer, at den største sikkerhedsrisiko i Danmark udgøres af indvandrerbander, er det på sin plads, at minde om, hvem den udvikling rammer hårdest; nemlig vore børn.

En række mennesker har stillet mig spørgsmålet - efter et interview i weekendavisen i sidste uge, hvori jeg beretter, at en tredjedel af børnene i Københavns Kommune i løbet af et år har været ramt af vold, trusler om vold, røveri eller tyveri el.lign. - hvorfra det tal dog stammer, og om det virkelig kan være rigtigt?

Til det er svaret nej. Jeg huskede forkert. Tallene er langt værre.... Se selv dette link, CASAs hjemmeside, der i 2005 afleverede denne rapport til Københavns Kommune: http://www.casa-analyse.dk/3224

Det burde være et kernepunkt i vores såkaldte velfærdsstat, at i det mindste børnene gik fri. Øjensynligt er kriminalitet rettet mod børn et tabu mindst på linje med de tusinder af kvinder, der hvert år rammes af vold. Børne-tabuet er tilmed formodentlig større.

Og jeg spørger igen: Hvad tror man egentlig, det - i en tid, hvor vi anerkender Post Traumatisk Stresssyndrom - noget sådant gør ved børnene, de fremtidige voksne, i vores samfund? Hvordan tror man egentlig synet på dem, der piner og plager en som lille vil udvikle sig senere i livet? Passiviteten er skammeligt. Og hvad værre er: Kommunerne gør next to nothing. Se bare her: http://jp.dk/indland/krimi/article1294910.ece KOM NU IGANG!! Jeg tøver ikke med at kalde det her et af de største skjulte problemer i vort samfund.

Så er Kina i gang igen. Det er i det besatte Tibet, der nu er uroligheder, og hvor demonstranter underkues og anholdes - på overfladen naturligvis for at sikre ro og orden. Men realiteten er jo, at Tibet er besat af Kina. Og realiteten er, at urolighederne er de værste i 20 år.

Kan man bebrejde mennesker, at de gerne vil leve frit i deres eget land? Det falder svært.

Kan man gætte, at Kina som landet har for vane sætter hårdt ind, tilsidesætter enhver frihedsret, og fængsler og dræber uden smålig skelen til hvem der har gjort hvad?

Man kan i hvert fald spørge sig selv, hvad det skal til for, at klostrene for nærværende er omringet af kinesiske styrker...

For de, der i den sidste tid har haft for vane at forsvare det kinesiske kommunistparti, må man håbe, at dette er en øjenåbner. Formodentlig - men lad os nu se de kommende dage - er det stadig hardlinerne, der har magten. Men måske er der håb.

Også jeg har haft drøftelser med flere - også officielle - kinesiske repræsentanter. Og der FINDER en diskussion sted, der er kræfter internt der presser på for demokrati, der er en vis foragt for de gamle marxistiske kræfter.

Men det her, det giver foreløbig ikke meget håb for den kinesiske udvikling. Det er og bliver et benhårdt diktatur, der nægter et selvstændigt folk sin frihed. Dalai Lama har ofte nok udstillet det kinesiske kommunistparti - nu gør partiet det helt af sig selv. Desværre mødes ofrene med den alt for kendte kommunistiske brutalitet. Lad os sende dem alle en tanke i disse timer og dage, hvor volden og undertrykkelsen atter viser sit sande ansigt i Tibet.

Den største amerikanske præsident i nyere tid Ronald Reagan, skrev i sine dagbøger, at han mente Armageddon (for de lidet bibelkyndige, her en henvisning http://da.wikipedia.org/wiki/Armageddon:-) var nær. Det skete i forbindelse med at israelerne lavede et luftangreb på et irakisk atomkraftværk, og al uroen i Libanon. Han følte ofte at atomudslettelsen var meget nær ved.

Det kan jo berolige en, når man kigger lidt ud over den danske scene. Man kan tænke som Schlüter, der altid sagde, at det jo nok skulle gå alt sammen. Eller Reagan selv, der mente, at der altid ville være en ny solopgang for Amerika.

Men tillad mig et øjeblik at lade mit skæg stå, få vilde øjne, prædike for de vantro og gå rundt med et skilt med teksten: "Jorden går under i morgen"... :

Nej. Jorden som sådan går ikke under. Men det samfund, vi har kendt i mange, mange år, er i fare for at gøre det. Og det er små dagligdags trivielle eksempler, der viser det.

Tag i går, hvor en guldsmed i afmagt - en ny, ikke denne blogs ven, urmageren - ønskede sig bevæbnede vagter, og arrogant blev affejet af eliten - for han kunne jo nok forstå, det skulle gå altsammen. Han er endnu et eksempel på en mand, vores samfund har opgivet at beskytte.

Eller - er det den samme mand? - den guldsmed, der har lagt billeder ud af folk, der har slået hans kone og ansatte og stjålet smykker for flere hundrede tusinde. Det er nu HAM, der skal straffes, fordi han angiveligt derved har brudt en lov.

Det sker samtidig med, som for at føje spot til skade, at formanden for KL er ude at sige, at nogle af fremtidens ældre selv må gøre rent og passe sig selv - i strid med alle løfter, guldkalven - af nogen også kaldet velfærdsstaten - har udstedt gennem tiden.

I Bramming demonstrerer 1500 mennesker (det er MANGE på de kanter..): Det skete på baggrund af en "bagatel" som en mordbrand, en brandstiftelse og noget vold... Og igen, da man hørte de lokale røster i morgenradioen, var det omgærdet af en em - og ja, jeg mener, det desværre er en forventelig og naturlig reaktion - af selvtægt. Hvis myndighederne fortsat ser passivt til, så vil folk selv gøre noget ved disse forhold. Og hvem kan ærlig talt bebrejde dem det?

Torsten Hesselbjerg, rigspolitichefen, blev i går stillet til regnskab for, at mens antallet af forbrydelser og anmeldelser er steget, er opklaringen og sigtelser faldet. Det var strukturreformen inden for politiet, der fik skylden. Vi måtte samtidig høre et paternalistisk og næsten patetisk udtryk som "lovens lange arm" nok skulle nå de skyldige. Det var som et ekko af en amerikansk film fra 50erne... "But remember... Crime doesn't pay". Javel ja. Nå men så siger vi det og tror på det.

Sandheden er blot den, at denne udvikling har været længe undervejs. Længe. Også længe før nogen havde så meget som tænkt på strukturreformen.

Lad mig nævne et sidste eksempel fra min frisør i går: Ved juletid er tre skoler på østerbro åbenbart blevet udsat for følgende: Da børnene forlod skolen efter skoletid blev de antastet af jævnaldrende børn, angiveligt indvandrerbørn, der passede dem op, og gik på rad og række og truede efter penge, telefoner, tasker, tøj og MP3 afspillere. Som hun sagde, ja vi sender jo aldrig vores børn ud alene mere.

Er dette så blot en "frisørhistorie"? Næh. I København er det rå hverdag. Det er dokumenteret for år tilbage i en CASA-rapport, der - som jeg har skrevet før - viser at 1/3 af de københavnske skoleelever i løbet af et år har sådanne oplevelser.

1/3... Jeg undrer mig. Undrer mig over, ingen medier har spurgt en dygtig psykolog, hvordan man egentlig tror sådan noget påvirker børnene... Hvad det betyder, at de er bange, hvis de skal gå alene hjem fra skole. Hvad det betyder, når forældre fortæller dem, at trues de, skal de udlevere alt hvad de har. Når nu vi ved, at Post Traumatisk Stress-syndrom findes, hvad tror man så det gør ved små børn at de overfaldes, trues og berøves på vej til og fra skole - noget de ikke selv er herre over, men skal? Hvad tror man egentlig det gør ved børns sind? Ja, jeg spørger bare...

Der er nogle i dette samfund, særlig mennesker hvis liv foregår i øvre luftlag, der ikke har begrebet denne virkelighed endnu.

Essensen er, at den paternalistiske velfærdsstat knager under os. Den har spillet fallit. Den baserer sig på en forældet solidaritetstankegang, en tankegang der ikke længere findes. Den fejler kulturelt, økonomisk og socialt. At den har svigtet på disse områder har jeg tidligere berørt i andre blogindlæg  - og jeg skal såmænd nok komme til det igen. Men pladshensyn har gjort, at jeg mestendels har beskæftiget mig med, at den, værst men også mest sigende, også svigter i relation til folks personlige sikkerhed.

Det måtte komme. Hvad vi så i Østeuropa hvad angår kommunismen vil naturligvis også nå de socialdemokratiske udgaver af velfærdsstaten, blot senere. Men at det skulle ske på denne måde og nu - det tror jeg ikke vi var mange, der hverken ønskede os eller havde håbet.

At frihedsrettighederne og demokratiet overlever er jeg ikke i tvivl om. Disse værdier er for stærke til, at vi i længden vil tåle de krænkes. Men jeg har ingen glæde ved at se denne udvikling. Jeg burde danse på velfærdsstatens grav. Men er traurig ved udsigten til de næste 20 år og det samfund, mine børn kommer til at vokse op i.

Så Armageddon? Nej. Heller ikke denne gang. Men noget, der ikke er rart. Det bliver en af de perioder i Danmarkshistorien, hvor vi vil blive udfordret indefra og udefra. En tid der vil skrive Danmarkshistorie.

 Og værst af alt - en kultur, der har været i dette land i århundreder, vil formodentlig forsvinde med i købet. Den basale tillid vi danske har til hinanden, der har gjort at dette land har kunnet overleve selv verdens højeste skattetryk og største offentlige sektor, vil forsvinde. Vi er verdens mest tillidsfulde folk. At disse forhold har fået lov til at nå dertil, hvor de har, vil ryste, ødelægge og fjerne den tillid. Det er i virkeligheden over det, vi skal sørge. For det er unikt. Det er det, man i moderne managementteorier, opererer med som kostelige juveler. Gensidig tillid - læs feks. Greenspans glimrende nylige erindringer - er et ubetaleligt gode for et samfund. Det er raserifremkaldende, at vi nu skal betale den pris.

SLUT. The End. FIN. Nu vil jeg gå ud, barbere det lange, vilde skæg af, drikke et glas mælk af hensyn til de slidte stemmebånd, skjule mit skilt i bunden af skabet (genbrug er jo, som så mange andre tosserier, moderne...), stramme slipset og gå ud i verden igen. En ny dag truer... :-)

UPDATE: Se den her deprimerende artikel, der kun bekræfter billedet fra København. Kommunerne foretager sig intet nyttigt i denne sammenhæng, ubegribeligt. Simpelthen ubegribeligt: http://jp.dk/indland/krimi/article1294910.ece

I går i Jyllands-Posten kunne man læse fhv. lektor Jørgen Granums gennemgang af det skandaløse faktum, at ingen ansatte ved det af Folketinget nedsatte koldkrigsforskningscenter endnu har fået en sikkerhedsgodkendelse, således at de kan gå igang med deres arbejde: At afdække, hvad der egentlig foregik dengang. Under den kolde krig.

Der blev truffet regeringsbeslutning om centeret i 2005 - her i marts 2008 er sikkerhedsgodkendelse fortsat ikke sket!

I sagen om PET-kommissionen, herunder Blekingegade, ser vi forsinkelse på forsinkelse - arbejdet færddigøres ikke, og når det endelig færdiggøres ved vi allerede nu, at Blekingegadesagen IKKE er undersøgt til bunds. På nogen måde. De sidst fremkomne undersøgelser har nu fået et flertal - UDENOM Venstre! - til at tilkendegive, at man vil fremskynde undersøgelsen.

Det er mig ubegribeligt, at der hele tiden i forhold til disse sager sker forsinkelser, forandringer, udskydelser. Jeg vil nødig lyde som en moderne udgave af en dansk Joseph McCarthy - men det gode gamle Jeppe-spørgsmål må det vel være tilladt at stille: Hvorfor?

Og gå lidt videre, ty til Cicero og hans berømte sætning fra de romerske retssale: Cui bono? Hvem drager nytte af, at ting forældes, ting forsvinder, ting udsættes, ting glemmes?

I årevis har vi været mange, der har sukket efter, at der skulle ryddes op. At den fornemmelse, som bl.a. general Hillingsøe kunne dokumentere - at nogen i Danmark modarbejdede danske interesser - skulle videnskabeligt frem i lyset. I stedet bruger det offentlige tid på at forfølge professor Bent Jensen for en stærkt tvivlsom overtrædelse af arkivloven - også her er der givet løfter om, at man ville se på sagen, men intet er sket endnu. Forsinket igen.

Det går ikke. Jeg har sagt, jeg kan leve med statsministerens tilsagn om at hver en sten skal vendes i Blekingegadesagen. Og at hvis noget mangler i PET-kommissionens arbejde, vil man tage fat på yderligere undersøgelser herefter. Andre har åbenbart mistet tålmodigheden. Anført af Tom Behnke, de konservatives retsordfører, der paradoksalt nok skal diskutere denne sag med... ja, den konservative justitsminister Lene Espersen...

Man tænker sit. Og stiller atter og atter stilfærdigt spørgsmålet: "Cui bono"? "Hvem drager nytte af forbrydelsen", med Ciceros mindeværdige ord. Ja. Cui bono...

UPDATE: Justitsministeren siger nu, at man vil undersøge Blekingegadesagen, når PET-kommissionen har færdiggjort sit arbejde, se http://jp.dk/indland/indland_politik/article1291930.ece. Det lanceres af samtlige netmedier som en nyhed... Tja. Det sagde statsministeren jo allerede i januar. I virkeligheden er det mere interessant, hvad det flertal, anført af Tom Benhke, siger til at det ikke bliver til skt. Hans. Tsk. Medier - og politik - er noget mærkeligt noget...

Det er en gammel forfatningsretlig diskussion, om man kan forbyde en forening ved lov. Det skete rent faktisk for kommunisterne - ved lov, blåstemplet af Højesterets præsident Troels G. Jørgensen i sin tid.

I Danmark kan Folketinget - med enkelte undtagelser - som regel, hvad det vil. Grænsen gik ved Tvind-loven, der blev underkendt af Højesteret. Men i dette spørgsmål er der altså praksis, et sådant forbud har tidligere fundet sted. Ganske vist var landet besat - men det var et Folketing (dengang Rigsdagen), der forbød Danmarks Kommunistiske Parti. Og medvirkede til, at tusinder af kommunister landet over måtte gå under jorden, flere blev sendt i koncentrationslejr, flere døde. En demokratisk skamplet, men juridisk formodentlig i orden.

Da jeg hørte rygterne om, at et sådant forslag (om forbud mod Hizbuth Tahir)var fremsat under forhandlingerne om årets finanslov, sank humøret et par grader - det er ikke den måde, tror jeg, vi kan vinde den standende kulturkamp på. Der er andre midler, der proportionalt må afprøves før vi evt. måtte komme dertil.

Det fik mig til at tænke følgende kætterske tanke:

Forestil dig en sovjetisk kommunist komme til Danmark under den kolde krig. Han har til hensigt at forvolde en kommunistisk revolution herhjemme - en fare, der rent faktisk var relevant nogle gange under den kolde krig - først og fremmest kort tid efter besættelsens ophør. Hvad mon danske myndigheder havde gjort ved ham? Mit bedste bud er kort proces, og hjem til Moder Rusland igen.

Jeg tvivler på, at særlig mange menneskeretsaktivister havde protesteret, sunget sange eller markeret en afstand til denne hjemvisning... Men her kan jeg tage fejl. Det skete i hvert fald ikke forleden, hvor en tysk nazist opholdt sig her i landet, men udvistes.

Jeg ved ikke om nogen erindrer sig f.eks. den nuværende integrationsministers argumentation mht. 24-års reglen - men essensen var klar: Der er ikke noget der forhindrer folk med udenlandsk baggrund under 24 år i at blive gift - det kan bare ikke lade sig gøre i Danmark, men i den pågældende brud eller brudgoms hjemland... Sådan kunne man også ræsonere mht. de udenlandske statsborgere, der måtte opperere i Hizbuth Tahir.

Hvis man afstår fra forbud, men i stedet beslutter sig til at udvise udenlandske statsborgere, der opholder sig her i landet og har tilknytning til den pågældende organisation, kunne det ske ud fra følgende motiveringer:

Vi opfatter Hizbuth Tahir som en organisation, der har til hensigt, som kommunisterne under den kolde krig, at omstyrte vort demokrati. Danske kommunister kunne i sagens natur ikke udvises - men det kunne udenlandske statsborgere, der efterstræbte det samme mål. Vi ønsker ikke at forbyde organisationen - først og fremmest af retspolitiske grunde. Men vi ønsker heller ikke, at folk med udenlandsk statsborgerskab kommer hertil og medvirker til at underbygge de pågældendes sag.

Først når dette middel er afprøvet, og dets effekt vurderet, kan man tage stilling til spørgsmålet om forbud mod Hizbuth Tahir. Og lad os så se, om ellers snakkesalige Villy vil være med her: Finder han det rimeligt, at udenlandske statsborgere i givet fald deltager og arbejder i Hizbuth Tahir i Danmark - og vil han i modsat fald være med til på linje med, hvad vi i øvrigt ser ske for andre politiske retninger, at udvise disse frihedshadende og antidemokratiske kræfter? Se det er spørgsmålet...