Søren Pind

Jeg er ved at trættes en anelse af den politiske tone. Og lad mig gøre det klart fra start - ingen går fri her. Vi er også - jeg er også - selv skyldig i disse forhold. Så når dette læses, så ja: Det er også en kritik af "os selv".

Mit ærinde er diskussionen mellem kommunerne og staten. Det er som om der foregår et abespil. Lad mig opstille et typisk scenarie:

1. Noget går galt ude i kommunerne.

2. Landspolitikere kritiserer den pågældende kommune

3. Kommunen svarer tilbage, at det er skattestoppets skyld og at kommunen mangler penge

4. Den pågældende politiker dokumenterer, at den pågældende kommune er langt mindre effektiv end andre på sit felt, og derfor burde have masser af penge, og tilføjer i øvrigt, at vi aldrig lægger (nye) opgaver ud uden penge.

5. KL svarer tilbage, at regeringen aldrig giver de penge den lover.

6. Den efterhånden desperate politiker svarer tilbage, at så må staten jo overtage opgaven.

Så må staten jo overtage opgaven... Javel ja. Jamen det er da en interessant bekendelse. Som om nogle af de ting, vi ønsker tæt på borgerne, nogensinde er blevet bedre af at blive flyttet fra kommunerne og ind til staten... Tag det fra en kender - og se, hvordan det går i mastodonten Københavns Kommune, blot på socialområdet. Det skal sikkert fedt hjælpe at flytte det endnu længere væk... (løsningen  er at splitte københavn op i flere kommuner på størrelse med frederiksberg, men never mind, det er ikke mit ærinde i dag).

Derfor må vi gøre noget ved vores retorik. Og genfinde grundtanken i det liberale tankesæt. Hver eneste gang en kommune klokker i det bør vi istedet stille os selv spørgsmålet: Er dette egentlig tjent med at være et politisk område, hvor politikere nære eller fjerne skal foretage prioriteringerne? Eller som statsministeren herostratisk berømt bemærkede for nogle år siden: Er det ikke sådan, at i vort eget liv er vi alle eksperter?

Hvorfor skal politikere bestemme, hvordan min børnehave skal fungere eller for den sags skyld have den centrale magt over budgetterne? Hvorfor har jeg ikke en "børnehavecheck", så jeg kan råde over den, og dermed bestemme, hvilken børnehave der er bedst for mit barn? Hvad med skolerne? Hvad blev der egentlig af tankerne om en "skolecheck", så mit barn - med økonomisk konsekvenser for den enkelte skole - kan vælge til og fra? Hvorfor er det et anliggende for enten staten eller kommunerne? Hvorfor har vi ikke en tvungen sygeforsikring - eller en "sygehuscheck" - så jeg frit kan vælge hospital og sundhedssystem - hvorfor skal der være politikere inde over den beslutning?? Og så fremdeles.

Vi er nået langt i hele fritvalgs diskussionen i den offentlige sektor. Men den politiske tone er ved at antage en snert af centralisme. Lad os i stedet, som det engang var moderne, vende pyramiderne på hovedet. Lad os flytte beslutningerne fra politikerne - stat eller kommune - og ud til borgerne. Ikke fra kommune til stat.

Situationen i Zimbabwe har længe været forfærdelig. Nu er afklædningen af regimet, der længe har påstået at være et demokrati, men nu som forventet blot synker ned i den afrikanske parodi på en diktaturstat komplet. Jeg skriver parodi. Det rigtige ord er vel egentlig tragedie...

Nu skal stemmerne "tælles om" - det har manden, jeg selv har set stå på FNs talerstol, og vanhellige ordet demokrati, bestemt. Og hvad mon der kommer ud af det? Mon ikke det sikrer, at dette ubærligt ondsindede menneske kan fortsætte sit rædselsregime, hvor han har udpint og udmagret sit land med det ene formål for øje at bevare magten?

Samtidig drypper beretninger om torturlejre og drab ud af landet som skidt fra en spædekalv. Rituelt skyder Mugabe skylden for al elendighed på briterne.

Og tænk sig - et land som Sydafrika fortsat holder hånden over en elendig slyngel, et land der om noget kender til, hvad det betyder at leve i diktatur.

Jeg kan ikke lade være med at erindre en gammel FN-historie fra første gang jeg besøgte dette mærkværdige sammensurium af stater og interesser. Jeg mødte en nigeriansk diplomat, der sagde til mig, vi skulle gøre mere for at menneskerettighederne blev overholdt i Sydafrika (det var under Apartheid). Det var jeg enig med ham i, men spurgte så ikke mindst også til situationen i hans eget land - hvortil han replicerede, at jeg måtte forstå, at mens hvide mennesker havde været i Sydafrika i tre hundrede år - og derfor var frihedsrettigheder en del af sydafrikansk kultur (!) - så var der slet ikke den basis i hans land. Så menneskerettigheder i sydafrika, men ikke i det øvrige... Jeg gik hovedrystende derfra, og tænkte mit.

Er tiden ikke komme til, at vi ikke nøjes med at kigge på Zimbabwe, men også de lande, der støtter dette nederdrægtige regime? Skal vi i Danmark blot tale og tale, alt mens vi ser andre afrikanske lande mere eller mindre aktivt støtte det siddende regime? Lande vi har interesser i, ikke mindst med bistand?

Ja, jeg spørger bare. Jeg har ikke det færdige svar. Men lad høre fra jer her på denne blog.

Jeg sagde i dag, efter 14 år, farvel til Københavns Borgerrepræsentation. Mit formelle farvel sker meget passende den 1. maj. Se min begrundelse herfor i denne artikel i Jyllands-Posten - http://jp.dk/arkiv/?id=1321428&eceExpr=Søren%20Pind&eceArchive=o

I dag har jeg samtidig modtaget valg til bestyrelsen på det børsnoterede ejendomsselskab Nordicoms generalforsamling, se http://www.nordicom.dk/. Jeg skal afløse Peter Højland, der skal videre til andre udfordringer. Det er jeg i sagens natur glad for, Nordicom er et af Danmarks mest spændende ejendomsselskaber, og med min erfaring i by- og projektudvikling er det en spændende opgave.

Jeg er særlig glad for, at den berøringsangst, der gennem nogle år har præget dansk erhvervsliv i relation til politik, ser ud til at være på retur. Efter at være tiltrådt som kontaktdirektør i propeople, se www.propeople.dk, og med denne bestyrelsespost ser jeg frem til at tilføje mit politiske virke en dimension af viden om det private erhvervsliv arbejdsvilkår der kan komme mig til gode i det videre politiske arbejde.

Jeg tror det vil irritere hende lidt - men hun vil samtidig være smigret, den gode Hanne Vibeke. Hun vil irriteres over ordet "heltinde" - for det er jo ikke rigtig sådan ligestillingsagtigt at bøje den slags udtryk efter køn. Men hun vil samtidig smigres over betegnelsen. Det paradoks, feminismens amazoner mere og mere må slås med.

Mit ærinde er naturligvis "Kongemordet" - bogen, mange af os for længst har læst. Den er nu filmatiseret, og seriens første afsnit ruller her til aften hen over de danske tv-skærme.

I bogen afdækker HVH hudløst og direkte afstumpetheden og konsekvensen af vold mod kvinder. I hvert fald 60.000 kvinder i Danmark udsættes årligt for det. Og i langt de fleste tilfælde sker det i forhold, hvor kvinden låses og lukkes fast, hvor dødedansen går og hvor tavsheden overfor omverdenen forhindrer nogen i at gøre noget som helst.  Værst af alt ser man, at når nogen fornemmer disse ting, bagataliseres de - ofte af kvinderne selv, alt mens de skrumper ind og den selvstændige identitet forsvinder. For udenforstående er disse forhold ofte ubegribelige, at se magtesløst til et kapitel helt for sig, og spørgsmålet: "Jamen hvorfor går de dog ikke" afstedkommer blot endnu større afstand og isolation. En psykologisk tragedie, der i virkeligheden er sørgerligt ofte forekommende, men som er tabuiseret og som derfor gør den endnu sværere at angribe og løse.

Hanne Vibeke Holst har imidlertid gjort, hvad der kunne gøres. Hun har skabt identificerbare figurer, udstillet og fremvist den rå vold, vist de rystende sammenhænge, skabt muligheden for at mange  kan tænke: "Gud, det er jo ligesom mig". I Sverige har man set, at henvendelserne til kvindekrisecentrene er eksploderet efter serien har været vist. Og godt for det!

Jeg kan godt irriteres over HVHs kompromisløse og ofte kulturradikalt prægede politiske kamp i relation til kvindesagen i særdeleshed, og dansk politik i almindelighed. Det har jeg såmænd også sagt til hende selv. Men bag det der findes en begavet, beundringsværdig og berigende kvinde, der i denne sag har gjort en forskel for mange, mange mennesker. Mennesker, der ellers stadig ville være bundet i en hverdag præget af vold og underkuelse. Men som slap ud. Hun fortjener dette samfunds bedste tak for sin indsats.

For dem der måtte have interesse for det kan man f.eks. læse mere på denne hjemmeside http://www.voldmodkvinder.dk/ og denne artikel http://politiken.dk/indland/article494736.ece

En af vore svært sårede soldater er nu blevet udsat for det kaos, der ofte præger landets største hospital. 8 timer uden smertestillende morfin i en situation hvor det ene ben er amputeret, det andet brækket, se http://ekstrabladet.dk/112/article995207.ece . 20 timer uden mad! Skamfuldt. For de af os, der har oplevet lignende forhold, må det give anledning til endnu engang at stille spørgsmålet: Hvorfor i al verden vil danskerne have, at det er politikerne der bestemmer over prioriteringer og arbejdsgange i sundhedssektoren?

Hvorfor - når vi nu ved bedre på snart sagt alle andre områder, hvor der forekommer produktion - betror vi politikere at varetage produktion, når vi har set og ved fra Østeuropa og det store kommunistiske eksperiment, at det er nogenlunde det sidste man skal sætte politikere til? Og produktion, det er hvad der foregår i sundhedssektoren. Det fastslog socialdemokraten Bent Hansen, der er formand for regionernes sundhedsudvalg, forleden morgen på P1.

Jo, siger nogen så - det er fordi, vi ikke vil have, at folk skal ligge og dø på gaden, fordi de ikke har råd til behandling. Men det er jo et tåbeligt svar - for der findes samfund i verden, hvor alle er sikret behandling, men hvor det ikke er politikerne der styrer den eller har ansvaret for produktionen. Lande, hvor servicen for den enkelte er langt, langt bedre end den er i Danmark.

Det giver mig koldsved, når jeg hører socialdemokrater sige, at der i stedet for den stigende brug af private sundhedsforsikringer skal komme mere af det vi ser på rigshospitalet. Mere tvang. Mere afhængighed. Mere politisk styring. Jeg synes i virkeligheden svaret er indlysende, når Henrik Sass og andre beklager sig over, at flere og flere tegner disse forsikringer. Svaret, i stedet for at forbyde dem, burde jo lyde, at alle burde have en!

For hvad er forskellen på det vi oplever i dag og en forsikring som sådan? Forskellen er magten. I dagens system - på nær de fritvalgsordninger, regeringen, og tak for det, har indført  (selv dem vil oppositionen til livs...) - bestemmer personale og politikere over patienten. Med en forsikring bestemmer patient over personale og politiker. I dagens system giver det ikke mening og du modarbejdes i at gå anden steds hen, selv når man oplever grotesk behandling. Med en forsikring kan du skifte hospital. I dagens system påvirkes løn og strukturforhold ikke af patientens behandling. Med en forsikring skabes en direkte konkurrencefordel for de bedste hospitaler og de dårligste hospitaler straffes, nogen må måske endda lukke. I det ene system bliver fejl noget, man bebrejder politikerne, der så formummer processen og i sidste ende stilles ingen til ansvar. Med en forsikring tager forsikringsselskabet sig af evt. retssager, der er gennemsigtighed og ansvarliggørelse og selskabet kan også økonomisk ramme det enkelte hospital. Forskellen er kort og godt enorm.

Men har alle da råd til forsikring? Nej - men dér er det, fællesskabet skal træde til. F.eks. i Schweiz er det lovpligtigt, at borgeren har en individuel sundhedsforsikring, og for de, der ikke har råd, træder det offentlige til. Det offentlige blander sig således hverken i drift eller forretningsgange, men sørger for, at også de svageste har en forsikring. Ingen ligger på gaden - og forskellen i service er markant. Der er ingen ventelister, det er den samme læge, der følger dig, ensengsstuer, menukort med mange retter, eget tv med hundrede kanaler etc. Det lyder som et fatamorgana, men er virkeligt. Fordi den Schweiziske tilgang er anderledes.

Så længe vi har politisk styring af sundhedsvæsnet, vil der opstå langt flere fejl, være langt mindre gennemsigtighed og massevis af bureaukrati. Lad os få politikerne ud af sundhedsvæsnet - og sikre, at alle får en ordentlig behandling. Lad os indføre lovpligtige sundhedsforsikringer, så svaret på det socialdemokratiske forslag om at ingen skal have dem er at alle skal have dem. De nuværende forhold illustrerer kun alt for godt, hvorfor Østeuropa og Sovjet faldt sammen.

Man kunne polemisk tilføje, i disse overenskomsttider, at hvis de offentligt ansatte er så misundelige på arbejdsforholdene på private hospitaler - så giv dem dog de samme arbejdsvilkår...

Nu skal han også trækkes igennem det - min gamle ven Løkke. Nøjagtig ligesom Anders skulle. Anders? Ja, Anders Fogh. Nøjagtig lige som Anders Fogh.

Jeg tænker naturligvis på meningsmålingen i Børsen i fredags, hvor et eller andet mindre antal end de, der støtter statsministeren, støttede Løkke som statsminister. Det er aldrig sjovt at læse den slags om sig selv, og jeg tror næppe, målingen har moret eller glædet i finansministeriet.

Men det er ligesom Anders Fogh. For jeg husker tydeligt, hvordan det under Uffe hed sig, at Anders var for kedelig, for kontrolleret, for - ja for alting og for meget til nogensinde at kunne efterfølge Venstres karismatiske formand dengang. I dag kan ingen forestille sig en anden statsminister. Og sådan går verden i ring.

Essensen, der ikke har været bemærket af nogen endnu, er, at Anders Foghs strategi er ved at lykkedes. Og det kommer vel at mærke fra en, der jo ikke ligefrem har lagt skjul på, at strategien var god men af og til forekommer mig UENDELIG langsom... Statsministeren har skabt en situation der er lig den, Socialdemokraterne var i i begyndelsen af 50erne. Dengang indledte partiet en lang march mod mange, mange år i spidsen for Danmark.

Og også dengang var der store diskussioner om levemåde og levemænd. HC Hansen brød sig ikke synderlig om Kragh og skulede også til hans levevis. Selv var HC Hansen asket og nærmest småborgerlig i sin smag. Langt fra Kraghs PH-lamper ,og skal vi udtrykke det pænt, bohemeagtige livsstil. Ikke desto mindre blev begge disse mennesker to af socialdemokraternes store, store statsministre.

Uden sammenligning, naturligvis, men dog alligevel... Realiteten er den, at Venstres formand når han selv ønsker det kan overgive magten til sin efterfølger. At denne efterfølger så vil gøre, hvad socialdemokraterne også gjorde - nemlig at blive ved med at vise fornyelse, men bevare magten til sit eget parti. Befolkningen trættes ikke af partier, den trættes af personer.

At statsministeren så sagtens kan trække det, tilmed ind i næste valgperiode, hvis det skulle være hans valg er ikke mit anliggende. Det er nemlig hans sag. Ingen andres. Men at have tilvejebragt den strategiske position for et parti der i begyndelsen af 80erne var ved at rangere på størrelse og vigtighed med de radikale - det er og bliver en magtdemonstration af skræmmende styrke.

Politisk er det det også. Hvorfor, og hvad med det liberale? Essensen er, at statsministeren har startet en opblødning af den ensartede og ensrettede offentlige sektor, så den vil ende med at blive skabt på borgernes præmisser. Og essensen er, at en skattekommission er nedsat for at sænke skatten mærkbart på den sidst tjente kroner. Alt er lagt til rette for det næste ryk. Ryk, der vil flå socialdemokraterne fra hinanden. Et ryk, der vil give den næste venstremand et fantastisk udgangspunkt for at fortsætte den liberale udvikling i Danmark.

Og den mand vil blive Løkke. Manden der som den første afprøvede en række nye måder at indrette den offentlige sektor på i Græsted-Gilleleje kommune.

Cigaretter, whisky og den slags har historisk aldrig stået i vejen for dygtige politikere. Heller ikke i socialdemokratiet. De, der bare har lidt erindring, vil vide, at indsats er langt vigtigere end en eller anden opfattelse af altid "rigtig" adfærd - som om nogen har retten til at kaste den første sten. At Løkke skulle blive et offer i denne sammenhæng er mig helt utænkeligt.

De, der har travlt med at dømme ham ude, burde læse historien og lære af den. Og samtidig erkende: Statsministerens strategi er lykkedes.

Der er nu ikke kun skolebørn, der dokumenterbart udsættes for trusler om vold eller vold. Nu kaster banderne også sten mod vuggestuebørn. Se denne forstemmende artikel http://jp.dk/indland/kbh/article1309589.ece

Jeg begriber ikke, at der intet sker i forhold til de vanvittige ting vi ser børn begå mod børn i København.

Hvad angår mit syn på, hvad der skal gøres, henviser jeg til mit blogindlæg af 25. marts, hvori en handlingsplan skitseres.