Søren Pind

Dagbladet Politiken skriver i dag, at en forsker snart vil "hænge kendte danskere ud" for at have samarbejdet med de amerikanske efterretningstjenester efter den anden verdenskrig, se http://politiken.dk/indland/article516688.ece

Hvad snakker de om? Hænge ud? Forhåbentlig får de pågældende en medalje.

Lige så landsforræderisk og undergravende det var at samarbejde med de sovjetiske og øvrige kommunistiske tjenester, der kun havde til formål at undergrave Danmark, NATO og den vestlige verden - lige så fædrelandskærlig en gerning var det, at samarbejde med det land, der stod vagt om Danmark, om NATO og om den vestlige verden. Meget enkelt.

Men jeg husker det udmærket fra 80erne. Dengang alle mulige og umulige mennesker hævdede, at Amerika og Sovjet var lige gode om det. At de, om jeg så må sige, var "lige onde", og den ene kunne være lige så dårlig som den anden.

En ordentlig omgang kulturrelativisme, hvor frihed og sikkerhed blev vægtet lige så højt som socialisme og terror. En mærkværdig betragtning.

Essensen er, at de mennesker, der støttede Amerika under den kolde krig, er vor tids helte. De skabte grundlaget for murens fald i 1989 og for, at kapitalismen genvandt sin styrke. De skabte den frie verden vi kender i dag -  hvor frygten om den totale udslettelse er langt borte fra folks sind. Det kan vi takke de mennesker for. Der er ikke nogen at hænge ud. Der er tværtimod helte at hylde!

Man ska ikke tage fejl. Historisk set er forholdet mellem Konservative og Venstre et forhold, der som Auken har sagt det bedst kan betegnes som et had/kærlighedsforhold - uden kærlighed. Min gamle arbejdsgiver, Niels Anker Kofoed, som jeg "tjente" tror jeg er det bedste udtryk fra 1988 til 1994 som sekretær på Christiansborg, betonede altid for mig, at de konservative kunne man ikke stole på.

Samme form for citater, blot med modsat fortegn, er blandt andet tilskrevet Erik Ninn-Hansen, en central person i konservativ partihistorie.

Så der står vi så i dag. Efter flere års tæt regeringssamarbejde, hvor sammenholdet har været historisk godt. Og betragter en situation, hvor den konservative leder tager afstand fra, at først hans ene næstformand - Finn Poulsen - dernæst hans anden næstformand - Mads Lebech - undsiger Venstres finansminister i en meget svær situation.

Begge har de peget på, at Bendt Bendtsen bør være statsminister i stedet for Løkke, der faktisk ikke engang er statsminister - Anders Fogh sidder trygt og godt i Prins Jørgens Gaard, trods al snak om det modsatte...

Man ved ikke rigtigt, om man skal grine eller græde - men tænker i hvert fald sit. Hvad enten det er rigtigt eller forkert, at den konservative leder ikke har noget med raidet fra sine to næstformænd at gøre, så er resultatet lige dårligt for ham. Det er ikke med til at øge respekten for det konservative folkeparti.

Men for en, der har studeret konservativ partihistorie, er der i en eller anden forstand vel påstanden om genkendelighedens glæde at falde tilbage på...

Nej! Danmark er ikke et flerkulturelt land. Danmark er til nød et multietnisk land. Men hvad angår kultur, der er vi - og politisk skal vi ikke understøtte en anden udvikling - et monokulturelt land. Ingen har nogensinde ønsket sig et multi- eller flerkulturelt Danmark - vi ser kun alt for tydeligt resultatet af denne indsats i de engelske storbyer, hvor parallelsamfund lever side om side i stadig stigende modsætning til hinanden.

Det er dybt, dybt bekymrende, at regeringens ministre kan sige noget andet, http://politiken.dk/politik/article510417.ece. Den udvikling har vi allerede set i København.

Da bystyret bevidst anerkendte og efterstræbte en stipuleret multikulturel udvikling i byen indtraf det største kulturtab i nyere tid i hovedstaden.

Salmerne forsvandt fra skolerne. Svinekødet fra daginstitutionerne. I idræts- og svømmetimerne begyndte al besværet. O.s.v. O.s.v.

Essensen var netop ikke, at en ny kultur sprang ind. I stedet forsvandt en eksisterende kultur i misforstået tilbageholdenhed overfor nye borgere i Danmark.

Det er en katastrofe, hvis regeringen nu påbegynder den samme udvikling som i København. Jeg kan sige, at dette ikke har været drøftet i Venstres folketingsgruppe. Og at tålmodigheden snart løber ud. Først ser vi integrationsministeren rende forvirret rundt i manegen i kulturkampen - og nu bidrager undervisningsministeren også.

Nej, jeg har sagt det før. Danmark er danskernes land, http://jp.dk/meninger/kronik/article1260830.ece. Det er her, den danske kultur er. Der er ikke et multi- eller et flerkulturelt samfund hverken nu eller senere, der skal erstatte det.

Regeringen må finde sine ben. Nu. Det er det mindste krav, man kan stille som medlem af Venstres folketingsgruppe...

På en dag, hvor ministre udtaler sig i modstrid med regeringens linje, bliver siddende og dermed skaber et helt nyt parlamentarisk mønster er en nyhed nok blevet lidt overset: Statsforvaltningen har taget stilling til en række klageres henvendelser om Lars Løkkes bilag i Frederiksborg Amt.

Statsforvaltningen har afvist at behandle sagen, og har samtidig tilkendegivet, at man føler sig tryg ved håndteringen i amtet af bilagene, og at der ikke er sket noget galt.

Og alligevel har pressen været fyldt med historier om sådanne sager.

Tja - selv prøvede jeg noget lignende i sin tid. Da Overborgmesterens daværende spinn-doktor Carsten Mai-Jørgensen havde bildt Berlingske og JP ind, jeg havde købt prostituerede, og i øvrigt havde gjort det for kommunale penge. Alt sammen det pure opspind, men medførte jo, at mine bilag blev gennemgået af journalisterne.

Var bilagene kønne? Nja - englænderne har et gammelt ord om, at "no man is a master to his butler". Essensen er den, at kigger man enhver af os efter i skuffer, skabe og undertøj (og bilag) er der altid et eller andet. Altid. Der er intet menneske, der kan modstå nyfigenhedens og farisæernes granskning. Ingen.

Dengang valgte man ikke at offentliggøre diverse frokostbilag - beløbene var for små, og forståelsen for, at disse ting hører med i politik tilstede.

I dag er dette borte. Og lad mig sige det rent ud: Vi er i Venstre ikke selv uskyldige i dette forhold. Vi moraliserede selv overfor Socialdemokraterne før 2001. Vi havde ikke som parti stået i spidsen for regeringsmagten i knapt et halvt århundrede. Og ja, vi satte os op på en høj hest i misforstået moralisering overfor det krav, der er om en regerings funktionsduelighed.

Realiteten er, at en regering skal være drivkraften i lovgivningsarbejdet. Bag regeringen er nogle partier - vores egen moralisering har medført, at møder med de mennesker, der burde drive det politiske arbejde i regeringen - nemlig f.eks. venstrefolk - nu skal afholdes af partiet selv. Hvorimod møder med socialdemokratiske medlemmer afholdes af statsaparatet. Det er en komplet omvendt indstilling af, hvad der er meningen med vor forfatning og forfatningens krav til regeringen.

Forhåbentlig når vi et punkt, hvor Venstre bliver egentlig regeringsdueligt og fortsat kan skelne mellem egne forhold og statens forhold - men ikke i angst for moralisering og hykleri skader regeringsarbejdet ved at indrette systemer der i realiteten i stedet åbner dørene for private donationer og partibidrag i statsapparatets hjerte. Den realitet vil blive langt værre end det vi ser i dag.

At dette har skullet gå ud over Lars Løkke Rasmussen er skadeligt, urimeligt og i længden uholdbart. Derfor er statsforvaltningens klare svar velgørende. Det gør i dag hans kritikere til moralister. Og som vi ved fra verdenshistorien, hyklere. Thi ingen er så ren, at vedkommende kan kaste den første sten.

UPDATE: Se i tilgift denne artikel, der er kommet til verden på baggrund af ovenstående blogindlæg http://www.nordjyske.dk/indland/forside.aspx?ctrl=10&data=2%2c2808516%2c5%2c4

læs også min kronik JP-søndag om samme emne: http://jp.dk/meninger/kronik/article1344518.ece

Så er det nu et åbenlyst faktum - der er ikke lighed for loven i Danmark. Og vold og trusler betaler sig. Jo stærkere du er, jo mindre tør politiet gribe ind over for dig, se http://politiken.dk/indland/article506986.ece

I det lys skal vi også se overfaldet på en næsten 70-årig mand forleden, Medlem af Folketinget Jesper Langballe, der blev overfaldet af en person, han selv beskrev som en autonom type, og hvis tilknytning til de autonome og ungdomshuset synes fastslået ved sagens fremstilling, se http://www.180grader.dk/nyheder/Jesper_Langballe_sl_et_ned_af_bumser.php

Jeg agter at rejse disse sager for justitsministeren. Den passivitet, borgerne i København udsættes for, så snart det drejer sig om autonome eller indvandrerbander er simpelthen helt uacceptabel.

Og hvad værre er - det, der føder fødekæden til disse voldelige og farlige organisationer, griber man ikke ind overfor. Det opfatter man fra politiets ledelse som "provokerende" og "at sætte ild til krudttønden". Det er bare "småkriminalitet". Ja - lad os da vente, til folk bliver slået ihjel, så er det en alvorlig sag, hvor hele mandskabet kan sættes ind. Og indtil da, lad os endelig ikke provokere.

Hvad blev der af den kurs, justitsministeren varslede mht. "nultolerance"? Er det blot mundsvejr og snak? Hvor længe skal københavnere blive ved med at finde sig i disse tilkendegivelser fra Københavns Politi? Hvor længe skal vi finde os i ulighed for loven? Hvor mange ældre mennesker, politikere og handlende skal udsættes for vold, hærværk og terror?

Det er urimeligt, at de her ting får lov til at fortsætte. Og det bliver kun værre, når politiet gang på gang bagataliserer de grove kriminelles lovovertrædelser, mens den mindste overtrædelse fra almindelige borgere bliver mødt med lovens lange arm. Som valgt i København tager jeg mig til hovedet - kritik af politiledelsen eller ej.

Så ja - jeg agter at stille justitsministeren en lang række spørgsmål om denne sag. Jeg kan ikke acceptere - konservativ justitsminister eller ej - at København og københavnerne er gidsel i de her sager.

jeg besøgte i dag min gamle mormors bror - hvad det er i familietermer tør jeg ikke sige, men for os har han altid været en slags (olde)onkel. Han er næsten 90. Og i dag fortalte han om 9. april, folkestrejken, dagene omkring den 4. og 5. maj.

De dage glemmer han aldrig. Hans blufærdighed forbød ham direkte at sige det - men realiteten var, at befrielsesbudskabet, og den glæde der fyldte ham - og alle andre på nær landsforræderne - er den største glæde der er overgået ham i hans liv.

Der er noget bemærkelsesværdigt berørende når man hører ældre mennesker berette om besættelsen. Det er en skelsættende begivenhed, der stadig huskes, der stadig fortælles, der stadig sætter rammen om vort liv. Det faktum, at Danmark for ikke særlig mange år siden var besat. At tyskerne stod i landet. Min lille dreng spurgte idag, hvad det betød. Og jeg måtte svare ham luftigt. Heller ikke i aften får jeg ham med i Ryvangen - men næste år. Næste år...

På rådhuset ved det sidste store jubilæum kom de store kæmper - også de små. Mange med krykker. Nogle med rollator. Nogle stadig ranke og garderhøje. F.eks. frihedskæmpernes formand - efter alle politikertalerne holdt han en tale, så ikke et øje var tørt. Og da han bad os alle rejse os og udbringe et leve for DANMARK lød der et leve, som jeg ikke har hørt før eller siden. Og aldrig igen vil føle mig så bevæget over. Krogede gamle mennesker rejste sig, afviste hjælp, med blanke øjne og igen og igen og igen som gjaldt det livet - hvad det også gjorde engang - lød det HURRA! HURRA! HURRA! jeg kunne ikke holde tårerne tilbage - de strømmede frit ud af alle øjenkroge, uden skam - ved siden af mig stod Per Arnoldi og var helt så overvældet som vel alle andre denne smukke smukke dag.

Nu stiller vi så atter lys i vinduet i aften. Med mindet om de mennesker, der ofrede liv, førlighed og sind - en kamp mange har måttet kæmpe resten af livet, hvis ikke det blev lagt i de mørke år - for Danmark. Et land, det i højere og højere grad går op for mange ikke blot er et teknokratisk stykke land, eller en politisk størrelse, men et sted, der er de danskes, og hvis måde at indrette sig på og leve på i fred og fordragelighed på mange måder er enestående.

Danmark er værd at forsvare. Når man har set så mange andre steder, så ved man - på trods af den offentlige sektors eksorbitante størrelse, på trods af skattetrykket der trodser selv den offentlige sektors størrelse, på trods af man med enkelte pennestrøg kunne gøre landet endnu bedre at leve i ved at komme denne skamløst ineffektive tilstand til livs, på trods af janteloven, på trods af alt det der og mere til - ja så ved man, at det, når det kommer dertil, ikke er det afgørende forhold i tilværelsen.

Det er derimod den frihed, vi nyder, og som netop fik den enorme glæde frem, hvis lige vi ikke har set i Danmark siden.

I dag står vi i midten af diskussionen om, hvordan vi skal forsvare disse ting. Og nogen hævder, at vi i dette forsvar tilsidesætter selve indholdet af den kamp, der blev udkæmpet i Danmark de år. De siger frihedsrettighederne bliver krænket. Og de siger, at vi skylder udenlandske statsborgere, skønt de kommer til vort land og forøver terror og skræk, ikke mindst sidst overfor Kurt Westergaards familie, at de i et og alt behandles på linje med danske statsborgere.

Til det er kun et svar: Det er vrøvl. Det var netop ikke det, der blev kæmpet for i de år. Det var Danmarks frihed - Danmarks frihed for fremmed indflydelse. Mennesker, der kommer hertil med ondt for øje, skal vide, at de vil møde den samme beslutsomhed i dag, som tyske soldater og deres håndlangere blev mødt med dengang. Den der kommer med fred skal være velkommen og få lov til på dette lands præmisser at være med. Men den der kommer hertil med onde hensigter - mod ham skal ethvert af statens lovlige magtmidler tages i brug. Ethvert. Derfor er 4. maj også nutidens aften. Fordi den midt i alt det andet minder os om en virkelighed og fortæller, hvad der er den første og sidste pligt.

Guds fred med vore døde, som det hedder i den gamle sang. Eller med Mads Nielsen, der skrev så berørende, og som stadig vil blive sunget mange steder i Danmark i aften: "Vi mindes stille de tapre døde, hvis navne lever i Danmarks navn. Og takken søger til dem der segned og dem der sidder med tunge savn. Gud trøste dem der har lidt og stridt, til det blev forår og Danmark frit. JA, Danmark frit..."

På dagen hvor "Red-Ken" er smidt på Porten i London - selve symbolet på gak-gak venstrefløjen i Europa - rejser det røde spøgelse sit hoved i Danmark. Ikke tilfældigt anført af Nordjyden Orla Hav, der som en moderne skipper Klement sætter kurs mod boligejerne. "Væk med de afdragsfrie lån", lyder det - og aviserne kan berette, hvordan der øjensynligt skulle tegne sig et flertal herfor i Folketinget.

Lad mig sige det først og fremmest: Jeg nægter at tro på det sker. Med den uro, der er på boligmarkedet, vil det være komplet galimatias, at begynde at lave - negativt - om på præmisserne. Det er fuldstændig "tovlig", som de ville sige på Havs hjemegn.

Det er mig en gåde, hvad Dansk Folkeparti kredser om denne sag for. Regeringen vil aldrig acceptere, at der bliver skabt usikkerhed om boligejernes situation.

Men derudover: Hvad sker der dog for Helle T?? Garantierne overfor boligejerne var ikke det papir værd, de var skrevet på. Og nu kaster hendes parti sig ud i at skabe maksimal usikkerhed på et i forvejen ustabilt boligmarked? Det ligner i stigende grad et parti i opløsning.

Dernæst er det sådan set den stik modsatte ting, der er brug for. Lige nu er den danske skatteborger tungt plaget af at slæbe skat hjem til staten. Det varer mange måneder endnu, før han overhovedet tjener penge til sig selv. Økonomien er som følge af internationale omstændigheder lige så stille ved at komme under pres. Den danske vækst er på vej - kraftigt - ned. Men i horisonten skimtes en redningskrans...

Den redningskrans hedder ikke at fjerne tæppet under boligejerne. Held og lykke til S, hvis det er den kurs, de vil forfølge - så er oppositionsrollen sikker mange mange år frem. Redningskransen hedder skattekommissionen.

Den har fået til opgave at sikre en væsentlig nedsættelse af marginalskatten. I det forløb, vi vil se dansk økonomi gennemgå, vil der blive brug for en gedigen, solid skattelettelse - ikke bare en omlægning. Og - skønt der naturligvis fra politisk hold tales om en ordentlig social profil - ja så vil ændringer i marginalskatten naturligvis pumpe penge ud der, hvor folk yder mest. Det er ikke mærkeligt. Men alle vil få glæde heraf.

Når vi når dertil, vil skattelettelser ikke kun være noget liberale æggehoveder - sådan nogen som mig:-) - vil interessere sig for. Nej - den økonomisk virkelighed vil gøre, at selv folk langt langt ind i Socialdemokratiet vil glæde sig over at få en lettelse af privatøkonomien. Fordi tingene strammer til rundt omkring.

Vi forstår nu, at ikke nok med S påstår, man ikke kan lette skatterne og skabe velfærd. Nej nu skal vi oven i købet fravælge skattelettelser, skabe usikkerhed på boligmarkedet og se grundlaget for vores økonomi blive eroderet.

Det bliver en stor dag den dag i 09, hvor der bliver stort flertal for væsentlige skattenedsættelser. Af hensyn til den enkeltes økonomi. Fordi det vil sætte gang i landet. Og fordi mange, mange vil bede om det. Endelig...

UPDATE: Den socialdemokratiske ledelse har nu lugtet lunten og fået Hav til at gå ud og trække sine bemærkninger tilbage. Men ånden er ude af flasken og skaden sket. Tilliden til partiet er simpelthen ikke til stede på dette felt.

UPDATE II: Tja - man ved snart ikke, om man skal le eller græde - nu er opløsningen da helt evident. Tørklædesagen - en melding vi da også var en del der undrede os noget over kom fra Socialdemokratiet - se f.eks. http://politiken.dk/politik/article503400.ece - og nu er der da også dyb splid. Efter Dam-Kristensens udmelding melder Mette Gjerskov nu det modsatte ud. Mon ikke hun har talt med Auken... Godt jeg ikke er i Helles - højhælede - sko.