Søren Pind

Bloggen holder ferie - eller som vi kalder det i Folketinget, mødefri periode. Indtil videre juli måned. Og så ser vi, hvad der sker. Tak for mange bidrag og kommentarer det sidste halve år. Det har været utroligt givende at få så direkte og klare betragtninger - positive som negative.

God sommer.

Søren Pind

I dag i kastelskirken - Jesus spørger sine disciple: "Jamen, hvem siger I jeg er?". Og præsten, Ole Brehm,   leverede som sædvanligt svaret. En gedigen og god prædiken.

Det fik mig til at tænke, spørgsmålet. "Hvem siger I egentlig jeg er"... Reaktionerne på mit EU-indlæg. På min kritik af Københavns politiledelse. På behandlingen af mit retsoplæg. På snart sagt alt muligt her gennem det sidste halve års tid.

Lad os starte fra begyndelsen: Jeg fik for et par dage siden besked på, at jeg har fået stilling som ekstern lektor ved Københavns Universitet i forfatningsret. Jeg er glad for denne faglige tillidserklæring, og jeg glæder mig til at genoptage min undervisning af helt unge mennesker, just indrulleret ved universitetet og klare til at høre om Danmarks formelle magtstrukturer. At undervise er en fantastisk ting. At undervise helt unge videbegærlige et privilegium. Jeg har før gjort det som manuduktør, for fremtiden altså som lektor og for mange flere på en gang. Det glæder jeg mig virkelig til.

Ved siden af at jeg altså er kontaktdirektør i IT-virksomheden Propeople. Ved siden af jeg er medlem af et børsnoteret selskabs bestyrelse. Musikken, ikke at forglemme! Og altså samtidig med, at jeg passer mit hverv som medlem af Folketinget og udenrigsordfører for Venstre.

Spørgsmålet vil givet hos nogen atter være: "Hvordan får du tid?". "Hvordan kan du passe alt det?" - og så de sædvanlige misundelsesrøster: "Pamperi" og alt det andet vrøvl. Svaret er enkelt: For mig er det et spørgsmål om eksistens og uafhængighed. Tiden er en mindre faktor i denne sammenhæng.

Jeg elsker politik. Men jeg ved også politik er livsfarligt for sjælen. Hartling huggede engang et citat fra Nixon, der sagde, at politik er som at sætte sig op på ryggen af en tiger. Enten rider du længere og længere ind i junglen og holder fast. Ellers også falder du af og bliver ædt.

Jeg vil ikke ædes. Og jeg vil ikke i min tilværelse være afhængig. Hverken af politik. Eller af andres velvilje. Jeg vil være mig selv. Og jeg vil kunne sige fra og til, kunne sige det jeg mener er rigtigt og forkert. Ellers giver den politiske tilværelse som folketingsmedlem ingen mening for mig. Og heldigvis er det sådan i et demokrati, at deler folk ikke denne holdning med mig, ønsker de politiske junkies og folk der er afhængige af systemet, så kan man blot fjerne sit kryds fra mig og sætte det andre steder.

Jeg ser i dag i Jyllands-Posten, at Svend Ove Gade - venligt ment  overfor mig - anvender udtrykket "driftssikkerhed" i forhold til nogle af mine kolleger. Og analyserer sig frem til, at jeg i modsætning til dem ikke vil blive anset for at være driftssikker, fordi jeg insisterer på at sige min mening, hvilket han finder prisværdigt. Tja - ærlig talt. Jeg fornægter nu bestemt ikke den politiske verdens taktiske og strategiske dimension. Men jeg mener alt har sin plads.

Hvis vi dødelige almindelige folketingsmedlemmer begynder at underkaste os et ensretningspræget og meningscentrerende perspektiv for vort politiske arbejde - så er demokratiet dødt. Så er meningen med den konstruktion vi har, hvor folketingsmedlemmer i forhold til grundlovens ord udelukkende er bundet ved deres samvittighed og ikke ved nogen form for forskrift fra andre død.

Reglerne i Folketinget er enkle: Ministre udgør et kollektiv, regeringen. De har ikke den samme frihed som vi andre - skønt man i gennem den sidste tid har kunnet tage fejl... Partiernes politiske ordførere repræsenterer partierne, og har derfor heller ikke den samme frihed. De respektive fagordfører - for mit vedkommende udenrigsområdet - skal naturligt dække partiets holdninger på deres ansvarsfelter - men er på andre områder frit stillet (dermed ikke være sagt at kollegialitet og fællesskab intet betyder. Tværtimod, disse forhold er særdeles vigtige). Det er for mig essensen. Og det må jeg insistere på. Ellers skal jeg helt lave noget andet. Det var denne afklaring af arbejdsmetode, der for et år siden fik mig til at sige til Politiken, at råberiet også havde sin grænse. Man skal aldrig råbe for at råbe - men er spørgsmålet af substantiel karakter må man sige fra.

Hvad angår driftssikkerhed - jamen kæreste venner: I en alder af 28 år tiltrådte jeg en af de tungeste borgmesterstillinger i landet her. I dag kan jeg se, det var for tidligt. Men dengang... Der var jo ikke andre, der ellers kunne trække partiet i den retning og til de højder det fortjente (som Baunsgaard sagde: Hvis bare de unge, de kloge, de smukke og de rige ville politik så... Men det gider de ikke, og så må vi andre jo...). Så det er ikke værd at dvæle ved. Ikke desto mindre fik jeg i så ung en alder ansvaret for over 3000 mand, et budget på flere milliarder og ledede et udvalg, der ved alle undersøgelser af udvalgsstyret i Københavns Kommune priste vore samarbejdsrelationer højlydt. Overborgmesteren måtte lide den tort, at vi i Bygge- og Teknikudvalget havde den bedste samarbejdsform og de bedste relationer overhovedet. I de år leverede vi, hvad København høster internationale priser for i disse dage - bedste by, arkitektonisk vidunder, coolest storby og hvad ved jeg - i øvrigt til stor ståhej og brok... Ved siden af det faktum at byen helt og aldeles fik styr på sin økonomi. Hvis ingen andre vil sige det, vil jeg selv: Jeg er dødstolt over de resultater. Og hvad angik Venstre bragte vi i den periode partiet til højder, det aldrig før havde haft i København. Som Churchill engang sagde: Det er rart at begå sine fejl som ung. Så behøver man ikke at begå dem som gammel...

Så driftssikkerhed. Tjo. Hver ting til sin tid. Er man betroet et ansvar skal man udfylde det. Det føler jeg altid jeg har gjort. Det ansvar jeg er betroet er for nærværende at være medlem af Folketinget for de københavnske og danske vælgere og samtidig klarlægge, hvad Venstres udenrigspolitik er. Det er præcis hvad jeg gør. Og agter at fortsætte med.

Jeg modtog en knastør sms-besked forleden da det stod klart, at Irerne havde stemt nej til Lissabon-traktaten. En af mine nærmeste venner skrev: "Det er da mærkeligt, at dette grundfolkelige projekt EU altid falder, når der skal stemmes om det i befolkningerne...". Det var ikke venligt ment overfor EU.

Er der noget om snakken? I hvert fald må man konstatere, at ikke blot stemte en solid majoritet i Irland traktaten ned. Kun 42 % af vælgerne valgte tilmed overhovedet at gå hen og stemme. Nogen har valgt at lufte deres forargelse over det. Men i virkeligheden er problemstilling jo den omvendte: Hvorfor finder så få det relevant at gå hen og stemme? Og hvorfor finder et flertal af de, der går hen og stemmer at de skal stemme nej?

Også blandt borgerlige breder der sig for tiden en stærk skepsis overfor det europæiske projekt. For nylig sprang bankdirektør Lars Seier ud som modstander af euroen - han har personligt opbygget en af de nyeste og største danske erhvervssucceser, nemlig Saxo Bank. Også tidligere har fremtrædende bankdirektører været ude og advare mod udviklingen - nemlig Jyske Banks direktør Anders Dam.

I 1986 var vi mange borgerlige, der næsten ikke kunne få armene ned. En solid majoritet af danskerne havde underkendt socialdemokratiets hasard med vores EF-medlemsskab. Og havde vedtaget at Danmark skulle tiltræde det indre marked med fri bevægelighed for varer, personer, kapital og tjenesteydelser. Det var dengang grundideen var, at man kunne tage til Tyskland og købe sin bil - og så havde man svaret det man skulle. Også selv om man kørte hjem til Danmark i den. Det var dengang tankerne om den fri bevægelighed for arbejdskraft var i centrum - at havde jeg lyst til at bruge portugisiske håndværkere i stedet for danske, så skulle det stå mig frit for. Det var i det hele taget dengang EU stod for frihed - frihed for det enkelte menneske.

Siden manifesterede tankerne om den politiske styring og overbygning sig i højere og højere grad. Det er tankevækkende, at jo mere denne tankegang har manifesteret sig, jo mere har befolkningerne reageret imod EU.

Konventionel visdom siger, at folkene stemmer nej på grund af frygten for mere økonomisk frihed i Europa. Hvad nu hvis det forholder sig modsat? Hvad nu hvis befolkningerne reagerer imod en centralistisk politisk styring, et bureaukratisk sprog de ikke forstår, lovgivning udgående fra en by meget langt fra dem uden klare folkelige retningslinjer og debat?

Hvis det er tilfældet - og jeg siger ikke, jeg ved det - så er der vel efterhånden et og andet, vi skal til at overveje?

Essensen af alt dette er, at EU uomtvisteligt har brug for nye spilleregler efter optagelsen af alle de nye lande. Det institutionelle regelsæt er skruet sammen til kun 15 lande, og nu udgøres medlemskredsen af næsten det dobbelte antal. Men det er og bliver et ufolkeligt argument. Det er ikke noget, man kan overbevise og begejstre europæerne med. Strukturdiskussioner har fanden skabt - hvad enten det er i Danmark eller i Europa. Netop derfor måtte vores egen grundlovsafstemning i 1953 pakkes ind i diskussionen om kvindelig arvefølge.

EU har brug for at genskabe begejstringen for den frihed, EF gav de europæiske borgere. Det kræver, at bureaukratiseringen, socialiseringen og centraliseringen tones ned. I modsat fald vil befolkningerne igen og igen - når de lejlighedsvis bliver spurgte - sige fra. Og kan man egentlig bebrejde dem? Min helt Uffe siger vi skal fjerne folkeafstemninger i disse sammenhænge; personligt er jeg nok snarere kommet frem til det modsatte standpunkt.

Må jeg understrege, at disse betragtninger er mine egne. Hvad angår Venstres mere præcise holdning til afstemningen er det ikke mit ansvarsområde, men vores EU-ordfører Michael Aastrup-Jensens. Mine betragtninger er kun frihåndstegninger...