Søren Pind

I en interessant analyse fastslår Ralf Pittelkow, at danske politikere aldrig er blevet spurgt i forhold til de sager, der nu ved EF-domstolen er ved at underminere den danske udlændingepolitik. Han anfører, at forholdet er politisk - at domstolen dømmer politisk, også kaldet aktivistisk. At domstolen fører en aktivistisk afsigelsespolitik, der skal fremme integrationen, og i virkeligheden den gamle Rom-traktats passus om en stadig snævrere sammenslutning (union) af de europæiske lande, se http://jp.dk/indland/indland_politik/article1398801.ece

Det er et kompliceret stykket jura, vi er inde i her. Jurister, angiveligt med speciale i EU-retten, har ikke været sene til at dømme den danske lovgivning ude, og har fastslået, at der kun er en vej, og det er at følge afgørelserne. Hvad da også enkelte politikere har været ude og melde de ville. Her forudgriber man altså allerede, at de danske regler er i strid med eu-retten.

Spørgsmålet er imidlertid, om det nu er så klart... For ja, vel er afstemningen i 1986 om det indre marked en af de vigtigste milepæle i vores tilslutning til EU. Og som liberal er det en af de vigtigste ting at glæde sig over ved EU idag. Men enhver der kan huske, hvad der blev forelagt dengang vil også vide, at der ikke var skyggen af spørgsmål om dansk suverænitet i forhold til tredjeverdensborgere - d.v.s. f.eks. spgm om eu-borgeres ægtefæller fra andre lande, eller hvilke betingelser disse kunne komme til Danmark på. Beslutningen dengang gjaldt borgerne i EF - ikke alle mulige andre.

Der må uvilkårligt opstå et sammenstød, hvis det er sådan, at fordi et EU-land har truffet beslutning om en særdeles lempelig udlændingepolitik, så rammer det alle øvrige lande i EU. Den kompetence er i hvert fald ikke i bredeste forstand på noget tidspunkt afgivet, hverken af de danske politikere, eller måske mere væsentligt af det danske folk i skikkelse af en § 20-afstemning jf. grundlovens krav herom. § 20 afstemningen handler om, at afgives der suverænitet fra danske myndigheder til f.eks. EU, ja så skal det forelægges det danske folk til folkeafstemning, dog kan 5/6 af folketinget selv afgive denne suverænitet.

Tværtimod har vi i Danmark netop med retsforbehold, og afvisningen af unionsborgerskabet, gået med både livrem og seler i disse sager...

Essensen af al denne jurasnak er meget enkel: Har vi nogensinde taget stilling til, at vi på denne måde skulle underlægges fremmed jurisdiktion i vor udlændingepolitik? Svaret er enkelt: Nej. Aldrig. Der er ikke engang tale om den vildførelse, mange beskylder danske politikere for i denne sammenhæng. For sandheden er, at heller ikke vi nogensinde har ment eller troet eller vidst, at disse regler skulle eller kunne være omfattet af EU's kompetencer.

Højesteret har i forbindelse med den såkaldte Maastricht-sag slået fast, at den ikke vil blande sig i EF-domstolens afgørelse - dog med det væsentlige forbehold, at den naturligvis vil tilse, om Danmark rent faktisk har afgivet den pågældende kompetence til EU. For mig er det ganske klart, at denne kompetence aldrig bevidst er afgivet. Hverken politisk. Eller af folket. Spørgsmålet bliver derfor, om man kan afgive sådanne kompetencer ubevidst? Jeg mangler i hvert fald nogen, der træder frem og siger, at dette har man gjort, helt velvidende hvad det ville medføre. Det burde nogen journalister måske lede lidt efter... For nu at sige det pænt. Jeg prøver med andre ord at sige, at der udmærket kan være tale om, at EF-domstolen optræder i strid med den danske grundlov. Og det kan selv den ikke være ligeglad med... I givet fald er det i hvert fald ikke noget, der binder danske domstole. Og slet ikke de ansvarlige danske myndigheder, herunder ministre...

Derfor er det her en ganske alvorlig sag. Der er virkelig tale om et sammenstød mellem vore grundlovsregler og EF-domstolens selv-udvidende kompetencer. At domstolen virkede sådan har vi ganske vist vidst. Men alle har vi vel også troet, at når det netop kom dertil, ville der også fra domstolens side måtte indtræffe en vis tilbageholdenhed, når det kom til spørgsmål, nogle borgere i et medlemsland med rette kunne sige aldrig havde været forelagt dem, skønt deres egne forfatninger krævede det. I stedet lader det nu til, at domstolen går efter en make or break-situation. Det er næppe klogt for dem, der vil det europæiske samarbejde det vel...