Søren Pind

Altså... Engang imellem bliver man sgu gal. Man skal som bekendt lade være med at være bitter i politik. Og ærlig talt - hvad angår Kommunevalget i 2005, så er jeg gud ske tak og lov ikke bitter over, jeg ikke blev overborgmester. Men der er en ting, jeg er gal over: At man ikke tog vores - mit - budskab alvorligt om de alvorlige integrations- og kriminalitetsproblemer, der stod foran os.

Og udfordringen for mit temperament består i, at rapporterne nu jævnligt vælter ind om, hvor rigtigt Venstre så, da vi gjorde bekæmpelse af kriminalitet bland indvandrere til hovedudfordringen. Se nu Jyllands-Posten i dag, http://jp.dk/indland/krimi/article1424845.ece Her udnævner politidirektøren direkte, på baggrund af de nyeste skræmmende - deprimerende og nedslående - tal om sammenhængen mellem indvandrere og kriminalitet, forholdet til at være det alvorligste i hovedstaden.

Nu, hvor der ikke er valgkamp, er der ikke ende på udtalelserne. Som Hanne Bech selv siger det: "Det største og altoverskyggende problem i den danske hovedstad". Tja - jamen det kan da godt være, det pludseligt står klart, at det er blevet det. Men realiteten er den, at ikke mindst ledelsen af Københavns Politi med sin optræden op til kommunevalget - i øvrigt sammen med politiets fagforening, der direkte sagde, der ikke var brug for mere politi (!) - har holdt dette spørgsmål nede. Og, som jeg tidligere har sagt, efter og under brandene på Nørrebro, den snakkesagelige - for nu at bruge det udtryk - tilgang til bekæmpelsen af den rå kriminalitet på gader og stræder har spillet fallit. Sagen er den, at almindelige borgere er begyndt at blive bange. Og jeg tør dertil tilføje, at denne angst - og dermed manglende handlekraft - spores langt ind i de politiske rækker. Ingen nævnte ingen glemt. Men jeg kan se det. På nært hold...

Det værste ved det her er næsten, at det rammer en pæl direkte ned gennem den såkaldte integration. Folk holder op med at kunne se forskel. I stedet kommer bare mistænksomheden, så længe der tilsyneladende ikke sættes kraftigt ind mod de der forbryder sig mod loven.

Alene det, at en større del af de mennesker, rigspolitiet for nylig har udnævnt til at være de farligste i Danmark er udenlandske statsborgere siger jo alt. Hvorfor i al verden er de stadig i Danmark? Der er ingen anden forklaring end angst og holdningsløshed.

Når dertil kommer, at overborgmesteren i sidste uge anmodede om en national handlingsplan mod våben er bægeret fuldt. Det er topmålet af hykleri. Skændigt. Under kommunevalget var der ingen grænser for bagataliseringen af dette problem. Nu er det hele pludseligt regeringens skyld.

Sagen er faktisk den, at en beslutsom kommune kombineret med et beslutsomt politi ville kunne nå langt. Men med de hidtidige strategier virker det mere som har vi fået et opgivelsespoliti fremfor et opklaringspoliti. Og jeg understreger det igen: Nej - det er ikke den menige politimand, jeg klandrer. Det er manglen på strategi og ledelse i forhold til de enorme problemer. Politiet må sige til, hvad der er brug for. Og politiet må lægge en troværdig strategi, baseret på nultolerance overfor lovovertrædelser, frem - eller i det mindste en strategi der kan måles og vejes med indlagte succeskriterier... Så tror jeg ikke, det vil skorte på den politiske opbakning - og beviling...

Problemet er i al sin enkelthed, at nultolerance filosofien kræver, at alt tages alvorligt - det nægter de ansvarlige for indsatsen til stadighed at acceptere. Jeg har tidligere på denne blog - se specifikt den 25. marts i år - redegjort præcist for, hvad jeg mener, der skal til. Og ja - det kan da godt være, jeg har uret i det. Men indtil videre er den førte strategi og den førte politik i København en kæmpe stor fejltagelse, en politik der nu af politidirektøren selv bliver stemplet. Den har medført "Det største og altoverskyggende problem i hovedstaden". Der er vist ingen grund til at ønske tillykke... Bortset fra Ritt Bjerregaard. Hun bedrog hele folket hele tiden. Kendere af Abraham Lincoln vil vide, at det er en enestående bedrift...

Jeg finder ham engang imellem frem - ham manden med det hvide skæg, og skiltet med "Jordens undergang er nær".

Det skete bl.a. kort tid før Ny Alliance blev dannet. Og kort tid før Nørrebrourolighederne. Og nu er han der igen...

Amerikanerne har sådan et rammende udtryk for den der udefinerbare vejren i luften, hvor man kan fornemme og lugte et eller andet: Smell a rat. Vi, der kommer fra landet, forstår kun alt for godt den beskrivelse. Den der lugt, sødlig og forrådnende, der stadig får en til at håbe, det nok ikke er rigtigt. Men dagen efter gennemtrænger den alt...

Denne gang er fornemmelsen den samme. I forlængelse af EF-domstolens afgørelse bredte der sig et eller andet - og nu, efter en del uklarhed, står det klart: Dansk udlændingepolitik skal undersøges til bunds. Efter lidt tvivl er det nu slået klokkeklart fast af Venstres politiske ordfører, se http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2008/08/25/044512.htm .

I denne forbindelse er det centralt, at to forhold - af givetvis mange - indgår: 1) virker de danske regler 2) hvad er - uanset - betydningen af indvandringen til Danmark frem mod 2050. Man kunne kort formulere spørgsmålet sådant: Hvordan vil Danmark alt andet lige se ud i 2050?

Ved årsskiftet skrev Hans Kornø en nøgtern og analytisk - men også indvandringspositiv - bog om "den danske stamme", se http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/277362:Liv---Sjael--Den-danske-stamme-er-en-saga-blot  Hans konklusion vakte forunderligt nok ikke megen opsigt - nemlig at den danske stamme er forsvundet i 2050. At det forhold ikke vakte opsigt må virkelig forundre. Mig ramte det dybt og vakte virkelig til eftertanke.

Det forhold har ikke på nogen måde være til folkelig debat. Det må det. For det handler om en omkalfatring af det land, der har været vores i 1000 år - hvis det kan gøre det. Jeg skal ikke gøre mig til herre over, hvad folk skal mene i en sådan debat. Men jeg ved, hvor jeg selv står. Nemlig at noget sådant ikke bare skal ske fordi det sker. Danmark er ikke noget vi har. Det er et land, vi har fået overdraget af forrige generationer, og hvor vi har fået den lykke at høre til og kunne give videre til vore børn og børnebørn. Det er et grundliggende ejendomsforhold mellem generationer, hvor der er brugsret, men ikke salgsret. Den danske stammes land, Danmark.

Hvad der anfægter dette grundforhold må frem i lyset. Og angiveligt skal det være snart. For ellers er udviklingen forstår man irreversibel.

Det er muligt, det skal være sådan - men man skal så vide, at det kit - den stammefunktion - af gensidig tillid, der har skabt verdens lykkeligste folk, vil forsvinde. Og aldrig kan komme tilbage. Det er den selvsamme sociale kapital, der har gjort, at vi uanset høj skat og enorm offentlig sektor alligevel har kunnet eksistere som land og som folk - det nærmere forhold har jeg ofte nok beskrevet her på bloggen. Særligt interesserede kan selv finde de mere videnskabelige henvisninger her. At det vil forsvinde for mig, mine børn og alt derefter bør ikke være skjult nogen steder - det bør være genstand for politisk debat.

At det skal med i en sådan undersøgelse burde give sig selv. Lad os håbe, det gør det.  

Efteråret nærmer sig. Træerne mister deres blade, og lige så stille vil hele landskabet stå nøgent for enhver at betragte. Hvilke træer er egentlig smukke inde bag alt det løv, der for tiden dækker?

Jeg tror aldrig, jeg har oplevet et mere hektisk halvår i dansk politik end dette - dette snart tre-kvarte år. Da vi gik ind til det troede vi egentlig det ville blive stille og roligt. Men tværtom. Først hele integrationssagen og ny alliance, og så sag på sag på sag på sag. Ingen pauser.

Også internationalt er det vilde ridt indledt. Russernes invasion af Georgien toppede den liste.

Lige nu identificeres vi i Venstre med en række bekymrende sager:

1. I dag kan jeg se, at Ejvind Vesselbo - igen - gør opmærksom på, at familiesammenføringerne er ved at nå antallet fra 2001 - han mener, det alt andet lige vil ske i 2009. Se http://www.berlingske.dk/article/20080823/danmark/708230034/

2. Det står allerede klart, at det frie sygehusvalg - juvelen i fritvalgs-diskussionen i forhold til den offentlige sektor - nu suspenderes et års tid.

Og 3. Nu skal det særlige pensionsbidrag - den tvungne opsparing - tilbage igen i forhandlingerne om finansloven. Og vi i Venstre vil kæmpe for at det genindføres - med mindre der kan findes andre løsninger, der kan tiltrække kvalificeret arbejdskraft til arbejdsmarkedet.

Disse tre sager kan være svære at forklare de 10-20 - måske endda 30% - af vælgerne, der bekender sig til et liberalt grundlag for velfærdssamfundet.

Alt dette finder sted samtidig med, at Ny Alliance er ved at genopfinde sig selv. Og samtidig med S og SF går sammen om en strategisk udlændingepolitik. Alt dette sker sjovt nok samtidig med, at vælgerne i følge en nylige undersøgelse efterlyser mere idealistiske politikere, http://politiken.dk/politik/article546129.ece skønt disse design-politiske tiltag vel ikke har set deres lige i mange år i dansk politik.

Jeg har godt set, at de konservative har budt Ny Alliances nye kurs velkommen, og er glade for den liberale tilgang. Det er også jeg. Jeg har aldrig anset mig for at være levebrødspolitiker, og vil nogen eller noget gennemføre tanker, jeg selv går med, så er det fint. Hvad farve katten har er mig ligegyldigt, så længe den fanger mus. Men alligevel.

Tiden er kommet til, også i kraft af den ovennævnte undersøgelse, at spørge om ikke der er en naturlig grænse for designpolitikken. Og tiden er kommet til, at også vi tager spørgsmålet om familiesammenføringerne, frit-valg og borgernes ret til at disponere frit over deres egne midler op til grundig eftertanke. Lever vi fortsat op til de ting, vi har vundet valgene på i 2001, 2005 og 2007. Det er det afgørende spørgsmål.

I det 19. århundrede beherskedes det amerikanske kontinent af tre store jernbanemonopoler. På et tidspunkt kom frække, mindre konkurrenter og satsede udelukkende på at udkonkurrere de store på de givtige ruter. Det endte med de store selskabers fallit. Og et atomiseret jernbanenet.

Selv om man kan ønske Ny Alliance velkommen, er der trods alt ingen grund til at give fornyelse nemme starter. En klar udlændingepolitik, frit valg og pengene i borgernes lommer er og bliver centrale mærkesager for Venstre. Det er nok godt bladene snart falder af træerne, så man kan se stammen igen...

Midt imellem landets kommuner og staten ligger Københavns Kommune. Bred og mægtig. 500.000 indbyggere. Mellem 50 og 60 tusinde ansatte - landets største virksomhed/forvaltning.

De seneste år har vist, hvad en sådan struktur kan bruges til rent magtpolitisk. Gang på gang har Byens styre udfordret staten - hvad enten det har drejet sig om aftaler indgået mellem regering og kommune eller rent politiske markeringer. Samtidig har vi i København måtte se et bystyre syltet ind i løftebrud og magtmisbrug. Hvad enten det drejede sig om det højt profilerede valgløfte om 5000 billige boliger til 5000 kr. på 5 år (der nu er blevet til 12 boliger der i bedste fald kan betegnes som spekulationsbyggeri med stor risiko for de indflyttede), om et ungdomshus specielt foræret til en bestemt - ekstrem - gruppe borgere - eller en fuldstændig opgivelse af det kriminalpræventive arbejde, ja så har normale hårdtarbejdende borgere i byen god grund til at føle sig komplet svigtet af bystyret.

Nu tager kommunen så et skridt til, og udfordrer hele landets økonomiske situation. I årevis har KL og regeringen - også under S-regeringer - lavet aftaler for at håndtere den økonomiske udvikling landet over, for at tingene ikke skal løbe løbsk. Nu vil Københavns Kommune tilsidesætte den pågældende aftale, og selv anvende 4 milliarder kroner ud af en ramme på 15. I en tid med usikre konjunkturer og usikkerhed er det gift for den danske økonomi - gift, der også meget vel kan ramme os selv her i byen. Dertil kommer, at de øvrige kommuner i KL må se måbende til, at et venstreorienteret sammenrend blæser højt og flot på indgåede aftaler og almindelig solidaritet...

Som det blev sagt, så er nok nok. Den uigennemskuelighed og lukkethed, der kendetegner København, må høre op. Usandheden om, at den offentlige forvaltning mangler penge må afsløres. Der er masser af midler liggende i den enorme kolos, der udgør kommunen. Og den eneste måde at afsløre det på er at få inddelt byens forvaltning i mindre og mere overskuelige enheder.

Siden de ulyksagelige såkaldte bydelsråd har diskussionen om en decentralisering af Københavns Kommune stået i stampe. Det skyldtes en fuldstændig tåbelig struktur, hvor man lod politikere sidde og forvalte uden at have et egentlig økonomisk ansvar. Enhver kunne sige sig selv hvordan et sådant forsøg måtte ende. Derfor skal man i stedet trække kommunalreformen ind over København. I stedet for en Københavns Kommune og en Frederiksberg, burde man have 7 kommuner som Frederiksberg i det nuværende Københavns Kommune. Og så enten et folkevalgt råd bestående af borgmestrene fra de 7 kommuner som skulle varetage den overordnede Københavnske udvikling - eller en minister med særligt ansvar for København.

København trænger til en reform. Forhåbentlig kommer den. Den nuværende situation, hvor bystyret helt uansvarligt sætter borgernes tarv og Danmarks økonomiske udvikling sidst, er blot endnu et tegn på, at der er noget råddent i den danske hovedstad...

Så røg den sidste rest af glæden ved murens fald. Pax Americana er forsvundet - og hvornår den kommer igen, om nogen sinde, er svært at sige.

Der var en kort gylden tid, kort efter den 2. verdenskrig, hvor den vestlige verden levede på solsiden af den amerikanske atomparaply. Freden var garanteret, de vestlige demokratier var under opbygning, marshallhjælpen strømmede ind. Prisen for denne sjælefred var høj - en kynisk aftale, indgået på Jalta, mellem de tre stormagter om, hvordan Europa skulle opdeles i et øst og vest. Resultatet blev den tragiske kommunistiske ødelæggelse af et halvt kontinent.

Men russerne var passiviserede. Mod det frygtelige amerikanske våben, der havde vist sin altødelæggende magt i Hiroshima og Nagassaki, kunne det kommunistiske revolutionsvåben og Stalin intet stille op. Vesten var sikker. Indtil Sovjet ved spionage kom i besiddelse af atomvåbnet, og den kolde krig blev frysende.

Denne følelse - uden den moralsk nagende østeuropæiske kræftsvulst - blev atter sat fri ved murens fald i 1989. Vi levede i det endegyldige demokratis sejrrige stund. Intet kunne længere stå i vejen for friheden og fremskridtet verden over.

Denne - naive, men lykkelige - tid blev brat afbrudt ved de to flys lynkilning af de to tårne. Et klar før og efter for min generation - et lyn, der fik Kennedymordet til at virke som et fjernt ekko fra en enkel tid. Atter blev krigen noget, der fyldte. Og igen måtte unge trække i trøjen for at forsvare friheden. Selv vi i Danmark valgte side - i koalitionen af de villige og modige. En diktator blev fjernet, hans folk tog de første spæde skridt mod demokratiet. I Afghanistan faldt Taliban, og krigen føres stadig mere intensivt for at sikre at et sådant angreb som 9/11 ikke kan gentage sig.

Midt i alt dette har de antiamerikanske kræfter haft travlt. Ikke mindst den danske venstrefløj, ikke mindst f.eks. Mogens Lykketoft har gang på gang hamret løs på den amerikanske måde at svare igen på. Langsomt men sikkert er den vestlige verdens sammenhold blevet eroderet af de selvsamme kræfter, der også under den kolde krig søgte at undergrave NATO: Og de kræfter kan i dag, efter Ruslands invasion af Georgien, og den totale udstilling nu ikke blot at det moralsk korrupte FN-system, men også hele den vestlige verdens impotens, glæde sig. For den amerikanske hegemoni er brudt. Der er ikke længere blot en supermagt.

Der er en meget stærk magt, og så er der aspirerende stormagter - Rusland og Kina. Og som sædvanlig er det kræfter i centraleuropa, der svigter. Den tyske nation har nu en gennemført fuldstændig afhængighed af russisk olie- og gasforsyning. Reagan så ret, da han allerede i midt-firserne advarede mod den gasledning, der i dag køber tyske politikere til toppen af diverse russiske gasselskaber, og blandt andet splintrer NATO-alliancen i relation til det georgiske spørgsmål.

Verden er endnu engang, i stedet for at være et sted, hvor en stærk og fri magt er i stand til verden rundt at forsvare frihed og demokrati, blevet et kompliceret puslespil af stormagtsinteresser og kynisk magtpolitik.

Man må håbe venstrefløjen, herhjemme med Lykketoft i spidsen, glæder sig - tillykke med ødelæggelsen af den mest fredelige og stabile periode i nyere verdenshistorie.  Vi ska da nok komme til at høre alt det vrøvl om, at det jo ikke var det man mente, det man ville eller det man ønskede. Måske ikke. Men det var så det der skete. Og dét venstreføjens medvirken og Ruslands (og  måske Kinas, det  sidste er endnu usikkert) fremstormen medførte.

I realiteten er der grund til stor sorg. Vores generation var ikke bedre end den forrige og den forrige før den. Pax Americana er brudt. Og kommer nok aldrig igen. Frygten kan meget vel igen blive en del af vores tid. Æret være den amerikanske tids minde.