Søren Pind

Huspriserne styrtdykker. Ejendomsbranchen er i vildt oprør. Og snart vil en lang række øvrige virksomheder følge med. Presset af konkurser og betalingsstandsninger vil leverandører og leverandøreres leverandører mærke presset.

Den amerikanske regering har lagt en særlig redningsplan frem - 4000 mia. pumpes ud. Spørgsmålet, også vi nu bør stille os selv er, hvad vi kan gøre i Danmark for at bidrage til, at krisen ikke bider sig fast og en egentlig depression en kendsgerning.

Mange af de danske problemer stammer dels fra et overophedet arbejdsmarked, dels fra en samfundsstruktur, der ikke belønner de, der yder en ekstra indsats. Samtidig har udefrakommende økonomiske forhold efterhånden skabt et pres på den enkelt husholdnings økonomi. De seneste eksplosioner i olieprisen gav det første bølgeskvulp, men meget tyder på, at det bliver værre endnu.

Essensen er enkel. Der er behov for at overlade en større del af folks egen indkomst til dem selv. Så der er rådighed til at betale terminen. Så lysten til at yde den ekstra indsats på arbejdsmarkedet er tilstede. Disse to ting løser både den økonomiske udfordring for den enkelte familie. Og løser udfordringen for det danske samfund med at skaffe tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft.

Spørgsmålet er derfor evident: Hvorfor vente til 2010 med at gennemføre en skattereform? Behovet for at fremtidssikre det danske samfund, og undgå en længere periode med depression, der i sig selv ville kunne medføre, at økonomien til den tid ville blive brugt som modargument i relation til at gennemføre skattelettelser, tilsiger noget andet. Det tilsiger, at skattereformen, på linje med fremskyndelsen af dele af arbejdsmarkedskommissionens arbejde, bør ske nu.

De, der kan huske tilstanden i 1987, og de der har læst om depressionen i trediverne, føler formodentlig ikke nogen som helst lyst til gentagelse. I hvert fald ikke jeg.

Det danske samfund har en enestående chance for at styre nogenlunde fri af turbulensen. Det er på kanten lige nu. Lad os derfor få den skattereform. Lad den være baseret på dette ene: At skaffe flest mulige hænder og tilsikre at det kan betale sig at yde en ekstra indsats. Og lad os i denne svære tid erkende, at lighedsmageriets udsultende og hæmmende ånd skal spærres langt inde i flasken til samfundets samlede bedste. Heller i dag end i morgen.

Ved årets begyndelse eksploderede Nørrebro i et orgie af vold og hærværk. Uroligheder, hvis lige vi ikke har set siden besættelsen, medførte 800 brande landet over. Anført af indvandrerbander, med medlemmer på ned til 6 år, herskede anarkiet, og i realiteten stod politikere og politi magtesløse.

Dengang var vi nogen, der gjorde opmærksom på, at dette kun var forstadiet. At der i realiteten var tale om forpostfægtninger - ikke militære forpostfægtninger, for det er ikke en bevidst handling, en bevidst strategi. Men anarkistiske forpostfægtninger. Forpostfægtninger de ikke havde regnet med at få lov til at gennemføre. Men som fik lov at ske. Og som medførte magtberuselse.

For med anarki og magtberuselse er det meget enkelt: De, der kan tage magten, tager den. Og der er fra naturens hånd ingen ende på miseren - man lever kun så længe magten konstant udvider sig. Og siden, som i den berømmelige Higlander-saga, melder det forhold sig, at "there can only be one". Der kan kun være en. Det medfører konstante kampe mellem de stærke, og det er, hvad vi i disse dag ser ske i København.

Derfor vil disse kampe, uanset politiets anstrengelser, ikke afsluttes med de nuværende midler. There can only be one. Og så længe det danske samfund ikke accepterer, at ingen dialog kan bringe os ud af dette, og at der ikke er andet rationale end at overleve som den stærkeste bag handlingerne, vil anarkiet fortsætte og intensiveres.

Her til morgen genlød radioen af budskabet om, at børnehaverne nu har fået besked på nøje at efterse legepladser og parker i fald, der skulle ligge farlige genstande, d.v.s. granater, våben etc., efterladt af banderne. Noget, vi vel aldrig havde troet muligt i Danmark. Noget, såkaldt skingre røster advarede om i 80erne. Noget vi afviste som purt latterligt. Men nu er det her.

Og det værste er, at det kun ser ud til at blive værre.

Af en enkelt årsag: At politikere og politiledelse nægter at anerkende, at vi er inde i en tiltagende voldsspiral. En irreversibel voldsspiral, såfremt den nuværende tilgang får lov at fortsætte.

København vil ende som New York i 70erne, hvis dette blot får lov til at fortsætte, og hvis politiet offentligt erklærer, at banderne kan slå til når de vil hvorfor man har svært ved at gøre noget, som det blev sagt i går. Så vil forbryderne igen blive bekræftet i, at de er de reelle magthavere, og anarki- og voldsspiralen vil tage et sving til, bestandigt kraftigere og mere voldsomt. Det ligger i selve anarkiets enerti.

Der går en lige linje fra januar til den udvikling vi ser nu. Banderne har set, hvilken magt der ligger i gadens parlament. Og nu skal rockerne fjernes, så de kan komme til. Som Abbed Faria betror Dantes i Greven af Monte Christo, så følger det af Newtons tredje lov, at al aktion medfører reaktion. Også i menneskenes verden... Derfor er reaktionen, indtil videre blandt den - skal vi kalde det - mere grove del af den danske befolkning, at indvandrerbanderne ikke skal bestemme her. Og derfor er reaktionen på disse forhold en øget tilslutning til grupper som AK 81. Jeg siger indtil videre. Fordi det naturligvis hvis dette fortsætter også vil skrive sig langt langt ind i helt almindelige og pæne menneskers holdningsbog.

Det er, hvad Københavns Kommunes, justitsministeriets og politiledelsens demonstration af magtesløshed har medført.

Der er og bliver kun et svar: Jeg sagde det i 2005, latterliggjort og mødt med foragt. Jeg sagde det ved årets begyndelse. Og jeg siger det igen - nu hvor vi indtil videre har set 17 skudepisoder i København i år, hvor unge mennesker anholdes med maskingeværer på gaden, og hvor folk er skrækslagne for at gå ud: Magt skal mødes med total magt. Samfundet må altid vise, at når det kommer til vold, så er det samfundets voldsmonopol, der sætter sig igennem. Vi må acceptere, at andre kulturer er kommet hertil, og ikke lider under de samme sociale anfægtelser der i sin tid kendetegnede selv rockerne. Og vi må indrette vores lovgivning derefter.

Ting vi for få år tilbage ville have kaldt udanske er nu nødvendige. Der er ingen anden vej end at indføre den politik, som borgmester Gulliani indførte i New York, nemlig nultolerance fra alle samfundets lag overfor enhver form for asocial adfærd. Således at vi stopper fødekæden. Og således at vi stopper de, der udøver volden og anarkiet.

Skån de besejrede, men nedslå de trodsige.

Og til sidst et spørgsmål: Da jeg sidst var ude med disse betragtninger lovede justitsministeriet at se på, om man kunne udvise udenlandske statsborgere der blev antastet med våben på gaden. En journalist betroede mig i går, at flere af de anholdte med våben ikke har dansk pas. Jeg spørger igen: Hvorfor er der ikke for længst sket noget ved det? Hvorfor opholder udenlandske borgere, der er blevet anholdt i Danmark med våben, sig stadig i Danmark? Svaret burde være let: Udvisning.  Administrativt. Nu.

Myndighederne - dem alle... - har ladt dette her gå alt for vidt. Fordi man har nægtet (og nægter) at se realiteten i øjnene. Fordi man stadig tror man kan klare sig med snak henover kaffebordet. Fordi man nægter at indse det enorme skift der er sket i den danske demografi. Og de konsekvenser dette skift medfører - en spiral hvis udsving bare tager til og tager til og tager til.

Derfor er der kun et tilbage at gøre: At sætte hele samfundets magt bag et svar. Et svar, hvor fårene skilles fra bukkene. Jeg henviser endnu engang til min blog af 25 marts. Og nej: Jeg fortryder ikke three strikes and your'e out. Det ville have forhindret de tilstande vi ser udfolde sig i dag. Men de, der dengang var imod, må jo så forklare, at det der er nu er at foretrække...

For år tilbage op til kommunevalget i København havde jeg flere samtaler med daværende chefredaktør på Ekstra-Bladet Hans Engell. Han var klar i mælet, hvad angik valget i København - tingene var stivnet, og der skulle nyt til. Jeg skulle køre en valgkamp under sloganet "Tiden er inde" - som han selv havde oplevet det ved et besøg i Norge, hvor Højre havde afsat det socialdemokratiske regimente under den selvsamme overskrift.

Nuvel, det var mens Kramer sad, siden kom Ritt, og rådet fulgte jeg jo ikke. Så n'importe, som de siger i Frankrig.

Men essensen er enkel - dansk politik er ved at nå samme tilstand. Det er stivnet og ensartet - og når man betragter hvad en simpel personudskiftning i det næstbedste regeringsparti kan gøre for den politiske debat, så er det tid at tænke sig om.

Hvad er det, der gør, at medier og vælgere svælger så meget i personer, og flytter sig efter dem? Svaret er enkelt: Fraværet af politik - eller mere præcist ideologi. Fraværet af den egentlige politiske dialog, hvor man deler sig efter anskuelser.

Vi bør i Venstre mærke os den udvikling. Sagen er ganske enkelt den, at vi trænger til en ideologisk oprustning. Det er blevet for tamt, for kedeligt, for ensartet. Vi må genskabe vildskaben, livsglæden, ja den politiske dialog.

For nylig var jeg i Hornsherred, hvor der var godt 100 mennesker til stede. Dagen før i Roskilde med Mette Frederiksen hvor et godt stykke over 200 var mødt frem. Og sagen var enkel: Folk vil have holdninger, de søger i øjeblikket.

Det er essentielt, at Venstre ikke hænger fast i det gamle, men fanger denne sindsstemning. I 80erne fangede vi den bølge. En ung Anders Fogh Rasmussen blev sat i spidsen for en genrejsning af det ideologiske Venstre. Sandheden er, at vi igen har brug for et sådant projekt. Vi har brug for en revitalisering og en genrejsning af det liberale projekt i Venstre - og graver vi dybt nok er der masser at finde. I friheden til det enkelte menneske ligger der masser af stof gemt. Frit valg ægte gennemført i sundhedssektoren, så man frit kan vælge mellem privat og offentligt. En skolevoucher, så man frit kan vælge mellem offentlig og privatskole. Lavere personsskat så folk selv kan få lov at bestemme over deres egne penge. Et kulturfradrag, hvor man erstatter kulturpaver med folks eget frie valg. Og hvad med den enorme - og stigende - ineffektivitet i den offentlige sektor, mens den private sektor hvert eneste år kun bliver mere og mere effektiv? O.s.v. Der er MASSER at tage fat på.

I stedet kan man læse, at seriøse - hævdes det i hvert fald - analytikere som Thomas Larsen kan skrive, at mit parti er ligeglad med, om Venstre går frem eller tilbage ved valgene, se http://www.berlingske.dk/article/20080913/thomaslarsen/709130036/. Det er den sikre vej til døden. Stilstand og tilbagegang er aldrig godt - og Venstre har rent faktisk mistet mandater ved alle valg siden 2001. Den går ikke en gang til.

Venstre har brug for at genopfinde begejstringen. Vi har prøvet det før. Det kan vi gøre igen. Så Venstre kan sikre(s) fremgang og fornyelse. Det er tid til at iværksætte den proces... Vi må af med de små sko der fører til de små skridt. Det har haft sin tid. Tiden er inde...

Jeg mærker, at der rent faktisk er meget lidt viden og baggrundsforståelse for amerikansk politik i Danmark. Jeg mærker det, når jeg fortæller, at jeg oprigtigt mener, John McCain vil være bedst for Amerika og Vesten som præsident. Jeg mærker det, når man mærker reaktionerne på hans valg af vicepræsident(kandidat) Sarah Palin. Og jeg mærker det på holdningen til den amerikanske Højesteret.

Meget af det skyldes uvidenhed. Når f.eks. min gode tidl. kollega Jens Rhode mener, Ronald Reagan (en af de største præsidenter i forrige århundrede - spørg f.eks. Auken (!) eller Uffe) - kom fra Texas og derfor ikke var vellidt fordi han i sit sprog mindede om Bush (!), eller Stougaard (se mit blogindlæg fra i forgårs) fra Berlingske kan finde på at skrive som korrespondent fra Amerika at Obama har større erfaring i at lede end henholdsvis Reagan, Bush og Clinton - ja så er den konkrete viden i hvert fald meget lille. Reagan var som bekendt født i Illinois og var - foruden at være en særdeles dygtig fagforeningsformand for skuespillerne i Hollywood - senere guvernør i Californien igennem 8 år. Sprogligt og stemmemæssigt set  behagelig og klar - en af grundene til han blev så populær var netop en enkel og ren accent og radiostemme. Som Thatcher engang bemærkede det, så var han den arketypiske amerikaner.

Jeg vil derfor med dette indlæg gerne sætte nogle enkelte ting på plads, som jeg kan mærke går igen. Og lad os starte med det umiddelbart mest iøjnfaldende, nemlig Sarah Palin. Som jeg forudskikkede i ovennævnte indlæg lader hun til at blive en fordel for McCain. Endda en meget stor fordel. For særlig interesserede kan henvises til det ypperlige Rasmussen Reports hjemmeside, hvor man kan se fra den sidste meningsmåling, at hun rent faktisk overgår alle de øvrige - d.v.s. Obama, McCain og Biden - i popularitet, se http://www.rasmussenreports.com/public_content/politics/election_20082/2008_presidential_election/palin_power_fresh_face_now_more_popular_than_obama_mccainHvordan Hvordan kan det dog være, spørger mange - hun er jo for våben. Hun er imod fri abort. Hun er (fundamentalistisk) religiøs. O.s.v.

For det første om abort. Clinton sagde engang - meget klogt - at ingen vel i sig selv er tilhængere af abort som sådan. Det afgørende spørgsmål er imidlertid, om det er kvindens samvittighed, der skal afgøre om det ufødte barn skal dø. Eller lovgivningen der skal afgøre, om barnet skal leve. Efter personligt selv at have sloges mange år med det spørgsmål er jeg kommet frem til, at det er et eksistentielt spørgsmål, som må være kvindens valg - skønt jeg foretrækker ordet ansvar. Til gengæld kan jeg ikke fortie, at jeg mener, der i sagens natur er tale om et liv. Det var vist Paulus, der bemærkede, at vi er skabninger - ikke skabere...

I Amerika har man - enestående i verden - som det første land sat det udgangspunkt for hele nationens tilblivelse, at det enkelte menneske er noget særligt. "We hold these truths to be self-evident, that all men are created equal, that they are endowed by their Creator with certain unalienable Rights, that among these are Life, Liberty and the pursuit of Happiness.(jeg henviser interesserede til http://en.wikipedia.org/wiki/United_States_Declaration_of_Independence ). Retten til livet er en central del af det opgør, der fandt sted mod det gamle - monarkistiske og konservative - Europa, hvor menneskelivet i den forstand ikke var i høj kurs, og hvor det i hvert fald ikke var givet, at man som menneske først og fremmest her på jorden tilhørte sig selv. Det er så central en del af den amerikanske folkekarakter, at mange - også demokrater - forsvarer og har dette standpunkt. Til dem, der har travlt med at fordømme Palin, skulle man måske sige, at de passende kunne tage et kig på den demokratiske VP-kandidat Biden. Han har gentagende gange erklæret, at for ham - som katolik - starter livet ved undfangelsen. Er man nået dertil er det min opfattelse at den konsekvens man så uddrager af det standpunkt må respekteres. Det er ikke nogen nem sag.

Palin har så tilmed levet sin holdning ud. Hun har - vel vidende at der var tale om et barn, der ville blive født med Down's syndrom - valgt at beholde og føde sin nulevende baby. Hvis spørgsmålet var et andet, ville det uden tvivl i Danmark blive kaldt streetcred. Og i hvert fald er det slået kraftigt igennem i Amerika. Det er et meget meget kraftigt symbol...

Spørgsmålet om våben er kompliceret. Men den danske opfattelse skyldes tror jeg  i vidt omfang, at vi lever i et gammelt land, hvor der, indtil de sidste år, har været ganske fredeligt og roligt. Ikke som i Amerika. Her har det at bære våben, for at kunne forsvare sig og sine, været en central del af ikke mindst fortællingen om det grænseløse land (the new frontier) og den måde, hele vesten blev bygget op. Amerika er et ungt land, det erklærede sin uafhængighed fra det forenede kongerige i 1776. Nybyggersyndromet og selvstændighedskulturen er den dag i dag en stærk, stærk og central del af den amerikanske kultur.

 Når dertil kommer, at det er en del af forfatningen, at enhver mand/kvinde har ret til at bære våben med henblik på selvforsvar, ja så antager spørgsmålet jo pludseligt en anden karakter. En meningsmåling også foretaget af Rasmussen viser, at 60 procent af amerikanerne mener, højesteret skal dømme efter forfatningens ordlyd, og ikke efter hvad dommerne personligt synes - se http://www.rasmussenreports.com/public_content/politics/mood_of_america/supreme_court_ratings/supreme_court_update

Mon ikke de fleste danskere ville sige det samme? Det er et af de største skændsmål i amerikansk forfatningshistorie, om man skal være såkaldt skriftnær eller fri i sin fortolkning. Men det grundlæggende må være, at skal man ændre noget sådan, skal det ske via en forfatningsændring - ikke via domstolene. Der må tingene gå deres gang. I hvert fald må det give de, der skælder EF-domstolen ud for at være lovgivende og ikke bogstavtro, anledning til eftertanke...

Og så er der det med den indædte skepsis mod politik, stat og magt. Da Reagan anslog tonen om, at staten ikke var løsningen på problemet, men årsagen til det, ramte han en grundtone for Amerika. Nemlig igen hele grundlaget, den amerikanske nation er bygget på. At man netop løsrev sig fra en central magt langt borte fra, der ville styre, hvordan det enkelte menneske skulle leve sit liv. Når man derfor undrer sig over, at en Hilary Clinton og en Barrack Hussein Obama møder skepsis når de taler om et velfærdsstatsligt sygehusvæsen, f.eks. - ja så skyldes det jo netop den dybt indgroede skepsis som McCain ramte så fint i sin tale - "Obama vil have et sygehusvæsen, hvor en bureaukrat står mellem dig og din læge". Lige præcis. Tag den, Bent Hansen...

Jeg ved ikke, om det her opklarer noget for læseren af denne blog. Men et eller andet sted må det vel være rimeligt at vurdere et land på dets kulturelle forudsætninger. Det har vi altid så travlt med, når det kommer til diktaturstater. Og at anse et lands kulturelle forudsætninger fra en vinkel, hvor den pågældende nation ser det enkelte menneske som ukrænkeligt, hvor den enkelte borger har ret til selvforsvar (spørg bare denne blogs helt urmageren, hvordan han har det i fængslet efter han måtte ind for den forseelse) og hvor man forventer at dommerne følger lovens bogstav og ikke personlige idiosynkrasier - det er vel ikke så ringe endda... Eller hvad?

Anarkiet hersker. Se historien om de 100 unge på Nørrebro, der i nat ryddede Jægersborggade, og hvor Nørrebro igen genlød af skud, http://politiken.dk/indland/article564041.ece

Der skal en handlingsplan til. NU. Enhver, der har set udviklingen siden den foreløbige kulmination med brandene i februar kan jo se, at den er helt gal.

Det er uhyrligt som den politiske sfære fyldes med snak om "ballademagere" og "unge utilpassede", når essensen er, at vi taler om anarki, hvor bestemte grupperinger, med skydevåben og terror, selv bestemmer, hvor og hvornår de gør som det passer dem.

Tidligere på året udnævnte Rigspolitichefen langt størstedelen af de farligste forbrydere i Danmark til at tilhøre indvandrerbander. I sidste uge meddelte Hanne Bech Hansen, at dette var det altoverskyggende problem i København.

Og så her spørgsmålet: Hvorfor viger vi tilbage fra at gøre noget? jeg har tidligere klart fremlagt mine synspunkter, se min blog af 25 marts. Så hvad er alternativet?!

Hvis man ikke reelt ønsker at indføre nultolerancen, fortsætter de bestående tilstande. Tiden er kommet til at vælge. Og tiden er kommet til, at snakken må høre op.

Justitsministeren må svare på, hvad hun agter at gøre ved disse tilstande. Om Københavns borgere er retsløse på egen gade, eller om staten evner at genindføre lov og orden. Slut.

Der er evidente eksempler på tåbeligheder i de danske mediers vurdering af den amerikanske valgkamp. Særlig når det kommer til Obama nærmer hyldesten sig - helt utilsløret - messianske højder. Som her forleden, hvor republikanernes udsagn om manglende erfaring åbenbart havde bidt lidt for hårdt, selv på Berlingskes Karl Erik Stougaard. Det fik ham til at konkludere at amerikanerne før havde valgt mindre erfarne kandidater end Obama - og her nævnte han specifikt Bush, Clinton og Reagan...

Ja så. Bush, der var guvernør i Texas, Clinton der var guvernør i Arkansas, Reagan der var guvernør i Californien skulle være mindre erfarne end en mand, der aldrig har bestridt et embede der krævede udøvelse af myndighed - et eksekutivt embede om man vil. Californien havde, blot til eksempel, været verdens 8. største økonomi, såfremt det havde været uafhængigt. Og i tilgift rejste Reagan verden tyndt, blandt andet som repræsentant for den daværende amerikanske præsident, Richard Nixon. Så mindre erfaren... Ja så. Faktisk har det siden 1976 været sådan, at amerikanere, hvis politiske platform udsprang af de forskellige delstater som guvernører stod langt stærkere end de, der søgte at stille op fra Washington. På nær Bush's far, der blev valgt på Reagans popularitet, har alle siden da været guvernører før præsidenter. Netop i erkendelse af, at kan man styre en delstat kan man - måske og i hvert fald nok i højere grad end hvis man "blot" har siddet i en lovgivende forsamling - styre et land.

Det vidner noget om, hvor mærkværdige og langt ude, visse journalisters vurderingsevne er i denne kamp. Stougaard hører til de værre, men alligevel.

I dette valg er der ikke opstillet nogen med den pågældende erfaring, først som vicepræsident kandidat ser man den omdiskuterede Sarah Palin, Alaskas guvernør. Personligt tror jeg, hun bliver McCain til gavn, men vi får se.

Det, de danske medier og mange, mange politikere, nægter at indse er, at der i Amerika er en indædt skepsis mod eliten og de etablerede. Barak Obama har alt det etablerede, cafe late drikkende, volvokørende, østkyst venstreorienterede godt kan lide. Men Amerika vindes i the heartland. Det heartland, Obama gjorde nar ad, da han hånede de mennesker, for hvem religionen og retten til at forsvare sig selv og sine er centrale aspekter i  det valg, de skal foretage.

De drikker ikke cafe late, men sodavand. De kører ikke Volvo, men Ford og Chevrolet. De udgør jordbunden og Amerikas indre - de bor ikke ved havet. De er ikke venstreorienterede, men værdikonservative.

Mange af dem er kendt som Reagan-demokrater - en alliance Reagan dannede i sin tid af skuffede demokrater, hvis værdier var konservative og som følte sig svigtede af det demokratiske partis venstredrejning. Kan McCain erobre deres tillid, vil han have taget et stort og vigtigt skridt med henblik på at vinde de afgørende stater. Michigan. Ohio. Florida. Hvorimod New York og Californien formodentlig må anses at være tabt på forhånd.

Sandheden er, at ser man dette valg ud fra et rent politisk aspekt har det demokratiske parti ikke i årevis stillet med en person der ligger så meget til venstre på værdiskalaen som nu. Højere skatter. Mindre frihandel. Større offentlig sektor. Mere politik.

Om de amerikanske vælgere er klar til at forlige sig med det er et åbent spørgsmål. Og ord som "håb" og "forandring" er ikke tilstrækkelige. Ikke i the heartland.

I politik er det - desværre - klassisk, at man snarere foretager et fravalg end et tilvalg. Det kan synes urimeligt, når man f.eks. betragter John McCains personlighed, der på mange måder er beundringsværdig og stærk. Der er ingen tvivl om, at vi her taler om en person med stærk personlig integritet og stort personligt mod. Det vidner hans berørende historie om fangeskabet i Vietnam om. Læs i øvrigt denne storslåede episke artikel om ham http://www.newsweek.com/id/156488/page/3

Ikke desto mindre vil dette valg blive afgjort ved, om vælgerne tør betro magten over verdens stærkeste land til en mand, der ikke har den store ledelseserfaring, og stiller med det mest venstreorienterede program i nyere tid. Jeg tvivler på det. Men alt er åbent.

UPDATE: Og hov, se nu her. McCain i front i den første måling efter begge kandidaternes opstillingsmøder: http://www.gallup.com/poll/110050/Gallup-Daily-McCain-Moves-Ahead-48-45.aspx