Søren Pind

En dag i december er der auktion på obligationer for indtil videre i omegnen af 400 milliarder kroner. På en gang. Renten på obligationen afgøres af, hvem der byder på. Og indtil en byder, går den op. Og op. Og op...

Jeg taler naturligvis om flekslån og omlægningen. Jeg tror ikke rigtigt omfanget af denne sag er gået op for særlig mange endnu. Ikke for mig indtil for nylig i hvert fald. Og de, jeg har talt med i finanssektoren taler om rentestørrelser, jeg ikke har hørt omtalt siden 1980erne. Sågar to-chifrede tal hører jeg nævnt.

Nogen har prøvet at antyde, at kreditinstitutternes anbefaling af kurssikring nu er i deres egen interesse. Jeg hører andet. De, jeg hører fra i sektoren, er i stedet i skridtet før panik. De aner ikke, hvor renten ender. Og de frygter for et  kæmpe rentespring og større kollaps.

Kan man forvente et politisk indgreb? Umiddelbart er svaret jo nej.  I sammenhængen flekslån er det svært at sige noget fornuftige om. Det er ikke noget, vi menige folketingsmedlemmer umiddelbart involveres i - og derfor kan jeg da også tillade mig at skrive lidt herom:

Flekslånere har igennem den sidste række år høstet en gevinst på denne lånetype af ikke ubetydelig størrelse. Det er klart, at man ikke kan se bort fra dette aspekt - winn some, lose some. Sådan er det.

På den anden side kan ting også blive for store. Jeg har hørt vurderinger på op imod 35.000 tvangsauktioner i ovenstående fald. Det ville være en katastrofe, der ville få krisen til at bide sig fast, og måske for første gang vise familien Danmark, hvorfor så mange egentlig taler om en finanskrise. Det ville ikke kun koste de enkelte familier, men også en lang, lang række andre.

Jeg hører også et andet synspunkt fremført: Staten har udstrakt en hånd til bankerne - en statsgaranti på alle indlån. Det har i sagens natur ramt obligationsmarkedet. Som nu altså skal modtage 400 milliarder kroner... Det gør bestemt ikke sagen bedre, at der lige nu er en spekulation i gang mod kronen, hvor vi virkelig betaler prisen for at stå uden for euroen.

Om føje år vil nogen givet gøre gældende, at politikerne skulle have holdt sig væk. Atter andre vil gøre gældende, at gør man det ene, må man også gøre det andet. Det er i hvert fald svært at gøre gældende, at politiske beslutninger i denne sammenhæng ikke har haft indflydelse på obligationskursen...

Hvad det rigtige svar er på disse spørgsmål har jeg med vilje undgået at sige noget om. Jeg har lyttet.

Selv har jeg ikke besluttet mig endnu. En del af mine lån er fastforrentet, en anden del i fleks. Men jeg glæder mig over, jobmæssigt og lånemæssigt, at have spredt mine æg. Det gør man sidder lunt i svinget. Til gengæld misunder jeg ikke de, der har placeret dem i en kurv. Forhåbentlig klarer de fleste den. Og forhåbentlig trækker resten ikke resten af samfundet med.

 Men 400 milliarder på en gang... Det bliver den største test i den danske økonomi i denne omgang.

Update: Læs i øvrigt denne interessante artikel om, hvad der rent faktisk kan gøres ved krisen generelt... Inspirerende: http://www.realclearpolitics.com/articles/2008/10/reagan_friedman_keynes_we_need.html

I den menneskelige civilisations historie er der flere - for ikke at sige talrige - eksempler på kulturers undergang. Romerrigets storhed og fald er en klassiker - men mindre kan også gøre det.

Årsagerne kan være flere - som i Sovjet, at man med et umuligt socialistisk system, har modvirket menneskets iboende naturkraft, og har underkuet og undertvunget friheden og fantasien. Eller - som i Romerriget eller de græske bystater - fordi dekadencen og neurotiske abstrakte fantasier tog over.

I Danmark har vi igennem det sidste år set, at det knager i det danske fællesskabs fuger og bånd. Og hvad værre er - det synes som om, det er viljen den er gal med.

Kort inde i det nye år fik vi urolighederne på Nørrebro med de værste uroligheder siden besættelsen - 800 brande over hele landet fulgte. I dag brændes daginstitutioner af i Gjellerup af mindreårige drenge, der ikke kan se det store problem i det. For hvad pokker - anklagemyndigheden har jo ladt langt de fleste brandstiftere slippe i forbindelse med urolighederne.

Vi så også, hvordan tegneren Kurt Westergaard blev truet på livet af to tunesere og en dansk-marokaner. De to tunesere blev fængslet - og vi fik alle at vide, de ikke kunne udvises, på trods af deres mordplaner, fordi det var for farligt for dem. Alligevel valgte den ene efter længere tid bag tremmer at rejse ud - dengang opgav man hans bestemmelsessted til Tunesien. Det land, det altså var for farligt at udvise ham til. For at dæmpe gemytterne, må man tro, oplyser myndighederne her til morgen, at hans bestemmelsessted er uvist. Ja right...

Den anden derimod - ham har man nu sat på fri fod. Den mand, der er medansvarlig for en genopblussen af den værste trussel mod Danmark, har vi valgt at lade blive her i landet. Han skal nyde godt af vores - misbrugte - gæstfrihed. Og Westergaard må tænke sit. Han må nu i sit eget land leve med, at en mand, der ville myrde ham, går frit rundt. Det påstås, at vi ikke kan udvise tuneseren til Tunesien, hvor hans medskyldige ellers drog ud. Det er ikke blot absurd. Det er skændigt. Og de ansvarlige må bære et tungt ansvar i denne sag.

Det er som om vi er ved at miste viljen til at være et folk. Efter det - syndfloden.

Det er nu anden gang vi ser det for alvor - og i realiteten har vi jo set det hele tiden. Det faktum, at skønt vi har en af Europas stærkeste økonomier har vores rente konstant ligget over eurolands.

Det giver ikke rationelt - eller logisk - mening. En valuta bør afspejle landets værdi - det objektive faktum af de økonomiske kræfter, der ligger i landet. Evnen til at svare hvad man skal og evnen til at kunne svare den i udenlandsk valuta om nødvendigt.

Danmark er selvforsynende med olie i hvert fald de næste 40 år - og dermed også i virkeligheden i høj grad sikret på det valutamæssige område. Vores industri og servicesektor er ligeledes i høj grad eksportorienteret. Vi er en åben og gennemskuelig økonomi.

I virkeligheden burde renten - efter al logik - være lavere i Danmark end i en valutasammenslutning, der indbefatter Italien, Frankrig og en række andre svagere økonomier.

Men sådan er det ikke. Og sådan har det aldrig været.

Størrelsen er i denne sammenhæng gørelsen.

De, der har tænkt, at Danmark skulle stå uden for, og at der var et økonomisk rationale i at stå udenfor, må i denne tid erkende, at det er forkert. Det er simpelthen objektivt urigtigt. Det koster nu danske boligejere og andre lånere store summer, at vi har valgt at stå uden for.

Enhver må gøre op med sig selv, om det så er prisen værd. For mit eget vedkommende har jeg svært ved at se rationalet. Det understreger kun, at kræfterne i denne sammenhæng bedst bruges på rationalt økonomisk og markedsorienteret samarbejde. Et samarbejde, der giver hver enkelt tryghed, så hver enkelt kan gå ud og øve den gode gerning, svare sit og skabe nyt.

Og ikke bruge kræfter på mærkværdige reguleringer af udlændingelovgivning og andre - værdikampsrelaterede - ting...

Kurserne stormer op og ned. Den ene dag udsteder nationalbankerne enorme garantier, den næste opsluges beløbene af et umætteligt finansmarked - grådigheden er udstillet for enhver at se, og de uigennemskuelige og komplicerede finansieringsmetoder, markedet har taget i anvendelse de senere år, bryder sammen som korthuse.

Sandt at sige er det ikke kønt. Og det er ikke kapitalismens "finest hour". Ingen tvivl om det.

Nu ser vi så et af verdens mest kapitalistiske lande, England, opkøbe nogle af de største britiske banker. Og i Amerika gribes der også kraftigt ind i kapitalismens naturlige strøm - urentable lån bliver opkøbt af staten. Som om staten "is the solution"...

Man kan frygte, at det her giver socialismen sin genkomst. Men her vil man være oppe imod en naturkraft.

Realiteten er nemlig, at kapitalismen er som en flod, der løber hen, hvor vandet kan løbe hen. Det er ikke engang kompliceret - blot overvældende.

Essensen er, at jo mere politikere prøver at blande sig - opstemme vandet - jo stærkere bliver understrømmen og jo hårdere et pres på digerne kommer der.

Det er sandt nok, at verdensøkonomien siden 1980erne er blevet liberaliseret. Store pengesummer kunne ubesværet glide fra det ene land til det andet - og hen til, glem det ikke, hvor den sundeste investering kunne placeres.

Ikke desto mindre startede en enorm (national) regulering af finansmarkederne og af banker og andre finansieringsinstitutter. Hele tiden med det samme formål: At bekæmpe grådigheden. Det medførte, at spekulanter og agressive investorer konstant opfandt nye måder at finansiere investeringer på. Måder, der til sidst blev uoverskuelige, og som medførte enorme gearinger og oppustede lån, der viste sig uden indhold.

Der er brug for en erkendelse. Den politiske virkelighed kan aldrig være foran markedet. Markedet er det mest fintfølende instrument i verden. Det er altid foran, altid i bevægelse, aldrig i stilstand.

I virkeligheden burde den politiske verden derfor afstå fra disse konstante indgreb, og komplicerede modsvar til komplicerede investeringsspekulationer. For det selvsamme er mindst lige så slemt for oppustningen - understrømmen. Det politiske ansvar i denne sammenhæng kan ikke overvurderes.

I stedet burde politikerne koncentrere sig om, at lave få, enkle og klare regler - hvorved mærkværdige konstruktioner netop blev udstillet som det: Mærkværdige konstruktioner med i sagens natur store risici . I stedet har politikerne og staten, i misundelsens hellige navn, lighedens og smålighedens navn, konstant jagtet og ændret regler for at følge med finansmarkederne.

Det er en umulig opgave.

Der er derfor - i længden - ikke brug for massiv statslig intervention. Derimod er der brug for at holde den sorte hånd væk. Der er brug for enkelthed og klarhed. Og lad så de, der vil løbe risiko på markedet i uklare konstruktioner gøre det. Som vi ser i disse dage ville det - hvis det var sådan fat - have været værst for dem selv. I stedet er vi nu alle kastet ud i at samle stumperne op.

Det kan være nødvendigt nok. Men på sigt er det ubegribelig vigtigt, at vi ikke kaster os ud i endnu mere regulering - endnu mere socialisme - for derved skaber vi blot endnu en tilstand af ubalance, hvor spekulanter vil kunne spille på alle tangenter, politikere vil spille med, og den almindelige borgere bliver sat skakmat.

Keep it simple. Så let er det faktisk. Og husk: De ti værste ord på engelsk er stadig: "I am from the government, and I want to help". Og ja, "Governement is not the solution to our problems. Government is the problem..."