Som sædvanligt fangede hun, hvad jeg tænkte, før jeg selv fik det skrevet ned, Peggy Noonan. Se http://www.peggynoonan.com/article.php?article=444

Det er præcis denne uvirkelige fornemmelse man går rundt med, når man hører om den store finanskrise - jamen bilerne kører jo på vejen, folk går jo ud og spiser, arbejdsløsheden stiger kun marginalt, julen nærmer sig.

Men på den anden side, så snart man stikker hovedet ind i erhvervslivets bestyrelseslokaler, taler med bankfolk, taler med kreditforeninger fornemmer man en helt anden verden. En verden, hvor man ikke kender bunden og hvor man i virkeligheden ser en ende på verden, som vi kender den.

I den politiske verden er det som om vi er fanget midt mellem disse to realiteter. For de er der begge. Det er som om, vi for at undgå den store panik f.eks. omtaler børsens repræsentanter som hysteriske kællinger. Mens der på den anden side føres dybt hemmelige forhandlinger om endnu flere redningspakker og endnu mere stimulering af økonomien...

To virkeligheder - sjældent en god modus operandi.

For de, der længe har knurret over at de rige er for rige, og husejere har det for godt: Her er jeres svar (hugget fra Obama). Sådan virker et samfund, når de rige og husejerne ikke har det godt. Hvorfor er der ingen, der spørger alle de, der brokkede sig mens det gik godt, om det virkelig var det, de ønskede? Hvorfor er der f.eks. ingen, der spørger Mette Frederiksen om hun er glad for uligheden er blevet mindre? For det er den jo, nu hvor 1/3 af husenes og 1/2 af aktiernes værdi er forsvundet. Hun burde jo glæde sig og danse på den grav, hun i virkeligheden hele tiden har ønsket gravet - men som i Hamlet høres kun stilheden...

Det er kun et spørgsmål om tid før denne udvikling slår nedad, og rammer den nedre middelklasse og de dårligst stillede dobbelt så hårdt. Spørgsmålet er derfor det meget enkle: Hvad kan vi lære af det faktum?

Jo; i stedet for hele tiden at tale lighed og sammenhængskraft kunne man måske i stedet tale om frihed og fællesskab - og fastslå at derudaf udspringer reel udvikling og den størst fornuftsbaserede grad af tryghed, hånd i hånd.

I virkeligheden handler de politiske øvelser langt ind i Socialdemokratiet om, at genskabe tilliden hos og til "de riges" institutioner: Bankerne, ejendomsselskaberne, aktiemarkedet... Ud fra en - desværre ikke offentlig vedkendt, men nu da i hvert fald adfærdsmæssig demonstreret - erkendelse af, at har de det godt, har alle (vi andre) det godt.

En skattereform er på vej. Skattekomissionen barsler i februar. Ved siden af disse forsøg på hjælpepakker kan man altså forvente, som også skatteministeren berørte forleden, at den enkelte borger vil kunne mærke en forskel.

Det politiske spørgsmål i denne sammenhæng er århundrede gammelt, og velkendt, og burde derfor ikke være så overraskende: Enten kan man fra statens side søge at fremskynde og udvide offentlige investeringer i samfundet. Eller også kan man lette personskatterne, så det private forbrug og investeringslyst skaber vækst.

Svaret giver i lyset af krisen sig selv.Det er fra den enkelte borgers hånd, fællesskabet skal løftes ud af krisen - ikke fra en centralt bestemt politisk styret planlægning. Det vil ikke være svaret i denne situation. Vi skal nære hussalget, fremme forbruget og fremme investeringslysten. Vi skal lære af, hvad der sker, når husejere og velstillede kører sur - så rammer det automatisk resten af samfundet.

Mette Frederiksen har fået sin drøm opfyldt. Hun kan forklare alt det hun vil - men alt hvad hun ønskede sig har hun fået. For en lang række borgere er det snarere et mareridt. Lad os erkende det, lad os sige det, og lad os handle derefter.

Inspireret af Noonan en bøn til slut:

Gud

Giv mig sindsro
til at acceptere de ting
jeg ikke kan ændre
Mod til at ændre de ting jeg kan
Og visdom til at se forskellen.

Det undrer mig - også med min forfatningsretlige baggrund - at fremtrædende eksperter kan mene, at man ikke kan stramme reglerne om tålt ophold. Som nu her søndag aften på DR 1, hvor en af mine kolleger fra Københavns Universitet dukker frem.

Essensen er ganske enkel: Det er ikke en menneskeret at opholde sig i Danmark. Det er det principielt og som hovedregel kun danske statsborgere, der har ret til.

Danmark har så i internationale konventioner forpligtet sig til at beskytte mennesker, der er flygtet i forskellige sammenhænge - og desforuden har vi forpligtet os til, ikke at udvise mennesker til tortur.

Det viser sig så, at mennesker, der efter danske regler har fået pålæg om at forlade landet/lade sig udvise, siger nej - og vi er  i nogle tilfælde nødt til at rette os herefter på grund af torturtruslen.

Det forandrer imidlertid ikke, at de pågældende er at betragte som udviste - og dermed er at betragte - mindst - på linje med de afviste asylansøgere.

Det skulle undre mig voldsomt, om man nogen steder ville komme frem til, at det er i strid med nogen som helst konvention at behandle udviste, der nægter at forlade landet, på linje med netop dem. Rent faktisk tror jeg , man ville kunne gå længere, også i spgm. om frihedsberøvelsen eller afgrænsning af opholdsområde.

For udgangspunktet er enkelt: Det er ikke en menneskeret for andre end danske statsborgere at tage ophold i Danmark.

For år tilbage erklærede en af mine partifæller herostratisk berømt, at han ikke ville træde ind i en kirke, fordi en indremissionsk præst skulle prædike. Der skulle ikke samtales, prædikes eller lyttes.

Det er uvilkårligt det første, jeg kommer til at tænke på, når jeg nu i medierne kan læse, hvordan man forlyster sig med dialog ctr. boykot. Som om der kun er disse to ting. Og intet midt imellem.

Når man har fulgt politik siden slutningen af 70erne forekommer det mærkeligt, at dette slagsmål kan opstå i den borgerlige lejr. Er hukommelsen virkelig så kort, at ingen kan erindre sig, hvordan man som borgerlig i 70erne blev skyet, hadet og lagt på is - særlig på gymnasier og andre steder? Er der ingen som helst, der kan huske det forpestede debatklima, hvor ud af blandt andet Blekingegadebanden sprang?

Det værste man kan gøre ved mennesker er at nægte dem retten til at blive betragtet som mennesker. Nægte at tale med dem, nægte at anerkende deres eksistens. Derved gøres de til umennesker. Og umennesker kan man gøre alting ved - dengang klynge op i lygtepælen, som Per Stig Møller øjensynligt blev truet med. Eller skudt - hvad den unge betjent tragisk i Købmagergade måtte sande.

Det er så let med den ene hånd at forsvare ytringsfriheden og på den anden side nægte at samtale med nogen man er uenig med. Så koster ytringerne heller ikke noget... Så er det hele så nemt. Men det bliver også falsk.

De, der vitterlig tager ytringsfriheden alvorligt, må også tage den så alvorligt, at de også vil lytte til dem, man ikke deler værdisæt eller andet med.

Samtalen skal føres lige så langt den giver mening. Hvad man derimod ikke skal er at udvirke en politisk korrekthed. Og hvad man slet ikke skal er at legitimere antidemokrater ved at inddrage dem i samfundets øverste beslutninger eller lade dem sidde til højbords. Men samtale? Selvfølgelig da.

Her er indlægget, der gav anledning til det, det så gav anledning til...:

Venstres landsmøde kan principielt finde sted i triumf. Statsminister Anders Fogh Rasmussens mission er lykkedes. Han har sagt tingene åbent: Han agtede at gøre Venstre til det store samlende parti i det nye århundrede. Han agtede at fratage Socialdemokraterne førstefødselsretten til magten i Danmark. Og i den hensigt strømlinede han Venstre, indførte kontaktpolitikken og gennemførte strukturreformer i stort og småt – små skridt.

Omkostningen ved den form for politik er, at det i en Obama-tid får politik til at fremstå som en maskinel foreteelse. En tilstand, hvor visioner, håb og drømme erstattes af en form for nødvendighedens lov, hvor man tager hvad man kan få, og møjsommeligt strider sig frem millimeter for millimeter i den daglige politiske dont. Det har kostet i tilslutning. Her en advarsel, til de, der vil misbruge det just skrevne: Den form for politik var nødvendig efter Nyrup. Man behøver blot at sige brudt løfte om efterløn for at huske hvorfor…

Men der er sket noget. Ikke kun Obama. Det er mere end det:

I øjeblikket fortæller jeg i min egenskab af kontaktdirektør for PROPEOPLE, et af Danmarks top tre web-bureau’er, nogle af landets dygtigste virksomheder og organisationer om web 2.0

Web 2.0 er reaktionen på web 1.0. Web 1.0 er det, langt de fleste af os møder, når vi slår op på en given virksomheds hjemmeside: Der står virksomhedens organisationsdiagram, årsregnskaber, pressemeddelelser, produkter, enkelte cases, nyhedsbrevsfunktion og en lille kontaktformular.

Web 2.0 kender vi f.eks. fra Facebook eller Linkedin. Det vinder i stigende grad indpas hos virksomheder, der ser en fordel i at skabe direkte relationer med deres interessenter. Enhver kan kommentere på alle hånde ting. Enhver kan kommunikere med ledelsen. Enhver kunde kan skrive kommentarer på et køb etc.

Kort og godt kommer en lang række forhold tættere på. Hvor web 1.0 var udtryk for en ekstern envejs-kommunikation er web 2.0 en inkluderende tovejs-kommunikation lige når tingene sker: Når det er bedst giver det en ubetalelig dynamik for den enkelte virksomhed. Det frigiver energi som før blot forsvandt.

Det første spørgsmål, jeg uvægerligt får fra en erhvervsleder, er altid; ”Jamen hvordan kontrollerer vi det? Hvis vi åbner, så kan alle jo…?”. Og svaret er enkelt: Ja, lige præcis! Og det er der ikke noget at gøre ved! Vil du have energien, er du nødt til at åbne. Give noget af dig selv, give noget af virksomheden. Trøsten er, at der i stigende grad foregår social kontrol med de, der misbruger muligheden – fællesskabet reagerer imod det. Gevinsten er en ubetalelig dynamik. Der er ikke andet at frygte end frygten…

Kontraktpolitikken er web 1.0 Den var en ensidig erklæring. Man kunne sende én kommentar ind – anonymt, via stemmeboksen. Og det var det. Men kontraktpolitikken er som web 1.0, efter en kolossal succes, lige så stille på vej til sit dødsleje. Tag den kommende skattereform – skattestoppet brydes for at vende tilbage når reformen er gennemført. Tag det frie sygehusvalg – det er suspenderet et år.

Tiden for 2.0 er inde. Det parti, der tør gribe åbenheden, frygtløs frihed og den levende spontant opståede dialog har en enorm gevinst at hente. Og min påstand er, at Venstre står forrest i køen til at gøre det.

Hvorfor nu det? Af den enkle årsag at så godt som alle andre partier i Danmark ønsker sig tilbage til noget. Det afgørende alternative parti i Danmark, Socialdemokratiet, mener på det afgørende økonomisk-politiske spørgsmål i Danmark – velfærdsstaten og den offentlige sektor – at vi skal tilbage til gamle dage. De gamle dage, hvor man bare bevilgede (flere) penge og så til mens tingene ikke fungerede. Hvem husker ikke rædselshistorierne fra de københavnske plejehjem, de enorme ventelister på hospitalerne eller den manglende pasning af børn?

Den offentlige sektor er i den socialdemokratiske fantasi en ø i samfundet, hvor alt løser sig selv, hvis man blot tilfører flere penge og i øvrigt ikke fører dialog med ”klienterne”. De kan værsgo’ stå i kø... Jeg har, i socialdemokratiske forsamlinger, hørt synspunktet i fuld alvor, at borgeren også er for dum til at foretage valg. Derfor ønsker partiet at fjerne de ældres frie valg af hjemmepleje. At suspendere det frie skolevalg. At fjerne 850.000 danskeres sundhedsforsikringer.

I stedet for at tænke 2.0.

I 2.0 er det ikke så vigtigt, hvor tingene bliver løst – blot de blive løst. Centralt står derimod at frigøre de positive energier der opstår når folk kommenterer, vælger og engagerer sig. Det kan være i at vælge barnets skole – privat eller offentlig, men via en skolecheck sikret af fællesskabet. Det kan være i form af en sundhedsforsikring til alle – påbudt for de der har råd, betalt af fællesskabet for de der ikke har råd (Som Obama i øvrigt har foreslået det).

I et sådant fællesskab finder dialogen konstant sted. Man kan selv bestemme. Man kan gå ud og ind. Man har ret til en dialog med skolen, med hospitalet, med børnehaven, ja ethvert sted i den offentlige sektor – fordi man i modsat fald, som på nettet, kan gå et andet sted hen. Og ender det i hysteri, sætter den sociale kontrol ind. Den eneste kontrol, der i virkeligheden virker.

Det kræver at Venstre tager et nyt spring. Venstre skal konstant være partiet for reform. Partiet der hele tiden finder måder at gøre tingene friere, mere nærværende og tættere. Partiet som ikke tror, borgeren er dum…

Oven på og i stedet for kontraktpolitikken, der ender dialogen på valgdagen, og i stedet for den socialdemokratiske politik-er-alt-ideologi skal vi fremad: Sætte en grænse for politik, og give folk valg. Lad borgeren bestemme, lad ham indgå, lad hende vælge til, fra – og ud af det se det ny demokrati opstå. Det vil grundfæste drømmen om Venstre som det afgørende parti i det nye århundrede: Venstre 2.0

Det er godt nok rystende. 850.000 mennesker i dette land har nu en særlig sygeforsikring - en sygeforsikring som ikke mindst konservative har kæmpet for. Nu skaber af alle sundhedsministeren usikkerhed om disse forhold, se http://jp.dk/indland/indland_politik/article1507902.ece

Det er ikke alene klodset, det er også dumt. Tænk hvordan det var, dengang man under Stavad beskattede mennesker, der af deres virksomhed blev hjulpet med at blive hurtigt raske, så de kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet. Tænk, dengang man helt og udelukkende var syg på det offentliges nåde. Og tænk, at man så, på grund af elendig ledelse og planlægning i den offentlige sektor, så i stedet for at gøre noget ved det vil lukke den private konkurrence. Absurd - det er, hvad det er.

Vejen frem for hospitalerne er ikke at vende tilbage til den politiske centralistiske styring. Vejen frem er ikke at fjerne sundhedsforsikringer. Vejen frem er i stedet at sikre, at alle har en sundhedsforsikring - som Obama har foreslået det, som de har det i staten Massachusetts, som de har det i Schweitz. Se bl.a. et af mine blogindlæg herom under september 2007.

Det er old politics i en tid, hvor så meget nyt er på vej frem. Det er ikke så mærkeligt, at sundhedsområdet konstant hænges til tørre i medierne, hvis det eneste ministeren drømmer om er at komme tilbage.

Hvad værre er: En lang række fagforeninger støtter jo netop denne måde at angribe tingene på. Der er solid opbakning til at den nuværende model skal udvides.

Og hvad med skattestoppet? Kan man inden for dets rammer bare fjerne eksisterende skattefradrag? Den ene dag står ministeren  på det konservative landsråd og siger, han intet har imod at 50% af hospitalerne i Danmark er private, den næste vil han afskaffe sundhedsforsikringerne. Det giver simpelthen ikke mening. Det er efterhånden lidt trættende at se ministre optræde som elefanter i glasbutikker. Regeringen må se at løfte sig op over alt det vrøvl, der har givet elendige meningsmålinger og komme videre. Stramme op. Og i hvert fald ikke udsætte bl.a sådanne forhold for den form for usikkerhed og selvmodsigelser, som vi ser her.

Sagen har ikke været berørt i Venstres folketingsgruppe. Og jeg kan garantere for, at måtte det komme dertil, så går det ikke stille af.

Glæde. Det er det bedste ord. Ikke eufori, ikke hysteri, men glæde.

Det er det, jeg føler nu, hvor det amerikanske valg er ovre, og hvor jeg, komplet udmattet efter to timers søvn, vækket af Johan-Emil kl. 5.55 efter at have lagt mig kl. 4, runder af for i dag.

Glæde over, at verdens ældste demokrati igen har vist sin uimodståelige og fantastiske evne til at genskabe sig selv, vise sig fra sin bedste side, personificere sine værdier.

Glæde over, at den amerikanske drøm atter er blevet lyslevendegjort for os alle - en lille sort dreng, forladt af sin far, der vokser op under stor fattigdom og ender med at blive Amerikas første sorte præsident. Only in Amerika - og aldrig, i hvert fald ikke de næste 2-300 år, i Europa.

Glæde over, at mange måske under McCains fantastiske tale endelig forstod, hvorfor mange af os, der fulgte primærvalget i New Hampshire i 2000 ikke kunne drages bort fra denne fantastiske hæderlige og stærke person, trods alle fejlene under valgkampen. Se Poul Høis berørende artikel herom http://www.berlingske.dk/article/20081105/valgiusa/81105057/

Glæde over, at Amerika er Amerika, ikke kun et land, som Wilson sagde engang, men et ideal.

Og hans tale... Obamas tale - hans bekendelse til, hvad Amerika er - nærmest Reaganesque. Men så også helt hans egen. Og med hans baggrund in mente så mere desto gribende var den. Og midt i det hele - denne dybe optimistiske grundtone, yes we can... Hvor har vi dog trængt til at høre det længe. Som vi trængte til Reagan efter Carter, sådan gik det op for mig i dag, at vi trængte til Obama efter Bush.

Kan Obama leve op til alle forventningerne? Nej. Det svar er let at give. Den såkaldt "progressive" venstrefløj er allerede ved at tage patent på ham. Og faren for, han gentager Clintons fejl fra 1994, og i starten vil føje disse kræfter, der ikke repræsenterer det egentlig Amerika, er tilstede. De moderate og liberale republikanere der fulgte Obama ved dette valg vil i givet fald reagere kraftigt ved valget til repræsentanternes hus og nogle af senatets pladser om blot to år.

Men kan alt det ødelægge glæden ved, at Amerika igen er Amerika, og at det er og forbliver det lyslevende demokratis vugge, hvis statue stolt ved indsejlingen til New York udbryder: "Bring hid jeres trætte, sultne og fattige!"? Nej. Aldrig. Gårsdagens valg var en fantastisk manifestation af, at i Amerika er alt muligt, at for den der vil og kan og har talentet, er alle døre åbne. Man kan gå fra avisdreng til millionær og fra lille sort dreng forsørget af sin enlige mor til præsident for de forenede stater. Det er grundlaget for et ungt land, der krævede sin uafhængighed for blot lidt over 230 år siden. Optimisme, fremtidshåb og tro, og erkendelsen af at mennesket hvert enkelt for sig betyder noget særligt og ukrænkeligt er en amerikansk værdi, indplantet og indføjet i enhver amerikaner.

Gud velsigne dem. Hver og en. Og lykke til på færden de næste fire år.

UPDATE: Her er det formuleret, som jeg ikke evnede. Lige præcis sådan. Læs denne - igen - berørende kommentar fra Peggy Noonan: http://online.wsj.com/article/SB122600597583706149.html

Af Berlingske fremgår det nu, at politiforbundet har besluttet sig for at bede forbundets medlemmer arbejde efter reglerne - d.v.s. endnu mindre politi på gaden - med mindre der kommer 2000 flere politifolk frem til 2020 startende med 200 nye politifolk fra næste år, se http://www.berlingske.dk/article/20081102/forbrydelsen/711020011/

Det er svært at bevare tilliden til politiforbundet. Ganske enkelt fordi det forbund er dybt inficeret i socialdemokratisk partipolitik, og ikke varetager sine medlemmers egentlige interesser.

Når jeg kan sige det så kontant og hårdt skyldes det meget enkelt, at jeg i september 2005 - midt i en af de vigtigste valgsituationer i Københavns nyere historie - stillede forslag om 500 yderligere politifolk i København - om nødvendigt med kommunal medfinansiering. Dengang blev forslaget afvist - hold nu fast: Af politiforbundet og den selvsamme formand, der sidder den dag i dag, nemlig Peter Ibsen. Tjek selv mit gamle blogindlæg fra den 9. september 2005 kl.08.41 

Dengang mente han, at det ville medføre belejringstilstande i København, at forslaget ville virke modsat sin hensigt o.s.v. o.s.v. Det var naturligvis en direkte støtte til Ritt Bjerregaards valgkamp.

Hvis nu man i stedet for ussel socialdemokratisk partipolitik dengang havde valgt at bakke op er det svært at vide, hvad der var sket. Men nu ved vi i hvert fald, hvad der skete, ved ikke at gøre noget - og følge Ibsens anvisning fra dengang. Kaos og anarki. Og gentagende og tiltagende uroligheder. Samtidig med tilliden til politiet generelt er faldet.

Jeg synes, det er synd og skam for den menige politimand, at han er udstyret med en ledelse, der bliver ved med at tale udenom problemerne, og samtidig har en fagforening der ikke varetager medlemmernes interesser, men bestemte partipolitiske af slagsen. Det skal siges - højt og lydeligt.

 Peter Ibsen bør stilles til ansvar for sine udtalelser i september 2005. Hvorfor var 500 betjente alt for mange dengang, og nu er det firdobbelte her blot tre år senere knapt nok og politiet truer med en historisk konflikt?

UPDATE: Herunder kan du læse Ibsens dengang herskende standpunkter. Det er endnu værre end jeg huskede dem: