Søren Pind

Ayn Rand, denne forkætrede men storslåede filosof, bemærkede engang, at folk, der værgrer sig mod fornuft og rationalitet, og udelukkende bruger dunkle beskrivelser og følelser for at fremme deres sag, skal man vare sig imod.

Hun ville ikke have det nemt i denne tid. Miljø, økonomi og offentlig sektor - alt er det i vesteuropisk debat fyldt med kønne ord, der intet betyder, men hvis realitet er, at vi betaler mere og mere af det, vi selv skaber, til mindre og mindre rationelt, der til gengæld, for nogen, særligt politikere, føles rigtigt nede i maven.

Og i dag får Folketingets Formand så luft. Denne gang handler det om den såkaldte ligestilling. Dette begreb, der i de seneste år er blevet så absurd og forgjort, som om det aldrig bliver nok. Som om hankønnet skal forsvinde, forvitre og blive - ja intetkøn. Forskellene bort. Skønt alt naturligvis taler for noget andet.

Markedet er objektivt. Ikke subjektivt. Og derfor forhadt af mange ligestillingsfanatikere. For det viser jo, at vi - hvis markedet har ret - er forskellige og egner os til forskellige ting. Men det er som om, vi ikke vil være ved, at sådan er det - skønt der også jævnligt optræder artikler herom, se f.eks. http://www.berlingske.dk/article/20081229/danmark/81229026/0/

Så derfor opfinder man forrykte forklaringer, hokus pokus og mærkværdigheder, som det forventes, at rationelt tænkende mennesker skal indtage og blot nikke og tænksomt sige ja til. Well - nok er nok, og det kan man glæde sig over. Hvorfor nogen skal have præference på grund af deres køn, religion eller hudfarve har altid været mig et mysterium. Det er i strid med de grundliggende menneskerettigheder, påstanden om at alle mennesker er født lige og i det hele taget hele udgangspunktet for vores kultur. Det er i strid med noget så basalt som retfærdighed.

Kvalifikationer? Ja naturligvis... Hvad ellers...

Julen nærmer sig. Det er kærlighedens, varmens og fællesskabets tid. Det er tiden, hvor selv kirkefjerne danske samler sig i rum, der har været dette lands i 1000 år. Og lur mig, om ikke netop i denne tid, en og anden, der normalt har følt Vor Herre som en fjern størrelse, sender ham en stille bøn:

"Kære Gud - lad mine børn vokse op i tryghed, håb og fremgang". "Lad mig finde kærlighed og styrke jeg mangler og ikke forsvinde i mismod og selvtilstrækkelighed". "Lad mig kunne svare enhver sit og tage vare på  mine kære og min næste". Og særligt, naturligvis, de, der har sønner, brødre eller onkler ved frontlinjen, når præsten intonerer "Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland". Sådan vil tankerne gå  - i stort og i småt, fra os alle med hvert vores, som nu mennesker har . Dog mere i år: Mere fordi vi atter må erkende, at verden er et sted, hvor sorrig og glæde, de vandre til hobe, som det hedder i den gamle salme.

I sådanne stunder vokser juleevangeliet i sindet, hjertevarmende og vedkommende. Det er som om beretningen om den lille dreng, der slidsomt kom til verden, i dødskyggen fra Kong Herodes sværd, og endte sit liv på et kors, frisættende mennesket, lyser og varmer i det mørke, der omgiver den vestlige verden.

Der er sket noget med os. Vi har længe følt det trække og slide i os. Dette tidehverv, denne afskalning, denne følelse af en tid og en verden af i går. Og den angst, der altid knytter sig til disse forandringer.

Tro det eller ej, vi lever i en stor tid. En tid, hvor mennesket igen skal prøves, igen skal vise om det kan drage videre ad den færd, der har bragt os fra huleboere til farende blandt stjerner og planeter. En stor tid, hvor forandringer vil slå igennem, men hvor vi også, efter talrige fejl, efter nederlag, efter sorg, vil se, at frihedsbudskabet og den vestlige verdens tro på det enkelte menneske og dets ressourcer og evner vil bringe os igennem - igen.

Det er en metafysisk tid, vi indtræder i. En tid, hvor godt og ondt, rigtigt og forkert, står tindrende klart overfor hinanden - men måske på en anden måde, end vi hidtil har forventet. Man skulle være en sten, for ikke at lade sig påvirke af den nys kårne amerikanske præsident - en sort mand i det hvide hus, blot 150 år efter den blodigste krig i amerikansk historie og slaveriets ophævelse (se i øvrigt min kommentar i weekendens udgave af Jyllands-Posten, http://jp.dk/meninger/kronik/article1549650.ece). En mand, der i stedet for frygt spreder håb. I stedet for mistillid tillid. I stedet for åndsmangel åndstanke. Et nybrud.

Vores kultur har altid været benådet af virkningen af den frihedstrang, der kom til udtryk for 250 år siden. En virkning, hvor småtskårenhed og magtbrynde i sidste ende ikke kan forhindre, at store leder møder, når tiden kalder. Roosevelt og Churchill, De Gaulle, Kennedy, Reagan. Vi skal prise os for den vestlige verdens evne til at fremelske disse mennesker, der symboliserer - deres menneskelige fejl og mangler til trods - det fineste i vores kultur og verdenssyn.

Siden 11. september har vi været i en mental belejringstilstand. Imidlertid kan vi først vinde og overkomme den udfordring, vi er stillet, når vi erkender, at det er selve denne tilstand, der først og sidst er hovedårsagen til vores misere. Se hvad der sker i lufthavne, hvor uendelige køer af mennesker ydmygende må afklæde sig, og lade sig kontrollere. Se hvad selve frygten gør ved os i midten af en finanskrise, der sammenlignes med tilstandene i 30erne, hvor folk sultede og led udbredt nød. Og koret blandt dommedagsprofeter og magthavere lyder "mere kontrol, mere centralisering, mere planlægning, mere styring" - skønt det i virkeligheden er næring til frygtens bål.

Hele diskussionen om ytringsfriheden må sættes i dette perspektiv - som om man kun skal lytte til dem, man er enig med, og i øvrigt bede de andre holde mund - en vulgarisering, både i tone og i tanke, der ikke er til at holde ud. At konfrontere og diskutere er selve essensen af vores kultur - hvorimod dette at lukke af og i med henvisning til en eller anden mere eller mindre guddommelig autoritet strider mod hele det verdenssyn, der har grundlagt den vestlige verden som den største og mest sejrrige kultur de sidste 5 århundreder - mindst.

Denne reaktion på de to tårnes fald var naturlig. Men nu er tiden kommet til at vandre videre - forward to basics, med de værdier som fakler til at oplyse den vej, vi har betrådt i godt 2000 år. Næstekærlighed, "Gør ved din næste, som du vil din næste skal gøre mod dig", og synd med Luthers ord tappert, hver gang det ikke lykkedes. For mennesket er ikke Gud - Gud ske lov. De, der vil guddommeliggøre mennesket, er de, der har skabt tilstandene som dem vi nu oplever. At komme ud af moradset kræver at kejseren får, hvad kejseren skal have - og Gud sit.

Glædelig jul. At høre julebudskabet bliver i år særligt: "Frygt ikke, thi se jeg forkynder eder en stor glæde..."

Åbnede for radioavisen på en glad morgen hvor ungerne smilede og lo, hvor badet var perfekt, hvor morgenmaden stod klar - jamen alt var godt.

Og hørte så følgende: EU har forbudt glødelamper fra 2011... En jublende klimaminister og en ekspert der påstod at el-sparepærer var ligesågode.

Hvor er det dog deprimerende, at en fornuftig og rationel tilgang til miljø - altså at selvfølgelig skal forureneren betale og ordne tingene efter sig - erstattes af et fanatisk og kollektivistisk irrationelt mørke.

Hele den nye tilgang til miljø har netop været et spørgsmål om at udnytte markedet til at fremme miljørigtig teknologi. Ville folk bruge ting, der forurenede, måtte de betale ekstra i forhold til ting, der ikke gjorde. Og sandheden er jo den enkle, at glødepæren endnu er uundværlig for mange.

Selv har jeg kun et øje, og på dette nedsat syn med - 9,25. Som min gode ven Jarl engang bemærkede, så er det skridtet før førerhund og stok:-) Men det betyder, at hver eneste gang jeg træder ind i et lokale med elsparepærer er det sværere at se. Der er mange i dette samfund, der har synsnedsættelser - noget ganske generende. De deltager ikke i jubelkoret, men vil hellere end gerne betale den ekstra pris det måtte koste i deres eget hjem for at have ordentligt lys.

Det næste er spørgsmålet om lysets livgivende funktion. For nylig viste undersøgelser at elsparepærerne dels er kræftfremkaldende, dels f.eks. fremmer vinterdepresioner.

Og afslutningsvis, så er det et brud på hele tankegangen omkring dette at vi netop skal afgiftsbelægge udledende ting således at vi fremmer lysten til at investere i ny og bedre teknologi. At gennemføre forbud i stedet betyder blot, at den gamle teknologi så bliver den eneste der er på markedet, og derfor er der ingen konkurrence og ingen grund til at udvikle nyt, der kan konkurrere med det bedste.

Sagen er dog ikke gennemført endnu. Og heldigvis har gode venstrefolk udtrykt stærk skepsis. Lad os se, om det bliver til noget. Forhåbentlig er der kun tale om en solformørkelse. De er som bekendt midlertidige...

UPDATE: Bemærke denne interessante artikel i berlingske... http://www.berlingske.dk/article/20081211/viden/81210088/