Søren Pind

Erik Ninn-Hansen sagde engang, at man først er rigtig politiker, når man kan gå forbi ekstra-bladets gule spisesedler på rådhuspladsen, tre dage i træk konstatere ens navn står der, og stadig bevare hvilepulsen. Jeg tror nu, jeg forstår, hvad han mente…

Vi lever i en bevægende brydningstid – midt imellem nypuritanismens klimaks, og frisindets oprør herimod. Der er bølgende bevægelser i synspunkterne, og man slår sig i den debat. Ulykkeligvis er der ingen mellemveje.

En af de store amerikanske taleskrivere, Peggy Noonan, konkluderede for nylig i sin kommentar i Wall Street Journal, at Internettet ikke nødvendigvis er den gave, vi alle troede det var. Nettet er et sted, hvor alt ses, udstilles og vises – selv menneskets mest perverterede og afskyvækkende sider. Her er alt, hvad hjernens værste krinkelkroge kan udtænke. Og det kan ses, findes og betragtes af enhver.

Det dræber enhver ideal tanke, ethvert håb, enhver skønhed – hvis man stirrer sig blind på det. Det er som om, hvad man også kan se på en lang række hadeblogs, at menneskets inderste dyriske væsen lader sig fange af muligheden. Og ikke kan slippe fri. Vores almindelige anstændighed forsvinder, når vi lader os selv fri dér foran skærmen. Der er endnu ikke etableret en social orden stærk nok til at tilbageholde hæsligheder og hadefuldhed.

I mellemtiden er det begyndt at smitte. Det er begyndt at smitte på de dele af pressen, der nu skal konkurrere med disse af nettets skyggesider. Det kan de naturligvis ikke. Men presset er der alligevel. Og stadig lavere synker man – ikke overraskende sammen med oplagstallene.

I disse år er det de trykte medier, der præsenterer helhed og eftertanke – håb og kultur – der stiger. Mens de trykte medier, der søger at konkurrere med nettes hast og last, taber.

Det er ikke længere muligt at få syndsforladelse som synder i en sådan kamp. I gamle dage – som dem Ninn Hansen talte om – var det muligt, ved at sige undskyld, at overleve og undgå fortabelsen.

Fordi mennesker vidste og fik fortalt, at når det kommer til stykket er vi alle – hver og en – født som syndere. Vi er ikke guddommelige. Vi må, ja vi skal gøre os umage for at stræbe efter det gode, rigtige og ordentlige – hver dag. Men vi falder desværre lige så ofte ubehjælpeligt i i fristelser og den nemme omvej. Derfor skal du ikke være din broders vogter, men derimod vide, at vi alle er hinandens skyldnere.

Den er glemt, denne kerne i kristendommen og vores kultur. Som politiker i disse år er der derfor ikke andet for end at tage den hårde maske på, når man konfronteres med fortidens uvægerlige synder store som små, sige ”gjort er gjort, og livet leves forlæns”, og nægte at anerkende at de, der skal leve i konkurrencen om at udstille menneskets uformåen og laveste sider, skal dømme.

Danmark er et enestående sted – jeg har før i disse spalter beskrevet, at det skyldes den tillid, vi alle nærer til hinanden. Den er fundamentet for det fællesskab, der gør os til verdens lykkeligste folk. Forskeren C.  Bjørnskov har dokumenteret, hvordan den kultur har været indpodet her siden vikingetiden. Tillid. I gennem længere tid har en tilstand – ikke mindst forårsaget af disse ovenbeskrevne mekanismer – forårsaget et kolossalt angreb på netop hele den tillidsstruktur, der er vores. Fordi ingen sag er for lille til at blive bragt frem fra dybet. Fordi det små gøres stort, og det store monstrøst: 

Man kan holde sig inden for lovens rammer. Det er ikke nok. Man skal også have opført sig moralsk rigtigt. Når man så har valgt at gøre også det, sænkes barren blot. Tag for eksempel ugens historie om, at hele omlægningen af de politiske vaner havde medført, at der nu blev spist mere frugt i finansministeriet – også det affødte moralisering og hån… 

Hvis mennesket skal have håb, skal mennesket også bekæmpe de, der altid søger det laveste og vil stille sig frem som moralens vogtere. Tænk om den vestlige verdens vel nok største politiske ikon, Winston Churchill, var blevet bedømt ved optakten til anden verdenskrig på en sådan præmis. Enhver der kender til hans habitus vil vide, at han i givet fald ikke havde siddet som premierminister i Englands skæbnestund.   

Argumenterer jeg for frit slag blandt magthavere til at tage frit for sig af magtens frugter (no pun intended)? Ingenlunde. Man misforstår mit budskab i givet fald. Magten skal stå til regnskab overfor folket. I modsat fald degenerer den ubehjælpeligt. Men jeg ved blot også, at f.eks. den tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen, skønt han overfor hele Danmark blev udstillet som den, der beholdt 50 tusinde kroner lovet til hjemløse, er en god og ordentlig mand. Og fortjener respekt og taknemlighed for den indsats, han ydede, da han bragte København op fra ruinerne til stjernerne.

 Synd tappert, med Luthers ord. En tid uden tilgivelse er en tid, hvor tyranner regerer og hvor de laveste instinkter behersker os. En tid, hvor medier i overlevelseskamp konkurrerer med de mørkeste skyggesider i menneskets krinkelkroge ligeså. Mennesket er fejlbarligt. At nægte at anerkende det er ondskab. At dømme andre uden viden og uden forudsætning en synd. Til gengæld vil man så også få de politikere man fortjener. For summen af laster er konstant. Så være det sagt. 

 

Kommentér på denne post (0)

Jeg står til ansvar for mine bilag i min borgmesterperiode fra 1/1 1998 - 31/12 2005. Ingen andre. Bilagene for denne nu næsten fire år gamle periode har været igennem revision, været igennem talrige aktindsigtsanmodninger allerede dengang og har derfor også været kendt af de mennesker, der har stemt på mig. Jeg agter ikke at kommentere i dybden på disse bilag, da det er en tid jeg er glad for, jeg har lagt bag mig. Som Kierkegaard sagde, så leves livet forlæns og forstås baglæns - det står fast, at udgifterne alle set i datidens lys har været forsvarlige, og (selv) i nutidens lys lovlige. Vælgerne må derfor beslutte om de mener, de her ting skygger over min politiske gerning i København eller ej. Det skal ingen andre gøres sig til dommere over.

Når det nu imidlertid fem år senere bruges til uberettiget at beklikke landets finansminister, så er jeg nødt til at sige fra. Det er ikke min opfattelse, at Lars Løkke deltog i en "drukfrokost", og antallet af genstande må stå for Ekstra-Bladets helt egen regning. Det er ikke min erindring, og af bilaget kan det ikke udledes.

Lars Løkke Rasmussen har naturligvis heller ikke haft kendskab til, om jeg selv betalte regningen eller fik den refunderet. Han har blot sagt ja til min frokostinvitation.

 

I øvrigt kan jeg oplyse, at han ikke fortsatte tilbage på arbejde, men derimod tog sin familie med i Tivoli. Det ved jeg, for jeg hilste på hans familie, da vi skiltes.

 

UPDATE: forsidehistorien den 28/1 om bytur med "venner" er et typisk eksempel på metoden. Min aftrædende (han havde været min nærmeste medarbejder gennem 6 år) og tiltrædende kommunikationschef samt min personlige assistent og jeg tog en aften ude for at markere skiftet og få talt alle aspekter af københavns kommune igennem. Ekstra Bladets - lange - version forklarer på udmærket vis hvorfor en konstant diskussion med avisen om det enkelte bilag er uden mening

UPDATE II: And here and here and here comes the cavalry....

Kommentér på denne post (0)

Se dette you-tube klip her Efter alt at dømme viser det - i slutningen - hvordan Hamas bruger FN til at skjule sig.

Det er igen en illustration af, at Hamas er en terrororganisation, der ikke blot gemmer sig bag kvinder og børn, men også gemmer sig og misbruger sygetransporter.

Man forstår, at Gazas civilbefolkningen, i følge kilder til mig, i stigende grad hader Hamas.

Men det alvorlige spørgsmål må stilles. Hvad i al verden laver FN i denne sammenhæng!? Hvorfor lader organisationen sig misbruge?

Såfremt disse billeder er et falsum - så lad FN sige det. I modsat fald har organisationen ikke blot de senere år stemplet sig selv som bundkorrupt og et samlingssted for diktaturregimer. Det er samtidig et nyt lavpunkt i organisationens historie.

Derfor: Svar udbedes! Eller, så det måske forstås lidt mere på de airconditionerede champagnesøbende diplomatbefængte kontorer: RSVP (det er fransk, og betyder... svar udbedes!).

UPDATE: som det fremgår af kommentarerne er der åbenbart ikke tale om et klip fra den nuværende situation på gaza men derimod et ældre klip. Jeg har ikke desto mindre valgt at lade bloggen blive da klippet dels viser hvordan FN er blevet misbrugt. Dels viser hvordan terrorsterne bl.a. I hamas arbejder. God weekend. PS: det er vrøvl hvis nogen påstår jeg har draget nogen konklusion. Tværtom har jeg spurgt og fået svar. Sådan fungerer blogs nu engang Kommentér på denne post (0)

Et spøgelse går igennem den politiske debat. Et spøgelse ved navn "proportionalitet". Når det gælder den udviste tuneser, der nu er på såkaldt "tålt" ophold. Når det gælder reaktionerne overfor udenlandske statsborgere i Danmark, der antræffes med våben, og ikke kan udvises. Når det gælder Israels reaktion på Hamas' terrorbombardementer.

På disse meget diverse områder optræder begrebet hele tiden. Såkaldte juridiske eksperter udtaler sig om dette og hint som i strid med menneskerettigheder, international lovgivning, EU-lovgivning, dansk lovgivning på kryds og på tværs - men sjældent ser man anvist en konkret paragraf. Det er der al mulig grund til ikke sker. For det er noget generelt, et princip, som går igen og igen, nemlig dette at stater og myndigheder ikke må gribe til stærkere midler end nødvendigt i denne og hine situation.

Sagen er blot den, at disse vurderinger i deres essens er... politiske vurderinger. Hvad er proportionalt afhænger jo af synsvinklen, der ser. Og man kan vel ikke helt lukke øjnene for, at den herskende - humanistiske, og i nogle sammenhænge mediemæssigt venstreorienterede - opinion vurderer sådanne spørgsmål noget anderledes end f.eks. et menneske, der ikke lider under nogle illusioner, når det kommer til mennesket og dets adfærd?

Tag for eksempel sagen om Tuneseren og indskrænkningen af hans bevægelsesfrihed. For den ene er udgangspunktet dette, at alt skal ses i lyset af retssikkerheden for den enkelte tuneser, spørgsmålet om myndighedernes behandling etc. For den anden er det et - ligeså i hvert fald i forhold til international lovgivning - legitimt hensyn til Danmarks og danske borgeres sikkerhed og overlevelse, både på kort og langt sigt. Ross, den gamle store professor ved Københavns Universitet, ville korse sig ved tanken om, at en sådan politisk rimelighedsbetragtning skulle foretages af juridiske eksperter, og ikke det enkelte lands folkevalgte forsamling.

Tag spørgsmålet om hærdede forbrydere, man ikke kan udvise, skønt udenlandske statsborgere, fordi det vil være uproportionalt f.eks. i forhold til deres ret til familieliv. Derfor går folk rundt og ler, efter deres fængselsstraf er udstået, og fortsætter kriminaliteten. Som om der ikke er et proportionalt hensyn at tage til hjemlandets egne borgere og deres hensyn til ikke at blive udsat for - gentagen - kriminalitet.

Tag Israels reaktion. Den kaldes af nogen uproportional, fordi der i denne krig også går uskyldige menneskeliv tabt. Men set med Israelske øjne handler den om at sikre sin befolknings overlevelse og tryghed og forhindre Hamas i at udslette landet og terrorisere befolkningen. Hvad er proportionalt i denne sammenhæng?

Det er i hvert fald ikke en ekspert vurdering. Ikke i den offentlige debat. Det kan blive det ved internationale domstole. Men det sidste år har været et år, hvor den vestlige verdens svaghed i forhold til det forbandede begreb "proportionalitet" er blevet udstillet. Vi er ved at tabe vores ret til selvforsvar og overlevelse på sigt på gulvet i en udstrækning af juridiske begreber, der slet ikke kan stå mål med den risiko der løbes og som slet ikke var intenderet, da f.eks. den europæiske menneskerettighedskonvention blev undertegnet.

Sagen er den, at når juridiske eksperter udtaler sig i denne sammenhæng er det en politisk vurdering. Ikke en juridisk. Når det kommer dertil er enhver salig i sin tro. Så næste gang en såkaldt ekspert udtaler sig, så spørg hvor det står - er svaret proportionalitet er der tale om politik. Ikke jura.

Kommentér på denne post (0)