Søren Pind

Den 15. november 2005 om aftenen tog jeg afsked som borgmester i København, og sagde bl.a. ”Vi har ført en kampagne med fokus på Københavns største udfordring – integrationen. Og jeg fortryder ikke, at vi bragte det centrale forhold op. Gør vi det ikke, havde ingen andre gjort det. Og det er afgørende for Københavns fremtid.” Ordene faldt på baggrund af min stærkt kritiserede valgkampagne, der først og fremmest fokuserede på integration og kriminalitet.

Her blot to et halvt år senere er tilstanden kun blevet værre.

Der sidder et bystyre, hvis flertal allerede dengang gjorde klart, at det var komplet ligeglad med de nævnte problemer[1]. Det må man sige, Overborgmesteren siden helt har levet op til. Dér er ingen slinger i valsen:

Når brand- og redningsfolk skal rykke ud i København, sker det i dag jævnt hen under politieskorte[2].

Der er områder af byen, hvor politiet – skønt ledelsen fornægter det – ikke kommer uden at være rigtig, rigtig mange. Borgere har telefonisk fået besked på, at bestemte steder kan man ikke rykke ud til, fordi man ikke er nok[3].  

De autonome er ved hjælp af gadens parlament, rå vold og trusler meget tæt på at få deres krav opfyldt.

Indvandrerbander følger efter og har medvirket til, at København – særlig Nørrebro – stod i flammer og skabte en landsdækkende kæde af uroligheder, hvis lige – 800 brande - vi ikke har set siden besættelsen. De styrer narkohandel[4], voldelige opgør, afgør om der skal være uroligheder eller ej[5] og er af rigspolitichefen udnævnt til den største trussel mod vores sikkerhed[6].

På gaden flyder det med skydevåben og knive. Alene i de fire visitationszoner, politiet nu har indskrænket sig til at håndhæve, er der i løbet af blot tre måneder fundet 38 skydevåben, 268 stikvåben, 64 slagvåben og 33 andre våben[7].  Og disse tal er jo alene udtryk for, hvad politiet rent faktisk finder. Guderne må vide, hvor mange våben, der, i realiteten, er i omløb.

Flere spektakulære og grusomme mord har fundet sted. Her sidst Dennis, før ham Anton og før ham igen andre tragiske, tragiske skæbner, hvis efterladte stadig sidder med dybe sår, men hvis navne vi – trods alle de våde øjne og gensidige løfter om det modsatte, trods fakkeltogene og massebegravelserne – allerede har glemt.

Fordi forråelsen har nået os. Og fordi det i stigende grad bliver dagligdag.

Københavns politiske flertal har svigtet. På det groveste. Og hver gang er det den samme sang: Politiet siger, de ved, hvem der skaber problemerne. I Borgerrepræsentationen må borgmesteren bekræfte, at de selv samme mennesker har været i berøring med de sociale myndigheder[8]. Og alligevel sker der intet. Og alligevel lyder det stændigt kværnende omkvæd flere penge, flere pædagoger, mere af det samme. Vi andre må nøjes med at gå med fakler, samles til alsang og græde, når vi ser de gamle plakater af politibetjenten, der følger ænderne over gaden i Kongens København.

Første gang det egentlig gik op for mig, at virkeligheden var et decideret politisk tabu var, da vi i Venstre måtte kæmpe hårdt for at få gennemført en undersøgelse af den skjulte kriminalitet blandt børn i København. Socialdemokraterne kæmpede imod med næb og klør. Da resultatet forelå, forstod man kun alt for godt, hvorfor partiet havde bekæmpet den: Realiteten overgik de værste forestillinger. 16 % af børnene i de københavnske skoler havde i løbet af et år været udsat for vold, 26 % for trusler om vold, 8 % for røveri (ifølge straffeloven en kombination af vold, trusler om vold og tyveri) og 31 % for tyveri[9]. Det var i 2005. Jeg tør ikke tænke på, hvordan tallene ser ud i dag. Der er i København ca. 45.0000 børn i den relevante aldersklasse[10]. Alene vold (vold + røveri i ca. tal) er alt andet lige øjensynligt en realitet for flere end 9000 børn årligt i København...

Derfor spørger man sig selv, hvordan mon dog dette samfund, og denne by, der helt åbenlyst og skamløst har fravalgt at forsvare sine lovlydige børn, kan tro, at der ikke blandt disse vil udvikle sig en enorm vrede, et enormt had, en enorm aggression? Hvad tror man egentlig et overfald, et røveri eller konstante trusler gør ved børns sind? En situation, de voksne har sat børnene i, og som børnene selv ikke har nogen magt eller indflydelser over. Hvad i al verden tror man de kommende år vil byde på, hvis ikke disse forhold bliver standset – og standset nu? Og hvad bilder selv samme samfund sig egentlig ind, når det forlanger, at det er sådanne tilstande jeg i fremtiden skal sende mine to små børn ud i? Samfundets skyld? HELL YEAH!

Det tragiske ved det er, at den københavnske syge smitter. Det der starter og er smart i København breder sig naturligvis til resten af landet. Nogle gange hurtigere end andre. Men med brandene så vi det jo – det startede i København, og spredte sig så ud over resten af landet.

Det er fortvivlende, for det er ikke cirklens kvadratur, der kræves for at løse det. Løsningen på sådanne problemer er velkendt, er prøvet flere steder og virker. Men politisk nægter man at gøre noget. Hvorfor er mig en stadig større gåde.  

Lad os starte med et jordnært, konkret eksempel på det jeg sigter til. Et eksempel fra København, hvor løsningen har været afprøvet og virker, nemlig Klostervængets skole. Her startede for nogle år siden en ny skoleleder, der med egne ord måtte sande, at hun kom til et sted, hvor ”der var en rådden kultur på skolen, som jeg ganske enkelt måtte gøre op med”. Hun indførte nultolerance-politik. Det skete på baggrund af et overfald på en lærer. Alle fik en seddel med hjem herefter, hvor budskabet lød: ”Er der tale om vold, trusler eller grænseoverskridende sprog, betyder det hjemsendelse, efterfulgt af en alvorlig samtale med forældrene. Uden undtagelse”. Første år sendte skolen 30 hjem. De efterfølgende år faldt tallet – og i dag sendes næsten ingen hjem. Som skoleinspektøren kunne konstatere ”i det seneste år har jeg kun været nødt til at sende en elev hjem”[11].

Samme steds beretter inspektøren om, hvordan der er indført klostertjeneste – hvad der betegnes som en modereret form for samfundstjeneste. Ideen skyldes problemer med hærværk, og de, der begår hærværket, bliver sat til at genetablere det ødelagte, skal medvirke til lektiehjælp for yngre elever, bruge deres fritid på skoleaktiviteter. Og nu sidst har inspektøren så også indført hue-forbud.

Hendes skole er nu en skole uden vold og trusler i dagligdagen. Det er, hvad der får mig til at sige, det ikke er svært. Det er ikke engang dyrt.

I en af verdens største byer, New York, på den stik modsatte ende af skalaen, har metoden også stået sin prøve. I 1999 mødtes jeg selv med den daværende borgmester Rudy Giuliani og diskuterede den. Han fortalte begejstret om dette nultolerance program, der medførte, at selv mennesker, der havde svært ved at finde ud af at opføre sig ordentligt, ved hjælp af en klar og entydig tilkendegivelse og tilgang fra myndighedernes side enten måtte rette ind, hvad mange, mange, langt de fleste gjorde, eller måtte føle den drakoniske konsekvens[12]. Politiet og de offentlige myndigheder blev pålagt at gribe ind overfor enhver asocial og kriminel adfærd - begrebet ”småkriminalitet” blev afskaffet[13]. Fødekæden dræbt. NY er siden blevet Amerikas sikreste storby[14], fra metoden blev implementeret er byens kriminalitet faldet med forbløffende (eller er det?) 75%[15]!

Tænk, hvis alle skoler i København, der har oplevet vold mod lærere, vold mellem elever, forråelse og grovhed – og det er mange, skulle jeg hilse og sige – havde den samme tilgang?

Tænk hvis alle biblioteker straks skred ind overfor de mennesker, der forstyrrer ordenen og ødelægger bøgerne?

Tænk hvis offentlige grundejere forfulgte alle sager rettet mod deres bygninger, f.eks. graffiti, og rent faktisk fik f.eks. indkrævet de erstatninger, der skal til fra de skyldige?

Tænk, hvis politiet tog selv de mindste overtrædelser af straffeloven alvorligt, og tog børn og unge med på stationen, stillede dem til ansvar, talte med forældrene?

Tænk hvis enhver offentlig myndighed, forvaltning og institution gjorde op med, greb ind overfor og afviste enhver form for asocial og kriminel adfærd?

Hvilken by ville København være?

Jo, det ville vise sig, nøjagtig som på Klostervængets Skole, at det her i længden ikke ville koste penge, ikke ville kræve flere pædagoger, mere sagsbehandling og større systemer – men tværtom atter vil skabe ordnede tilstande. Ordentlig adfærd. Trygge rammer. Mindre sygefravær. Færre overfald. Mindre hærværk. Og at problemet meget, meget hurtigt ville blive lille – tør man tilføje et lille reaktionært ”igen” fra de af os, der kan huske dengang det var banaliteter som betalingsbalancen og udlandsgælden, der optog os... Fordi forbryderfødekæden ville blive brudt. Små bøllespirer vil ikke længere få lov at vokse til store hærdede forbrydere – men ville blive standset med konsekvens, første gang. Den første gang, der er så vigtig, ja altafgørende, for at komme uvæsnet til livs. Det uvæsen, hvor et barn udvikler sig til voldsforbryder, morder og hvad der ellers er, fordi ingen gjorde sig den ulejlighed at standse denne udvikling.

Men det kræver sammenhold. Og det kræver at selv det svageste led i kæden er med. Der er ingen smutveje. Det er ikke nok at bruge ordet ”nultolerance” og så intet gøre. Det skal være en realitet – ikke en flom af ord.

Alt det har Københavns Kommune fravalgt at gøre. Og har derfor svigtet sine borgere, sine ansatte og den by, det politiske flertal bestående af S, SF og R er betroet at forvalte.

Er de enkelte forældre ansvarsfri? Nej. Ansvaret for forældrene vil altid være der. Men svagheden har været en del af verden, siden slangen lokkede Eva til at spise af æblet. Mennesket er ikke et perfekt væsen. Og var det ikke ideen med verdens højeste skat og alt det der, at fællesskabet greb ind, når forældre giver op overfor egne børns hærgen? Om ikke andet så for de øvrige borgeres skyld, men ja, også for det enkelt barns skyld? Ja, jeg spørger sådan set bare?

Er regeringen ansvarsfri? Regeringen og justitsministeren må sande, at lov og orden nu engang er statsmagtens ansvar. Og skal nultolerance-politikken have virkning, skal der være konsekvens, hvis de forhærdede fortsætter deres asociale og kriminelle adfærd. Som Cæsar sagde det: Skån de besejrede men nedslå de trodsige. Kumulerede forbrydelser bør spille en rolle. For udenlandske statsborgere bør det ikke være muligt, efter højst tre straffedomme, at opholde sig i Danmark. For danske statsborgere bør det være sådan, at den tredje dom udløser, at man fjernes fra gaden, udstår sin straf, og dernæst ikke slippes ud, før samfundet har vished for, det ikke atter er en farlig kriminel man lukker ud. En sådan lignende lovgivning, rettet mod farlige kriminelle, søger præsident Sarkozy i øjeblikket, under stort rabalder, at gennemføre i Frankrig[16]. Alt det sagde jeg også i 2005, det har jeg ikke ændret holdning til. Det er ikke nok at bruge ordet nultolerance – det skal også implementeres i politiets og statens faktiske arbejde (sic!)…

Regeringen kunne samtidig med fordel gennemføre en landsdækkende undersøgelse, på linje med den undersøgelse af den skjulte børnekriminalitet vi gennemførte i København, for at få et overblik over de kriminelle realiteter. De afspejler sig nemlig ikke i de offentlige statistikker. Vold, trusler og lignende anmeldes i højere og højere grad ikke – (ja, jeg er bekendt med, politiet modtager flere anmeldelser – men dette er en relativ betragtning) – fordi politiet enten lader vide, at man ikke har tid eller fordi folk ikke orker det. For det hele nytter jo ikke noget. Tag børneundersøgelsen som illustration. Kun en meget lille procentdel af de beskrevne – alvorlige – forhold anmeldes. Volden, f.eks. – over 80 % af disse forhold blev ikke anmeldt[17]!

Det er det farligste, et samfund kan udsætte sig selv for. Troen på, at det nytter noget, er den fornemste ting, politikerne kan give den enkelte borger. Det modsatte er undergravende for fællesskabet, eller det så højt besungne ord, sammenhængskraften.

Så lad os få den undersøgelse. Lad os få det ægte overblik. Resultatet vil blive chokerende, og jeg er temmelig sikker på, at ikke mange justitsministerielt ansatte vil glæde sig til en sådan (de ansvarlige for børn havde samme oplevelse i København), men den er nødvendig. Som den årtusinder gamle kinesiske strateg Sun Tzu allerede sagde det: ”kend din fjende og kend dig selv, så vinder du hundrede slag eller flere”. Det nytter ikke noget, at de faktiske forhold tabuiseres, her senest justitsministeren, der vil ”beskytte os” mod viden om, hvor mange medlemmer der er af kriminelle bander[18]… Og lad os så tage fat, ikke mindst der hvor vi kan se problemerne er koncentrerede. Ikke mindst overfor de kommuner, der gentagende gange har vægret sig ved at gøre noget ved det kriminalpræventive arbejde. For nylig blev det afsløret, at kun 8 – otte – kommuner i Danmark har sat sig konkrete mål for bekæmpelsen af ungdomskriminaliteten[19]. For hvorfor sætte konkrete mål, når de nu engang vil afsløre, at indsatsen ikke virker, synes rationalet at være…

Den nuværende udvikling er komplet uholdbar. Der har været masser af snak. Begrebet nultolerance er blevet anvendt gang på gang uden den rent faktisk er indført. Strafferammer er blevet revideret. Mantraet har lydt: Højere straf, højere straf, højere straf – og det kan da også være godt nok. Men det er først og fremmest kommunernes forebyggelsesstrategi, den er gal med. Og, jeg er ked af at sige det, politiledelsens tilgang til såkaldt ”små-kriminalitet” – hertil duer kun Thatchers svar: Crime is crime is crime[20]. Dér skal regeringen være med til at presse på for at få det forandret. Og være med til at afklare. Nå ja: Og så er der de berømte/berygtede tre forbrydelser, og du sidder inde eller/og ryger ud af landet. Det må til. Simpelthen. ”Skån de besejrede, men nedslå de trodsige”…

Min appel som valgt medlem af Folketinget fra København lyder derfor til de ansvarlige myndigheder, til Overborgmesteren, hendes politiske flertal, regeringen: Byen og dens befolkning har nu været udsat for flere rovmord. Vore brand- og redningsfolk skal eskorteres. Vore børn bliver myrdet, overfaldet og bestjålet. Den såkaldte integration ligner mere og mere en uoverstigelig kløft, en afgrund, hvor indvandrerbanderne har magten på vore gader[21].

Der kan gøres noget. Det kræver ikke, at den dybe tallerken genopfindes. Men det kræver mod, handlekraft og tro på, at det samfund vi kender, er værd at beskytte og forsvare, om nødvendigt med magt. Alternativet er, at magtesløsheden tager over. Efter den selvtægten. Og efter den syndfloden. For så er civilisationen borte, og anarkiet indtruffet.

Er disse forhold udtryk for velfærdsstatens ypperste, så giv mig til enhver tid natvægterstaten – der hersker i det mindste lov og orden.

KOMMENTAR