Søren Pind

jeg besøgte i dag min gamle mormors bror - hvad det er i familietermer tør jeg ikke sige, men for os har han altid været en slags (olde)onkel. Han er næsten 90. Og i dag fortalte han om 9. april, folkestrejken, dagene omkring den 4. og 5. maj.

De dage glemmer han aldrig. Hans blufærdighed forbød ham direkte at sige det - men realiteten var, at befrielsesbudskabet, og den glæde der fyldte ham - og alle andre på nær landsforræderne - er den største glæde der er overgået ham i hans liv.

Der er noget bemærkelsesværdigt berørende når man hører ældre mennesker berette om besættelsen. Det er en skelsættende begivenhed, der stadig huskes, der stadig fortælles, der stadig sætter rammen om vort liv. Det faktum, at Danmark for ikke særlig mange år siden var besat. At tyskerne stod i landet. Min lille dreng spurgte idag, hvad det betød. Og jeg måtte svare ham luftigt. Heller ikke i aften får jeg ham med i Ryvangen - men næste år. Næste år...

På rådhuset ved det sidste store jubilæum kom de store kæmper - også de små. Mange med krykker. Nogle med rollator. Nogle stadig ranke og garderhøje. F.eks. frihedskæmpernes formand - efter alle politikertalerne holdt han en tale, så ikke et øje var tørt. Og da han bad os alle rejse os og udbringe et leve for DANMARK lød der et leve, som jeg ikke har hørt før eller siden. Og aldrig igen vil føle mig så bevæget over. Krogede gamle mennesker rejste sig, afviste hjælp, med blanke øjne og igen og igen og igen som gjaldt det livet - hvad det også gjorde engang - lød det HURRA! HURRA! HURRA! jeg kunne ikke holde tårerne tilbage - de strømmede frit ud af alle øjenkroge, uden skam - ved siden af mig stod Per Arnoldi og var helt så overvældet som vel alle andre denne smukke smukke dag.

Nu stiller vi så atter lys i vinduet i aften. Med mindet om de mennesker, der ofrede liv, førlighed og sind - en kamp mange har måttet kæmpe resten af livet, hvis ikke det blev lagt i de mørke år - for Danmark. Et land, det i højere og højere grad går op for mange ikke blot er et teknokratisk stykke land, eller en politisk størrelse, men et sted, der er de danskes, og hvis måde at indrette sig på og leve på i fred og fordragelighed på mange måder er enestående.

Danmark er værd at forsvare. Når man har set så mange andre steder, så ved man - på trods af den offentlige sektors eksorbitante størrelse, på trods af skattetrykket der trodser selv den offentlige sektors størrelse, på trods af man med enkelte pennestrøg kunne gøre landet endnu bedre at leve i ved at komme denne skamløst ineffektive tilstand til livs, på trods af janteloven, på trods af alt det der og mere til - ja så ved man, at det, når det kommer dertil, ikke er det afgørende forhold i tilværelsen.

Det er derimod den frihed, vi nyder, og som netop fik den enorme glæde frem, hvis lige vi ikke har set i Danmark siden.

I dag står vi i midten af diskussionen om, hvordan vi skal forsvare disse ting. Og nogen hævder, at vi i dette forsvar tilsidesætter selve indholdet af den kamp, der blev udkæmpet i Danmark de år. De siger frihedsrettighederne bliver krænket. Og de siger, at vi skylder udenlandske statsborgere, skønt de kommer til vort land og forøver terror og skræk, ikke mindst sidst overfor Kurt Westergaards familie, at de i et og alt behandles på linje med danske statsborgere.

Til det er kun et svar: Det er vrøvl. Det var netop ikke det, der blev kæmpet for i de år. Det var Danmarks frihed - Danmarks frihed for fremmed indflydelse. Mennesker, der kommer hertil med ondt for øje, skal vide, at de vil møde den samme beslutsomhed i dag, som tyske soldater og deres håndlangere blev mødt med dengang. Den der kommer med fred skal være velkommen og få lov til på dette lands præmisser at være med. Men den der kommer hertil med onde hensigter - mod ham skal ethvert af statens lovlige magtmidler tages i brug. Ethvert. Derfor er 4. maj også nutidens aften. Fordi den midt i alt det andet minder os om en virkelighed og fortæller, hvad der er den første og sidste pligt.

Guds fred med vore døde, som det hedder i den gamle sang. Eller med Mads Nielsen, der skrev så berørende, og som stadig vil blive sunget mange steder i Danmark i aften: "Vi mindes stille de tapre døde, hvis navne lever i Danmarks navn. Og takken søger til dem der segned og dem der sidder med tunge savn. Gud trøste dem der har lidt og stridt, til det blev forår og Danmark frit. JA, Danmark frit..."

KOMMENTAR