Søren Pind

Her til aften randt to billeder mig i erindring:

1) For nogle uger siden sendtes en mindeudsendelse på DR 2 om Victor Borge. Jeg bed mærke i datterens fortælling om de to forældre, der havde hver deres soveværelse. Datteren fortalte, at hun opfattede det som et ønske fra forældrenes side om altid at tage sig ud fra deres bedste side, når de sås.

2) Den store amerikanske præsident - og skuespiller - Ronald Reagan bemærkede engang om det moderne Hollywoods ønske om at udstille meget specifikke sex-scener (en udvikling, der jo mildest talt ikke er gået i sig selv siden), at han egentlig satte mere pris på tiden, hvor man på et tidspunkt "blot så et tog køre ind i en tunnel, og så var resten overladt til fantasien".

Det er for mig yderpunkterne i et verdenssyn, der fastholder billedet af mennesket som et væsen hævet over dyret, og så den totale ydmygelse og udstilling af menneskets værste sider, vi ser i moderne tid. Vi så det starte med Big Brother og Robinson, og siden bredte det sig til filmoptagelser og med andet i snart sagt alle samfundslag - pakket lidt mere elegant ind. Men lige så nyfigent, lige så grænseoverskridende, lige så sørgeligt.

Ja; jeg tænker på Christoffer Guldbrandsens film her til aften om Ny Alliance, og ikke mindst de tre hovedpersoner Naser Khader, Anders Samuelsen og Gitte Seeberg.

Om politik sagde allerede Bismark, at processen ikke var noget at vise frem. Hans berømte bon mot (i varierende former) om, at politik er som pølser, alle spiser det men ingen vil vide, hvordan det bliver til, er sandt den dag i dag.

Jeg bliver ked af det, når jeg ser en sådan film. Sandheden er, at medier og egoer jager ofre i en konstant jagt på udstilling og selvrealisering, og det skader dybtliggende det enkelte menneskes tro på de tillidsstrukturer vi har skabt for hinanden, ikke mindst i Danmark.

Når man selv har prøvet noget af det værste inden for den politiske genre - og for dem, der er i tvivl tænker jeg henholdsvis på folketingsvalget og kommunevalget i 2005, der begge var rædselsfulde oplevelser - så fyldes man med medlidenhed over at se grundliggende gode mennesker blive - og lade sig - udstille(t) på denne måde. Der er ganske enkelt bedrøveligt, og ulækkert, og jeg forstår ikke den hæslige jubel, der møder filmen. I virkeligheden er det først og fremmest nekrofili. Noget vi i en anden tidsalder afskyede og foragtede. I dag er det formodentlig den næste trend.

Føj for fanden.

KOMMENTAR