Søren Pind

Som barn af 70erne sørgede voksne for, at man i hvert fald kom til at kende en ting: Angsten.

Det er et af de forhold, det er sværest at tilgive den såkaldte 68-generation: Det at børns hoveder skulle fyldes med voksnes problemer og angst. Hvad enten det drejede sig om børn, der blev slæbt med til voldelige demonstrationer og hevet frem i forreste frontlinje som skjold mod politiet, børn der var indlagt til at høre Bjarne Jes Hansens sang om at de voksne også ku være bange spillet højt i radioen eller fremvisningen af film i skolen om verdens udslettelse med atomvåben helt udi detaljen. Så var angsten der altid, og blev kvalmende nærmest stoppet ned i halsen på børn, sådan at min generation siden blev kaldt den apatiske, borgerlige generation, simpelthen fordi vi flygtede ind i en verden af arbejde, materialisme og umiddelbar tryghed.

I 70erne var den angst skabt af venstrefløjen og 68-generationen. Nu banker den på igen. Desværre denne gang fremkaldt af den modsatte politiske verden. Tydeligst kom det til udtryk her i begyndelsen af februar, hvor Amerikas politiske svar på Darth Vader, Dick Cheney, gav udtryk for, at et kernevåbenangreb på den vestlige verden var uomgængeligt. En anden skribent, der også vil være denne blogs læsere bekendt da jeg ofte nævner hende, er Peggy Noonan, der har givet udtryk for den samme defaitisme, eller i virkeligheden den samme skæbnebestemthed, bl.a. i sin nyeste bog Patriotic Grace.

Det er den omvendte verden at opleve en grinende, munter - erindringsforskydende - Villy Søvndahl, en tiljublet Obama og samtidig borgerlig-liberale tænkere og politikere, der i stigende grad giver sig hen til skyttegravsstemningen og prædiker frygt og angst for fremtiden. Det kan og har aldrig været den frihedsorienterede vej. Det har altid været sådan, at bekymringen og angsten har været venstrefløjens hændervridende supermarked, mens håbet og troen på det enkelte menneske har været de frihedsorienterede partiers.

Inden længe vil stemningen fra begyndelsen af 70erne være over os. Hvis den ikke er her allerede. Ja, SF nyder godt af modebølgen og har gjort det nogen tid. Men den moderne verdens foranderlighed og hast er langt større end for blot 10 år siden. Venstres opbygning tog 20 år. I dag forsvandt Ny Alliancen på 1 år. De radikales storhedstid varede 4 år. Det er som om vores fælles opmærksomhed svinder og kun kan fastholdes så og så længe. Så videre; det skal være nyt, strålende, interessant - en udvikling, der er ved at kulminere, og som vi inden for et års tid formodentlig vil kunne se på SF, når det topper.

Der vil igen komme nye partisprængninger, måske nye partidannelser. Der vil ske eksplosioner. Og dansk politik vil skulle gennemgå en endnu mere turbulent periode end blot de sidste par års, hvilket ellers har været rigeligt.

I denne periode er det vigtigt, at de frihedsorienterede partier i Danmark kender deres besøgelsestid, og i klart sprog hylder friheden, fremskridtstroen, ægtheden og passionen som en del af det politiske verdensbillede. Vi må afvise det givne, det stillestående, det billede af at alting er givet på forhånd og at ulykken venter lige om hjørnet. Vi må løfte faklen op for disse ting, der altid har samlet mennesker omkring hinanden, fordi alternativet er en lang mørk vandring mod kollektivismen og statsstyring. En løsning, der kun vil gøre fremtidens udfordringer endnu værre og større end selv det værste fantasiskabte mareridt.

I sådanne tider lykkes det meget ofte demagoger og kollektivister at opnå støtte til den stærke mand eller den stærke stat. Det er allerede i gang verden over med den massive statsstøtte til dette og hint, under påstanden om, at verden står overfor den værste krise siden 1930erne. En løgn.

Enhver der kender situationen fra slutningen af 70erne, hvor keynesianismens misregimente kulminerede i det indtil i dag fuldstændige nederlag, vil erindre sig begrebet "stagflation" - nemlig dengang hvor både renten var tochifret, inflationen var tochifret, arbejdsløsheden enorm og stigende og statsfinanserne i underskud og faldende, samtidig med, altså, at atomtruslen truede hele verden med udslettelse.

En mand løftede verden ud af frygtens skygge. Han fjernede frygten, fjernede (dermed) inflationen, den enorme rentebyrde, den enorme skattebyrde, den enorme arbejdsløshed, og atomtruslen. Den mand var Reagan. Han brugte ikke angsten til at fremme sit mål, men håbet. Han talte altid om det menneskelige væsens enorme skaberevner, om fremskridt og optimisme, og om hvordan statsstyring og planlægning er dræbende for det enkelte menneskes virkelyst og skabertrang. Man kan ikke frigøre sig for, at grunden til, man nægter at anerkende hans Herkuliske værk, er fordi, han brugte kapitalismens fineste værktøjer til at fjerne det væv af socialisme, der var spundet ud over hele den vestlige verden gennem 50 år, og genskabte troen på friheden.

Negligerer jeg truslen fra terrorister? Nej - men den trussel er for intet at regne mod angsten for den atomare udslettelse af menneskeheden. Negligerer jeg de tab vi vil komme til at se i den krig, der er mellem filosofier og dele af civilisationer? Nej - men jeg anerkender ikke de fanatiske dele af Islam som tilhørende civilisationer, dér er tale om barbari hvortil der kun er et svar - lad os med Shakespeares ord da drage i krig, men gøre det som Happy Warriors ("We few, we happy few..."). Vore børn og børnebørn skal ikke lide under angstprægende neuroser, fordi galninge og mørkemænd har tænkt sig at skade vores civilisation. Vores tro på det enkelte menneske vil sejre, skønt vejen vil blive blodig - og derfor er der et lys for enden af tunnellen, et lys man ikke skal slukke, men tænde, så det kan ses. Og så folk da også kan forstå, hvorfor den vestlige verden - og Danmark - fører den krig.

Den vestlige verden har brug for tro og håb - ikke angst og determinisme. Vi har brug for passion - ikke gråmeleret ligegyldighed. Det gælder såmænd også det borgerlige Danmark. Det er godt at se, at nye ideer og nye tanker også her er på vej. Hvorfor sådanne tanker og arbejder altid skal sættes ind i personmæssig kontekst begriber jeg ikke. Sandheden er, at der blot er tale om rettidig omhu. Tiderne skifter - de kommende år vil være lige så forskellige som perioden fra 1950 frem til 1965 og 1965 frem til 1982. Det er sandheden - og det skal det borgerlige Danmark ruste sig til.

Alternativet er, at den fanatiske socialisme igen stikker sit hoved frem. At vi ser det samme store flip udfolde sig endnu engang - som Marx sagde om historien, først tragedie, siden komedie. Jeg ser ingen grund til, vi skulle lægge os ned og se til, mens det skete. Det var rigeligt sidste gang... Og at tro, at løsningen på den nuværende markedsreaktion er mere statsstyring, større planlægning og mindre frihed til det enkelte menneske er ikke kun vulgært og forstemmende. Det er også farligt, og kan bane vej for mekanismer og mennesker vi for længst troede vi havde set det sidste til.

So onward christian soldiers! God søndag.

KOMMENTAR