Søren Pind

Følgende historie er autentisk:

 I slutningen af 90erne kom en af de fremtrædende venstrefolk i Københavns Borgerrepræsentation (BR) til mig (dette skete før jeg blev borgmester, jeg var blot menigt medlem af BR dengang) og ville overtale mig til, at Venstre skulle medvirke til et kommunalt indskud på 200 millioner kroner i Idrætsparken. Gjorde vi det ikke, fortalte han, ville Idrætsparken gå neden om og hjem og værdierne forsvinde.

Jeg kigge lidt på ham, og spurgte ham, hvordan et bygningsværk som Parken, ved en konkurs, ville falde sammen? Om han ikke godt kunne se, at andre blot ville overtage værdierne og drive dem videre, men denne gang baseret på en sund driftsøkonomi? Han holdt fast ved sit, og vi blev ikke enige.

Men det skete jo alligevel: Kommunen sagde - gud ske lov - nej til at gå ind i projektet. Og i stedet kom den professionelle styring ind i skikkelse af Flemming Østergaard. Resten er i dag historie. Og et økonomisk fodboldmirakel i Danmark er gennemført - uanset hvad Berlingske Tidende måtte skrive for nærværende.

Det er svært for mig at lade være med at tænke på den historie, når jeg for tiden ser, hvad diverse stater bliver anmodet om at stoppe penge i, i forbindelse med finanskrisen.

I USA nu, med særlig relevans for Skandinavien (læs: SAAB), diskuterer man støtte til bilindustrien. Der er allerede givet store - ja enorme - beløb. Men det er ikke nok - Chrysler har i dag meddelt, at foretages der ikke en solid tilførsel af yderligere kapital kan virksomheden ikke overleve. Bilindustrien er kun det mest groteske eksempel indtil videre. 

For hvad er det egentlig, man beder skatteborgerne om at støtte? Svaret er enkelt: Ineffektive virksomheder, hvis produkter borgerne ikke ønsker at erhverve. Hvorfor i al verden skulle staten gå ind og støtte det??

Sandheden er jo den enkle, at de rentable af produkterne vil blive produceret igen efter en konkurs. Mens de, der ikke kan svare sig, vil forsvinde. Sådan SKAL markedet jo have lov til at virke...

Man påstår, man griber ind for at hindre massearbejdsløshed. Men problemet er jo, at der så i stedet på lidt længere sigt, når statskasserne løber tør, bliver tale om endnu større kraks, når man til den tid har opretholdt et urentabelt produktionssystem, der kun har gjort ondt værre.

Der er i sandhed grund til at mindes ordene i denne tid om, at lade falde hvad ikke kan stå. Alternativet er vanvid for skatteborgernes penge - og endnu større arbejdsløshed på sigt.

Giv markedet lov til at virke, og denne krise vil rette sig. Subsidier urentabel produktion, og forlæng krisen og markedsreaktionen. Så enkelt er det.

Er der intet politikere kan gøre for at imødekomme den bekymring, mange borgere nærer for den nuværende situation? Jo bestemt: Fjerne unødige forhindringer og byrder på den enkelte. Let skatten på arbejde. Tilfør på den måde det enkelte menneske tillid og ro omkring hans eller hendes privatøkonomi. Med tillid og ro følger også den positive spiral. Det er godt, der for tiden er skattereformforhandlinger igang. Og tåbeligt at S og SF ikke vil garantere skattestoppet efter skattereformen. Men dem om det. De partier ønsker ikke at tage medansvar for at løse borgernes problemer. Det vil de blive dømt på i den kommende tid.

KOMMENTAR